Annonce
Trekantområdet

På den 2. side: Livet og døden viser os, hvor mange fælles venner, vi har

Journalist Peter Friis Autzen. Foto: Peter Leth-Larsen
Annonce

"Du og Karl-Børge har fem fælles venner"

Såkaldt sociale platforme kan lide at fortælle, hvor mange kontaktflader, brugerne har. Jeg har ofte undret mig over behovet, men jeg stammer jo også fra en tid uden disse platforme. Det var en tid, hvor antallet af fælles venner fremgik af et klassefoto eller fremmødet ved en firmafest eller 30 års fødselsdag.

Det var en tid, hvor venner var nogen man så i øjnene - ikke på en skærm hos et algoritmestyret, datahøstende, dybdesnagende, oplysnings-sælgende "socialt" monster. Jaja, rolig nu: Journalister må ikke have en egen mening, siger du måske. Og du har ret. Men klummeskribenter må gerne. Og lige nu er jeg klummeskribent. Øv bøv.

For nylig var jeg til bisættelse. Det var en smuk dag, og det slog mig, at man på sådan en dødens dag kan lære noget om livet. Det er jo egentlig også det, den slags ceremonier handler om: At indse dødens og livets pardans.

Jeg har været til mange begravelser og bisættelser efterhånden, og jeg har aldrig haft lyst til gravøl bagefter. Men jeg er altid taget til det alligevel, og hver gang - hver eneste gang - ender jeg med at mærke, hvordan gravøllen (som godt kan være en sodavand eller en kop kaffe) ender med at gøre dagen bedre, så sorgen lægger sig på en blødere pude end ellers. Der er altid et barn, der leger under bordet, eller en onkel, der fortæller en livsbekræftende anekdote om den afdøde. På den måde kommer der lidt lys ind i mørket på et tidspunkt, hvor man næsten frygter uklædeligheden ved at smile for meget.


Måske har du og jeg fælles venner?


Jeg sad i kirken og så rundt. Der kom mange mennesker. Mange flere, end jeg havde forventet. Jeg var godt klar over, at Anders og jeg ikke var nære venner - vi havde bare strejfet hinandens liv på en måde, som jeg tror havde skubbet til os begge. Som et vindstød på en lang sejltur: Det er ikke let at sige noget om effekten af netop dét ene vindstød, men at det var med til at sende skibet fremad, kan ikke diskuteres.

Mit blik rundt i kirken fortalte mig noget, jeg ikke havde været klar over: Anders og jeg havde flere fælles bekendte. Det havde Facebook ikke fortalt mig - men på den 2. side: Jeg havde heller aldrig spurgt.

Nu er vi så en lille flok mennesker, der kan hævde, at vi er blevet vindpust i hinandens sejl. Endda på en ellers helt vindstille dag. Billedligt talt.

Jeg føler med de, der var tættere på Anders, og jeg vil på ingen måde træde på deres sorg og savn. Men hvor er det smukt, når noget så trist kommer i havn på den måde.

Mange gange har jeg hørt folk sige "nej, jeg tager ikke med - jeg kender dem ikke godt nok", "det vil virke underligt, hvis jeg er der" eller noget i den retning. Men måske er det bedre at deltage i en bisættelse for meget end i en for lidt. Eller en reception for meget. Eller en vejfest for meget. Det er i hvert fald lettere at komme over en deltagelse for meget end en deltagelse for lidt, tænker jeg.

Måske skal jeg til at spørge mine venner, hvem deres venner er. Mere. Måske har vi nogle tilfælles. Og hvis ikke: Så kan vi få det.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
CORONAVIRUS

Live: Corona-virus gik nærmest amok på Aarhus-bar - antallet af smittede er nu oppe på 25  

Vejle

Beboertalsmand efter flere smittetilfælde på Søndermarken: Regionen bør tilbyde corona-test til alle i Løget

Annonce