Annonce
Rejser

På med vandrestøvlerne – Danmark skal opleves til fods

På toppen af Fyn ligger naturreservatet Æbelø, hvor der bor både havørne, dådyr og mufloner og mange sjældne insekter og fugle. Vandreturen fra parkeringspladsen på Lindøhoved til Æbelø og retur er 15 kilometer lang. Foto: Sarah Green
Fotograf og rejseblogger Sarah Green finder ro i naturen, når larmen i byen bliver for voldsom. I dette nummer af Alderbedst anbefaler hun fire vandreture i Danmark, som hver især byder på en unik naturoplevelse
Annonce
Kongeåstien er en primitiv trampesti, der er tydeligt afmærket med pæle. Stien er 67 kilometer lang, men kan sagtens deles op i mindre bidder. Foto: Sarah Green
Kongeåen ligner en slange, der vrider sig i landskabet, og netop dens mange bugtninger sikrer en overflod af liv i vandet, på jorden og i luften, fortæller Sarah Green. Foto: Sarah Green

Kongeåstien er en primitiv trampesti, der er tydeligt afmærket med pæle,En rejse i historien

Hvad: Kongeåstien

Hvor: Fra den østligste grænse af Vejen Kommune og til Kongeåslusen ved Vadehavet

Længde: 67 kilometer

Om stien: Kongeåstien går langs Kongeåen, som har været grænseegn i flere forskellige perioder, senest fra 1864 til 1920, hvor den skilte Danmark fra Preussen. På ruten er der digitale informationsskærme med gratis wi-fi, hvor man kan læse om Kongeåens natur og historie og downloade kort og en app til turen. Samtidig er der shelters og kanopladser på ruten. Stien går i enge, på markveje og enkelte steder på asfaltvej. Flere steder kommer man ind på privat jord, og man må derfor ikke medbringe hunde. Ruten er ikke barnevogns- og kørestolsvenlig.

Sarahs besyv: - Vi gik kun en rundtur på cirka 4 kilometer, hvor vi startede og sluttede ved noget, der hedder Frihedsbroen, men det er det absolut fineste stykke på turen, for man går helt nede ved åen. Det er et helt magisk sted, for åen snor sig rigtig meget, hvilket man ikke ser mange steder i Danmark mere. I mange år har man gjort meget for at rette åerne ud på grund af landbruget, og når man gør det, så smadrer man alt livet i en å. Vi havde en oplevelse af, at Kongeåen var fuld af liv. Det summede af liv. Der var fisk, fugle, insekter og alt muligt andet, og vi følte, at vi kom helt tæt på naturen, som den ser ud i sin oprindelige form.


Kongeåstien er et helt magisk sted, for åen snor sig rigtig meget, hvilket man ikke ser mange steder i Danmark mere.

Sarah Green


 Dyrelivet er unikt på Æbelø, men det er turen dertil også, fortæller Sarah Green, som især godt kan lide, at man skal vandre igennem vand for at komme ud til øen. Hun tog turen i bare fødder, men det anbefales, at man tager strandsko med.  Foto: Sarah Green
Annonce

Eventyrlige Æbelø

Hvad: Vandretur på Æbelø

Hvor: Fra parkeringspladsen på Lindøhoved til Æbelø og retur

Længde: 15 kilometer

Om området: Æbelø er en ubeboet ø på cirka 2,09 km2, som ligger i Kattegat 4 kilometer nord for Fyn. Engang boede der cirka 40 mennesker på øen, men i dag står hovedgården Æbeløgård samt fyrtårnet forladt tilbage. For at komme til Æbelø skal man gå cirka halvanden kilometer igennem vand, hvorfor det kan være en god idé at få styr på tidevandstabellen for Ærø, inden man begiver sig afsted. Fra midten af september-midten af maj er vandet koldt, og der er mere blæst. Derfor anbefales en tur til Æbelø ikke i den periode, med mindre man er øvet og har waders og andet udstyr på.

Sarahs besyv: - Det er ret specielt at gå ud til en ø. Det er en slags vandretur, jeg aldrig har prøvet før. Det er ret eventyrligt og en meget sanselig oplevelse. Da jeg var der, var der den lækreste, fineste sandbund, så jeg gik i bare tæer, men jeg har hørt, at der godt kan være sten. Det slider lidt at gå i sand og vand, så det er nok en heldagstur, og små børn og gangbesværede vil have svært ved at klare turen, men det er en fantastisk tur. Der er ikke færger eller biler, og så er øen et naturreservat. Efter at have vandret i vandet, kommer man til Æbeløholm, som er helt prærieagtig, og hvor der løber en hel masse dådyr rundt. Så går man ud til Æbelø, hvor det hele er meget frodigt men forladt, så naturen vokser vildt. Man kan ikke købe noget på Æbelø, så på den måde skal man være lidt forberedt, men det er en fantastisk tur. Det fedeste er klart gåturen gennem vandet.


Efter at have vandret i vandet, kommer man til Æbeløholm, som er helt prærieagtig, og hvor der løber en hel masse dådyr rundt.

Sarah Green


Enebærodde er ubeboet, men et yndet udflugtsmål for odenseanere, som trænger til lidt luft. Enebærodde har fået sit navn, fordi der er mange enebærbuske på odden. Foto: Sarah Green
Det er især en god oplevelse at vandre på Enebærodde, fordi naturen hele tiden forandrer sig, fortæller Sarah Green. Foto: Sarah Green

Blandt enebærbuske

Hvad: Vandretur på Enebærodde

Hvor: Enebærodde er en 6 kilometer lang landtange, der stikker ud fra fastlandet på Nordfyn

Længde: 12 kilometer

Om området: Enebærodde har fået sit navn, fordi der er en masse enebærtræer på odden. Odden adskiller Odense Fjord fra Kattegat, og der er kun 400 meter mellem oddens spids ved fyrtårnet og Lodshuse på Hindsholmsiden. Enebærodde byder på gode sandstrande, og der er også mange gode fiskepladser. Den 12 kilometer lange sti går langs kysten på begge sider af odden.

Sarahs besyv: - Først går man på en smal landtange, hvor der er strand til begge sider, og så går man igennem skov, men du er langs kysten hele tiden. Man ender ude ved fyret, hvor der er fladt og hedeagtigt. Kombinationen af strand, skov og det hedeagtige landskab er rigtig fin og ikke noget, jeg har set andre steder i Danmark. Og så er det bare sjovt at gå på en odde. Der er hele tiden noget at kigge på, fordi landskabet ændrer sig undervejs. Fordi det er et stykke land, som stikker ud i vandet, går man nærmest i vandet, og det er der noget fedt over.

Tisvildevejen er en vandrerute, som går fra Esrum til Tilsvilde og gennem dele af Nationalpark Kongernes Nordsjælland. Turen byder på smuk natur og idylliske landsbyer, hvor man er meget velkommen til at gøre et stop. Foto: Sarah Green
Langs ruten findes der også shelters, hvor man kan overnatte gratis, hvis ikke man ønsker at overnatte på hotel eller hos de lokale. Foto: Sarah Green

Natur og landsbyidyl

Hvad: Tisvildevejen

Hvor: Tisvildevejen løber fra Esrum Kloster gennem Grib Skov, langs Danmarks største søer Esrum Sø og Arresø og gennem fire idylliske landsbyer. Undervejs passerer man også naturområderne Ramløse Bakker, Ellemosen, Tibirke Bakker og Tisvilde Hegn.

Længde: Ruten er inddelt i fire dagsetaper på cirka 10 til 19 kilometer per dag

Om ruten: Tisvildevejen er skabt i et samarbejde mellem mange frivillige borgere, lokale foreninger, mindre lokale virksomheder og institutioner som Museum Nordsjælland, Visit Nordsjælland og Esrum Kloster. Formålet med Tisvildevejen er at vise en del af Nordsjælland før og nu i sin umiddelbare, naturlige og smukke fremtræden, og undervejs inviteres folk indenfor i landsbyerne til overnatning, mad og en snak.

Sarahs besyv:  - Turen er ret lang, men du kommer igennem en masse fantastiske naturområder. Der er vand, lyngklædte bakker, skove med enorme fyrretræer – du kommer igennem lidt af det hele. Og samtidig kommer du igennem flere små landsbyer, så der er også ret meget landsbyidyl over ruten. Idéen er, at man skal bo hos de lokale, og vi boede i et kvistværelse på en gammel vingård hos en ældre kvinde. Hun lavede rigtig dejlig mormor-mad til os, og folk er i det hele taget enormt søde. Det er en vandretur, hvor man krydrer naturoplevelsen med landsbyidyl på en rigtig fin måde.

Sarah Green

Sarah Green startede sin rejseblog sarahinthegreen.dk  i 2017. Rejsebloggens fokus er naturoplevelser i Skandinavien, og hun ser bloggen som en form for modvægt til bylivet i København.

Sarah Green er også fotograf og viser sine naturbilleder frem på Instagram under @sarahinthegreen

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Vejle

Undrer du dig også: Gågade genåbner med ensretning - men mærker er forsvundet

Kultur

Trods mulighed for genåbning: Givskud Zoo satser fortsat først på sæsonåbning om en måned

Vejle

33.000 indkaldt på én gang: Kronisk syge syddanskere kan få første vaccinestik i marts eller først i april

Billund For abonnenter

Leder i Eventyrhuset: Vi fik besked klokken 10.40. Klokken 12 var institutionen tømt for børn

Annonce