På museum: Der er mere at lære af Egtvedpigen, 100 år efter hun blev fundet

Storhøj var engang en anseelig gravhøj, men i 1921 blev resterne af den brugt til at opbevare kartofler for vinteren. Ejeren Peter Platz besluttede sig for at fjerne højen fra sin jord, men stødte sin skovl mod en egetræskiste fra bronzealderen.

Husmanden rejste senere en mindesten, som stadig kan ses i dag, ved den rekonstruerede 22 meter lange gravhøj, der viste sig at indeholde Egtvedpigen.

Men hun var nær aldrig blevet gravet ud. For da Peter Platz sendte brev til Nationalmuseet om sit fund i februar for 100 år siden, var der ingen af museets arkæologer, der havde specielt meget lyst til at rejse til Egtved for at undersøge en egetræskiste.

En svarede, han var villig til at rejse, men ikke var rask. En anden konstaterede kortfattet ”nødigt”. Og så var der museumsinspektør Thomsen, der godt kunne tage af sted, hvis andre ikke ville.

- Han blev Egtvedpigens redningsmand, fortæller museumsinspektør Katrine Balsgaard Juul fra Vejlemuseerne, der viser udstillingen ”Pigen fra Egtved” i anledning af 100-året for bronzealderfundet.

- Man kan vel godt forstå, at der ikke var rift om at tage på udgravning i februar. Det var mange år siden, at der var fundet velbevarede egetræskister i 1921. Men havde Peter Platz dækket kisten til, som han i første omgang blev bedt om, var Egtvedpigen gået tabt. For når sådan et fund kommer i forbindelse med ilt, begynder forrådnelsen. Men han insisterede på at ville fjerne højen og dermed også kisten. Derfor rejste Thomas Thomsen til Egtved og sørgede for, at kisten med klædedragt, kremerede barneknogler, øl-kar, bælteplade og det korte pagehår blev sendt til Nationalmuseet og undersøgt af en konservator. Det er takket være ham, at fundet er så velbevaret, siger Katrine Balsgaard Juul.

Hun står midt i en tidslomme af et kontor i udstillingen. Det skal forestille at være den berømte og også senere berygtede Thomsens arbejdsrum på Nationalmuseet i 1920’erne. Det kunne være ved sådan et skrivebord, at han skrev de kontroversielle idéer om, at Egtvedpigen var en eksotisk tempeldanser. Det kunne også være det sted, han studerede svarene på de jordbundsprøver, han tog ved gravhøjen i 1921.

De viste, at allerede i bronzealderen dyrkede menneskene jorden, fældede træer og modellerede landskabet efter deres behov og uden syn for de kommende generationers genvordigheder med konsekvenserne. På den måde er også kulturlandskabet en del af fortællingen om Egtvedpigen, der blev et ikonisk fund. Men som også til stadighed er et mysterium.

Egtvedpigen var 16 til 18 år, da hun døde. Hun lå iført sit fine snoreskørt, bælteplade og mavekort uldbluse på et koskind i egetræskisten. Også hendes korte pagehår var bevaret. I graven fandt man desuden et kar med en gæret væske, en røllike og brændte barneknogler.

Ud fra de fund har arkæologer konstateret, at hun blev begravet om sommeren, at de drak øl i bronzealderen, at hun havde rejst over store afstande i sit liv, og at man sov på koskind dengang. Men man har aldrig fundet ud af, hvorfor hun døde, og hvad hun havde gjort i sit liv for at fortjene så dyrebar en begravelse i Storhøj.

- Mysteriet om hendes død og mysteriet om, hvor hun kommer fra, er med til at gøre hende interessant. Det gør hende også interessant, at man kan se for sig, hvordan hun så ud. For i arkæologien vil vi gerne fortælle historier om de mennesker, der levede dengang, men ofte er det tomme huse eller genstande, vi finder. Egtvedpigen sætter tanker i gang, og man får lyst til at lære hende at kende. Hvordan var hendes liv? Jeg tror, det er derfor hun er blevet et ikonisk fund, siger Katrine Balsgaard Juul.

Arkæologer og andre videnskabsfolk arbejder stadig med at komme tættere på mysteriet om bronzealderpigen. Nye naturvidenskabelige undersøgelser af rølliken og insekter i den skal fastslå præcist, hvornår på året hun blev begravet. Andre forsker i kvindelivet i bronzealderen med udgangspunkt i Egtvedpigen, fortæller museumsinspektøren.

Selv efter 100 år er der altså mere at lære af hende. Fortællingen om hende har også forandret sig gennem årtierne. Da den unge pige blev fundet i 1921, skrev hun sig ind i fortællingen om genforeningen og et stort fokus på danskhed.

- Selv om man vel næppe kan tale om danskhed i bronzealderen, siger Katrine Balsgaard Juul.

Dengang beskrev Thomsen hende som eksotisk tempeldanserinde i sit korte skørt. Det vakte opsigt, da man nærmest fandt det uanstændigt og i hvert fald hang det ikke sammen med datidens kvindesyn. I 1940’erne blev hun afbildet tækkeligt i gulvlange skørter, kan man se i udstillingen. I 1970’erne var skørtet igen kort og overdelen forsvundet, da Egtvedpigen blev en del af kvindefrigørelsen. Og i nutiden er hun tilbage i knælangt skørt og en kort mavebluse.

- Blikket på Egtvedpigen er farvet af nutiden. Alt andet ville være løgn. Arkæologi er ikke en eksakt videnskab, men en subjektiv opfattelse og fortælling. I morgen kan der gøres et nyt fund, som vender op og ned på det hele. Det er det, der gør arkæologi så spændende. Derfor præsenterer udstillingen ikke det endegyldige svar. I stedet vil vi gerne have, at besøgende går og tænker over, hvad de tror om Egtvedpigen, siger Katrine Balsgaard Juul.

Udstillingen ”Pigen fra Egtved” kan opleves på Vejlemuseerne året ud. Man kan også besøge den restaurerede høj, hvor hun blev fundet ved Egtved. Vil man se Egtvedpigen i sin egetræskiste, skal man til København, hvor hun ligger på Nationalmuseet.