Annonce
Egtved

Pårørende til demente møder forståelse og genkendelse i ny støttegruppe

Det kan være hårdt og sorgfuldt at være nær pårørende til et menneske med demens. Mange pårørende kan have gavn af at tale med andre i samme situation, som kan forstå dem. Den mulighed har man nu fået i Egtved. Foto: Colourbox
Ældre Sagen i Egtved har oprettet en ny støttegruppe for nære pårørende til demente. Her kan deltagerne udveksle erfaringer og tanker med andre, der står i samme situation. Kræfterne bag satser på at tilbyde et hold til efter jul.
Annonce

Egtved: Det er ikke let at være pårørende til et menneske, der har demens. Som pårørende kan man stå med mange svære tanker, dilemmaer og en sorg over at se sin elskede langsomt forsvinde. Men det kan for nogle være svært rigtig at dele de mange tanker med andre, som ikke selv har demens tæt inde på livet.

For disse pårørende har Ældre Sagen i Egtved etableret et nyt tilbud. En pårørendegruppe for mennesker, hvis nærmeste har demens.

- I gruppen mødes de med ligesindede, som forstår de følelser og tanker, de står med. Eksempelvis møder de andre, der forstår den følelse af ensomhed, man som pårørende til en dement kan føle, men som andre måske har svært ved at sætte sig ind i. Det kan være meget givtigt for deltagerne at have et forum at tale i, hvor de føler sig forstået, fortæller bestyrelsesmedlem i Ældre Sagen Egtved Else Iversen, der sammen med Trine Blåbjerg er tovholder på gruppen.


I gruppen mødes de med ligesindede, som forstår de følelser og tanker, de står med.

Else Iversen, tovholder


Else Iversen har selv været distriktsygeplejerske indenfor gerontopsykiatrien i mange år og har været med til at starte lignende grupper i Kolding, mens Trine Blåbjerg arbejder dels på Egetoft i Egtved og dels på Stensvang i Bredsten.

Annonce

Samtale og små oplæg

Lige nu mødes en gruppe på otte pårørende hver anden uge på Egetoft til et par timers samvær og samtale. De har indtil videre mødtes fem gange.

- Mit indtryk er ud fra de tilbagemeldinger, vi har fået indtil videre, at deltagerne har stor glæde og gavn af at mødes med andre, forklarer hun.

Gruppen er lige nu sammensat af pårørende, som Vejle Kommunes demenskonsulent har været behjælpelig med at formidle kontakt til foruden nogle, Trine Blåbjerg havde kendskab til i forvejen.

- Ved møderne foregår som en veksling mellem, hvad deltagerne har lyst til at bidrage med og fortælle om, og nogle små oplæg. Jeg har gennem mine mange år indenfor faget nogle ting, jeg kan bidrage med, mens Trine blandt andet kender til forskellige små film med enkle øvelser, man kan hjælpe de demente til at lave, fortæller Else Iversen.

Annonce

Nyt hold efter jul

Erfaringerne fra denne gruppe er så gode, at Ældre Sagen i Egtved håber at kunne starte et hold til efter jul. Her kan alle, der er nær pårørende til et menneske med demens, søge om at være med.

- Vi har af Vejle Kommune fået mulighed for at tilbyde, at der kan være en fra hjemmeplejen hos den demente, mens man er afsted til møde i gruppen, hvis man har brug for det. Nogle demente er i dagtilbud, mens den pårørende er i gruppen. Nogle demente kan godt være selv et par timer. Men man har altså også den mulighed at få en fra hjemmeplejen ud imens, så man kan tage trygt afsted, forklarer hun.

Vil man vide mere, eller ønske man at tilmelde sig gruppen, kan man kontakte Egetoft, Ældre Sagen i Egtved eller spørge Vejle Kommunes demenskonsulent, oplyser Else Iversen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Nogle er mere lige end andre

Annonce