Annonce
Hedensted

Påskefrokost og familiesamvær er rykket udenfor: Vi er nødt til at gøre, som Mette siger

Anne Brødsgaard (tv.) fra Vejle havde ikke set sin mor Elsebeth Serup (i midten), Horsens, siden samfundet lukkede ned. Elsebeth Serup var glad for at se sin datter og barnebarnet Kathrine (th.). Foto: Mette Mørk
Torsdag mødtes familier i Juelsminde, men det skete udenfor og med god afstand. - Vi er nødt til at gøre, som Mette siger, for at Danmark kan åbne igen, lød det fra familien Westergaard.

Juelsminde: Normalt vil Juelsminde være sort af mennesker en skærtorsdag med fuld sol og en frisk vind.

Og der var masser af mennesker i byen torsdag eftermiddag, men folk opførte sig anderledes, end de plejer. P-pladserne langs havnen var spærret af, så der var god plads at gå på, mens bilerne holdt i stor stil på stranden. Folk passerede hinanden ved at gå i store buer, og selv i køen til isbaren blev der holdt behørigt afstand, selvom mange gerne ville have en is.

Annonce
Situationen er lidt, som når man vågner om morgenen og tænker, at det hele bare er en drøm.

Anne Brødsgaard

Tre generationer fik gensyn

På en bænk uden for restaurant På Havnen havde familien Brødsgaard/Serup fundet en solrig plet med læ. Siden statsminister Mette Frederiksen 11. marts lukkede landet ned, har Anne Brødsgaard fra Vejle ikke kunne besøge sin mor Elsebeth Serup fra Horsens. Men torsdag havde de taget chancen og kørt på udflugt til Juelsminde, hvor Elsebeth Serup er kommet meget.

- De har en stor bil, så jeg sad bagi, og vi holder afstand, forsikrede Elsebeth Serup, der var glad for at se sin familie igen.

Især fordi barnebarnet Kathrine Brødsgaard også var med. Hun skulle ellers have været i New Zealand nu, men fik som så mange andre sin rejse afbrudt.

- Vi skulle have rejst i halvanden måned mere, men hellere her i Danmark end at være strandet, sagde Kathrine Brødsgaard, der i stedet har fået job i BilkaGo.

De tre generationer nød igen at kunne være sammen.

- Jeg har savnet at se dem, og de gør jo det her for min skyld, sagde Elsebeth Serup, der med sin alder er et af de mennesker, der er i risikogruppen.

Anne Brødsgaard var også glad for løsningen med kaffe og brød i det fri.

- På en måde er alting, jo som det plejer, og så alligevel ikke, sagde hun.

- Det kan faktisk være svært at vide, hvad der er rigtig og forkert at gøre, supplerede Kathrine Brødsgaard.

Eksempelvis tænker familien meget over, hvor de tager hen, så de ikke udsætter sig selv for smitte, men de er helt med på nødvendigheden af forholdsreglerne.

Ingen kram til far og mor

På autocamperpladsen havde familien Westergaard valgt samme model. Susanne og Gert Westergaard kommer fra Gøl ved Aalborg og havde taget autocamperen med til Juelsminde, hvor de havde fået følgeskab af datteren Ditte-Marie Westergaard, der bor i Lund.

- Vi har valgt at støtte den lokale fiskehandler, der har takeaway. Vi må jo gøre, hvad vi kan for at hjælpe, for økonomien bliver jo håbløs, sagde Gert Westergaard.

Familien tænker meget over, hvor de tager hen, og der blev heller ikke uddelt familiekram ved sammenkomsten, som de plejer.

- Det var lidt svært det med ikke at kunne give dem et kram, men vi tænkte, at vi godt kunne mødes udenfor, når ingen af os har været syge eller har symptomer, sagde Ditte-Marie Westergaard.

Der virkede som om, folk havde taget statsministerens advarsel om, at genåbningen kan blive udsat, alvorligt.

- Vi er jo nødt til at gøre, som Mette siger, så Danmark kan åbne igen, konstaterede familien Westergaard, inden den hyggelige påskefrokost i det fri fortsatte.

Familien Westergaard, Gert og Susanne fra Gøl og Kathrine fra Horsens, mødtes på autocamperpladsen i Juelsminde til påskefrokost. Foto: Mette Mørk
Poul og Anne-Mette Jensen kommer fra Aars, men skulle sydpå for at hente noget, de havde købt på GulogGratis. De havde taget frokosten med og fandt vej forbi Storstranden og et bordebænkesæt. - Vi kan jo ikke holde påskefrokost, som vi plejer, så vi har taget madpakken med, siger Anne-Mette Jensen. Parret havde først tjekket, om der var for mange mennesker på Storstranden.- Hvis der havde været for mange, var vi kørt igen, men det her er fint, siger Poul Jensen. Foto: Mette Mørk
Trine Black fra Vejle var taget med børnene Oscar og Vega til Juelsminde, hvor familien har en båd. - Vi er mest derhjemme i påsken og laver masser af haveprojekter og cykler. Vi tænker meget over, hvor vi tager hen, at der ikke skal være for mange mennesker. Det værste er indkøb, der er det svært at undgå at komme tæt på folk, siger Trine Black. Foto: Mette Mørk
Køen til isbaren på havnen i Juelsminde voksede hen på eftermiddagen, men alle holdt god afstand. Foto: Mette Mørk
P-pladserne langs havnen blev onsdag spærret af, så fodgængerne kunne holde god afstand. Bilerne kunne i stedet parkere på storstranden eller på Rousthøjs Allé. Foto: Mette Mørk
Juelsmindes butikker har gjort meget for at holde gang i salget. Håndsprit og skilte er blandt andet indført. Foto: Mette Mørk
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Ny vej er afgørende for Kvickly

Annonce