Annonce
Jelling

Pædagogchef jubler over millionløft: I dag giver vi is

Pengene til pædagoguddannelsen falder på et tørt sted, mener Annette Falk, uddannelseschef på UCL i Jelling. Arkivfoto
Pædagoguddannelsen på landsplan får en pose penge på 127,5 millioner kroner. - Det var en dejlig nyhed at stå op til, siger Annette Falk, uddannelseschef på pædagoguddannelsen i Jelling.

Jelling: Onsdag kom det frem, at uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) vil tilføre pædagoguddannelsen landet over et økonomisk løft på 127,5 millioner kroner. Det sker efter faldende ansøgertal på størstedelen af de danske pædagoguddannelser.

Det glæder Annette Falk, der er uddannelseschef på UCL i Jelling, hvor man kan blive uddannet som pædagog eller lærer.

- Det var en dejlig nyhed at vågne op til. Vi giver is til medarbejderne, og så finder vi nok også på at gøre noget for de studerende, siger Annette Falk.

- Det er en stor anerkendelse af en økonomisk trængt uddannelse, som er meget betydningsfuld i forhold til børn, unge og vores velfærd og fremtid, tilføjer hun.

Annette Falk understreger, at det stadig er for tidligt at se, hvad det helt konkret kommer til at betyde for de pædagogstuderende i Jelling.

- Men vi kommer til at mærke det i en eller anden grad, så for os er det en god nyhed uanset hvad, siger hun.

Pædagogstuderende i Jelling

Antallet af optagne og ansøgere til pædagoguddannelsen hos UCL Jelling:
  • 2019: 132 (300)
  • 2018: 133 (335)
  • 2017: 124 (394)
  • 2016: 124 (402)
  • 2015: 124 (350)

Kilde: Uddannelses- og Forskningsministeriet

Helt fyldt op

På landsplan har 17 procent færre ønsket at være pædagog siden 2015. Også i Jelling har der været færre ansøgere end tidligere, men der er stadig langt flere ansøgere end antallet af studiepladser på Stationsvej 4, hvor uddannelsen hører hjemme.

- Vi har haft et stabilt antal i mange år, så vi er ikke trængte på det. Vi har en dimensionering, der betyder, at vi ikke bare kan vækste og oprette endnu flere studiepladser. Derfor har vi altid fyldt op, og det er rigtig positivt, så vi tror på, at vi har et attraktivt uddannelsessted.

I 2019 er der optaget 132 studerende ud af 300 ansøgere på pædagoguddannelsen i Jelling, viser tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce