x
Annonce
forside

Pædofili-sag bliver ikke anket: Nu er navneforbuddet ophævet

Navneforbuddet er ophævet - det omfattede også navnet på Blæksprutten i Brejning. Arkivfoto

Forældre fra flere daginstitutioner i Vejle Kommune er indkaldt til informationsmøder, efter at en 28-årig vejlenser er blevet dømt for overgreb i en børnehave.

Brejning: I denne uge valgte en 28-årig vejlenser at modtage den dom for andet seksuel forhold end samleje og blufærdighedskrænkelse af en lille pige samt besiddelse af børneporno, som han fik for to uger siden ved Retten i Kolding.

Heller ikke anklagemyndigheden anker, og det betyder, at navneforbuddet i sagen er ophævet.

Derfor har Vejle Kommune allerede onsdag kontaktet de forældre, som har haft børn i institutionerne, hvor den 28-årige har arbejdet, og inviteret dem til informationsmøder.

Der er først og fremmest tale om forældre til børn i Blæksprutten i Brejning, hvor den 28-årige var ansat, da det overgreb fandt sted, han nu er blevet dømt for.

Men også forældre fra det daværende Kræmmerhuset (nu Trekløveren, red.) på Søndermarken i Vejle og Borggården i Børkop bliver indkaldt til hvert deres møde.

På informationsmøderne vil blandt andre en psykolog fortælle mere om, hvordan forældrene bedst taler med deres børn om det, der er sket.

"Det er nemlig vigtigt at tale med barnet på en måde, så man ikke gør mere skade end gavn," lyder det i brevet.

Annonce

Derfor bliver den dømte ikke omtalt med navn

Som udgangspunkt skriver Vejle Amts Folkeblad aldrig navnet på personer, der er blevet dømt i en straffesag, med mindre der er tale om en dom på mere end ét års ubetinget fængsel.

Den dømte i overgrebssagen fra Brejning fik 15 måneders fængsel, hvoraf kun de seks måneder var ubetinget. Derfor nævner Vejle Amts Folkeblad ikke hans navn - men vi sætter navn på de institutioner, hvor han har arbejdet. Disse institutioner har indtil nu været omfattet af rettens navneforbud.

Du kan læse mere om vores presseetiske retningslinjer på vores hjemmeside.

Beklager dybt

I brevet til forældrene til de børn, der gik i Kræmmerhuset fra maj til november 2011, skriver Vejle Kommunes direktør for Børne & Unge, Claus Svold, om en tidligere sag fra 2011. Den nu dømte mand var dengang ansat i Kræmmerhuset (Trekløveren) og blev på et tidspunkt mistænkt for at have kysset et barn i mindst to tilfælde.

Sagen blev meldt til politiet, der endte med at frafalde sigtelsen.

I dag - otte år senere - skriver Claus Svold til de forældre, der dengang havde børn i Kræmmerhuset:

"Mens den dømte var i Kræmmerhuset (Trekløveren) opstod der en mistanke om blufærdighedskrænkelse. Han blev straks fritaget for tjeneste, og sagen blev efterfølgende efterforsket af politiet. Politiet frafaldt sigtelsen.

I Vejle Kommune vurderede vi den gang på baggrund af politiets efterforskning og vurderinger fra fagfolk tæt på den ansatte, at der ikke var grundlag for at afbryde ansættelsesforholdet.

Han fortsatte derfor sin ansættelse i en ny institution. Hans nye leder og kolleger blev orienteret om sagen.

På baggrund af den aktuelle sag må vi desværre konstatere, at det var en forkert beslutning, vi foretog dengang. Det beklager vi dybt."

Det er blandt andet kys - men også andre blufærdighedskrænkelser - den 28-årige er dømt for i sagen fra Brejning.

Claus Svold, understreger, at sagen ligger så langt tilbage, at ingen af de nuværende børn i de pågældende institutioner er blevet passet af den 28-årige dømte. Han har ikke været ansat i kommunen siden 2014.

Ni måneder er betinget

Dommen over den 28-årige vejlenser lyder på 15 måneders fængsel, hvoraf de seks måneder skal afsones, mens de resterende ni måneder er gjort betinget.

- Jeg kan ikke komme ind på, hvorfor dommen ikke bliver anket. Det er kundens beslutning, siger advokat Sigurd Trolle, som var forsvarer for den 28-årige vejlenser i retten.

Sydøstjyllands Politi har oplyst i en mail til Vejle Amts Folkeblad, at anklagemyndigheden heller ikke anker.

Den 28-årige er dermed dømt endeligt for at have forgrebet sig på en dengang fireårige pige i Blæksprutten, hvor han var ansat som medhjælper.

Overgrebene fandt sted flere gange i løbet af knap halvandet år fra 2012 til 2013.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Kirsten måtte køre hjem med alt sit skrald: Kun folk med lige nummerplader kom ind på genbrugspladsen

Leder

Når Danmark står sammen hver for sig

Annonce