Annonce
Hedensted

Par tog til Tyskland for at blive klippet: Har fået nok af politisk formynderi

Jens Peter Brolund er født og opvokset i Uldum og har i over 40 år drevet virksomheden "Landbrugets Traktorafprøvning", hvor han tester traktorer for landmænd og maskinhandlere. Han blev i 2007 gift med Lone Brolund, der stammer fra Sønderjylland. Parret har fem sammenbragte børn, der alle er voksne. Foto: Ingrid Trier
- Vi fejler ikke noget og mener, at det er fuldstændig vanvittigt og dyrt at teste alle danskere, der skal til frisør, lyder det fra Lone og Jens Peter Brolund. De blev afvist af deres lokale frisør, da de ikke ville fremvise en negativ coronatest. Nu er de blevet klippet i Tyskland.

Uldum: Masser af danskere havde set frem til en frisørtid i sidste uge, men ægteparret Lone og Jesper Brolund måtte gå hjem fra den lokale frisør med uforrettet sag, da de af princip ikke ville fremvise et coronapas.

Alligevel sidder de nu begge nyklippede ved spisebordet på deres ejendom lidt uden for Uldum.

Da de ikke kunne blive klippet lokalt, gik turen i sidste uge til Tyskland, hvor der kun kræves mundbind og hverken test eller vaccination for en tid i frisørstolen.

Annonce

Årsag: En lille protest mod hvad, der efter parrets mening er en formynderisk tilgang til befolkningen.

Formynderi

Betydning: "Tilsidesættelse af nogens ret til at træffe selvstændige beslutninger ud fra en bedrevidende mening om, hvad der er i vedkommendes interesse."

- Vi er temmelig frustrerede over den tilgang, statsministeren har. Vi ønsker selvfølgelig ikke, at folk bliver syge, men vi mener også, at vi skal tilbage til det personlige ansvar og den sunde fornuft, og at vi skal have personlig frihed frem for regler og overformynderi, lyder forklaringen fra Lone og Jens Peter Brolund.

Bange for bøde

To dage inden Tysklandsturen havde parret, der er hhv. 56 og 61 år gamle og som driver selvstændig virksomhed inden for landbruget, ellers fået tid hos deres lokale frisør i Uldum.

- Vi vidste godt, man skal have et coronapas, men tænkte også, at det jo var lokalt, så vi mødte bare op og så, hvad der skete. Vi vil jo gerne bakke op om det lokale handelsliv, men vi blev afvist, fortæller Lone Brolund, der efterfølgende tog kontakt til flere frisører i lokalområdet.

- Vi er nok ikke, som folk er flest, erkender Jens Peter og Lone Brolund fra Uldum. De blev afvist af deres lokale frisør, da de ikke havde en negativ coronatest at fremvise. Derfor tog de i sidste uge til Tyskland for at blive klippet. Foto: Ingrid Trier

Alle som en svarede, at de ikke turde tage en kunde ind i salonen uden coronapas.

- Ikke fordi de er bange for coronaen, men fordi de er bange for bøden, fortæller Lone Brolund hovedrystende.

To dage senere startede parret, der begge taler tysk, derfor bilen i Uldum og kørte til en mindre landsby på den anden side af den dansk-tyske grænse, hvor de blev klippet.

- Og hun gjorde det faktisk så godt og til den halve pris, at jeg ikke tror, det bliver sidste gang, vi gør det. Selvom jeg da synes, det er ærgerligt for vores lokale frisør, for det er jo hende, det går ud over, konstaterer Jens Peter Brolund.


Vi skal også acceptere, at mennesket er en del af naturen. Man kan ikke gardere sig mod alt.

Lone Brolund


Annonce

Ingen fornuft i det

Både han og hustruen har svært ved at forstå meningen med krav om test, inden man kan komme til frisøren. Og i øvrigt mange andre af de gældende coronarestriktioner.

- Hvorfor kræves der for eksempel ikke coronapas til genbrugsforretningen, hvor flere af ekspedienterne er oppe i årene, eller til Bilka? Og man kan jo blive smittet lige efter, man er blevet testet. Der er ikke meget fornuft i det.

-Vi synes for mange opfører sig som hovedløse høns, der bare følger magthaveren, og tænk på hvad alt det testning koster. Der er mange andre mere fornuftige ting at bruge penge på, lyder det fra Lone Brolund.

Men er det ikke egoistisk, at I ikke lader jer teste og i stedet tager til Tyskland?

- Det vil nogle nok mene, men der er ikke stor risiko ved at tage til en lille by i Tyskland. Det er jo ikke inde midt i Flensborg, vi har været. Hvis vi er syge, bliver vi selvfølgelig hjemme. Det er almindelig sund fornuft.

- Vi bor her ude i landet og har lært at tage ansvar for os selv og færdes ikke i store forsamlinger. Vi skal også acceptere, at mennesket er en del af naturen. Man kan ikke gardere sig mod alt, lyder det fra ægteparret, der heller ikke ønsker at lade sig vaccinere mod corona.

- Det er alt for panisk det hele, og vi ved ikke, hvad det er, der bliver sprøjtet ind i kroppen. Vi vil dog rigtig gerne ud at rejse, så vi frygter, at det bliver frivillig tvang med en vaccination, siger Lone Brolund.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sydjylland For abonnenter

Nærmede sig diskvalifikation: Carelink vandt kviktest-udbud i Syddanmark trods kritik for mangelfuld plan

Annonce