Annonce
Vejle

Partidisciplin droppes: Byrådsmedlemmer stilles frit i sag om anke i misbrugssag

Jytte Jensen må vente endnu godt en uge, før hun får at vide, om Vejle Byråd vil anke dommen fra Retten i Kolding. Her blev det slået fast, at kommunen svigtede tilbage i 1980'erne og derfor har et erstatningsansvar. Foto: Yilmaz Polat
Ja eller nej til anke i Jytte Jensens erstatningssag bliver op til det enkelte medlems egen vurdering.

Vejle: Skal kommunen anke byrettens dom i Jytte Jensen-sagen?

Det spørgsmål bliver op til det enkelte byrådsmedlems egen vurdering, når sagen kommer på dagsordenen om godt en uge.

Mandag debatterede de ni medlemmer af Vejle Byråds økonomiudvalg for og imod en anke, og udvalget var splittet. Men ifølge både borgmester Jens Ejner Christensen (V) og viceborgmester Dan Arnløv Jørgensen (K) var der enighed om, at droppe partidisciplinen i sagen og lade de enkelte medlemmer stemme frit.

Annonce

Dom: Kommunen svigtede

  • 15. oktober afgjorde Retten i Kolding, at Vejle Kommune skal betale erstatning til Jytte Jensen, fordi kommunen i starten af 1980'erne "tilsidesatte sine forpligtelser ved ikke at træffe de fornødne foranstaltninger for at sikre hende mod de seksuelle overgreb hun blev udsat for at sin far," som det hedder i dommen.
  • Dermed satte retten et foreløbigt punktum i en sag, der efterhånden har strakt sig over otte år. Allerede i 2011 bebudede Jytte Jensen og hendes advokat, at man ville stævne Vejle Kommune for 2,7 millioner kroner i erstatning for blandt andet tabt arbejdsevne - en senfølge af det misbrug, faderen blev dømt for i 1986.
  • Afgørelsen har trukket ud, fordi både byretten og landsretten i første omgang slog fast, at sagen var forældet efter de daværende regler. De er siden ændret af Folketinget i 2018.
  • Byretssagen handlede i første omgang om at få slået fast, om kommunen er erstatningspligtig. Senere følger en sag om erstatningens størrelse. Her afventer man blandt andet en vurdering fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
  • Vejle Kommune har søgt om anke hos Procesbevillingsnævnet på opfordring fra kommunens forsikringsselskab - men om dommen fra byretten skal ankes, besluttes i sidste ende af byrådet.

Borgmester: Imod lov ikke at anke

De to repræsenterer hver sit syn på sagen, selvom de begge helst så, at selve sagen om kommunens ansvar sluttede med byretsdommen.

Borgmester Jens Ejner Christensen er dog blevet overbevist om, at en sådan beslutning ville stride mod lovgivningen:

- Det er i hvert fald det indtryk, jeg sidder tilbage med, efter at vi har spurgt Kommunernes Landsforening til råds. I økonomiudvalget fik vi en grundig orientering af jurister fra landsforeningen. De uddybede det notat, vi har bedt om i sagen, siger borgmesteren.

Nu bliver det samlede byråd tilbudt samme orientering, inden der skal stemmes på næste onsdag. Her vil politikerne blandt andet få at vide, at de risikerer at blive gjort personligt økonomisk ansvarlige, hvis de overhører forsikringsselskabets ønske om at få sagen for en højere retsinstans.

Forholder sig til dom

Men man må konstatere, at ikke alle politikere har opfattet orienteringen på samme måde. Dan Arnløv er ikke overbevist om, at der er tale om brud på loven, hvis byrådet beslutter ikke at anke:

- Det ville være et brud, hvis vi betalte erstatning, uden at der havde været en retssag. Men det er jo ikke tilfældet. Der er faldet en dom, og den forholder jeg mig til. Så må vi senere se, hvilken erstatning retten når frem til, når Jytte Jensen og hendes advokat har ført den del af sagen, siger Dan Arnløv.

Flertal kan smuldre

Ingen af de to vil røbe andet end deres egen stillingtagen til anken. Men tidligere har den socialdemokratiske gruppeformand Søren Peschardt udtalt, at sagen bør stoppe her. Og SFs gruppeformand Lone Myrhøj har sagt, at Jytte Jensen ikke skal trækkes gennem mere efter snart otte år i retssystemet.

Dermed tegnede der sig et spinkelt flertal mod at anke med enighed mellem Socialdemokratiet, SF og Konservative - til sammen 16 af byrådets 31 medlemmer. Men med beslutningen om, at alle byrådsmedlemmer stilles frit, kan flertallet smuldre.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce