Annonce
Erhverv

Patienter genoptrænes af en robot

Helt stille og roligt i en jævn bevægelse bevæger robotten fra det ene yderpunkt af bevægelsen til det andet. Foto: Agata Lenczewska-Madsen
På Vestdansk Center for Rygmarvsskade er Industri 4.0 under rivende udvikling. Lige nu tester de en ny robot, der skal aflaste og effektivisere fysioterapeuternes arbejde med at håndtere patienterne.

VIBORG: En 96-årig jysk kvinde faldt en dag. Nu er hun delvist lammet og går til genoptræning hos én, der hedder Robert.

Og nok er Robert omtrent så stor som en mand, men Robert er faktisk en robot. En helt ny en af slagsen, som Vestdansk Center for Rygmarvsskade i Viborg lige nu tester og udvikler sammen med virksomheden bag robotten i deres genoptræningscenter.

Robotten er et godt eksempel på, hvordan robotter ikke kun gør indtog i industrien, men også kommer til at hjælpe med flere og flere kerneydelser i velfærden.

På Vestdansk Center for Rygmarvsskade tager robotten, som de ansatte har døbt Robert, alle de tunge løft. Den fungerer ved, at en fysioterapeut binder en skinne om benet på patienten, og derefter klikker robotten fast i skinnen.

Fysioterapeuten viser så robotten bevægelsen, som den skal udføre første gang, ved at føre robotten fra startposition til slutposition og så tilbage igen. Derefter kan robotten gentage bevægelsen helt selv.

Når robotten er blevet vist opgaven én gang af fysioterapeuten kan den selv gentage bevægelsen. Imens robotten arbejder kan fysioterapeuten lave noget andet. Foto: Agata Lenczewska-Madsen

Afhjælper tunge løft

Specielt her ved Center for Rygmarvsskade arbejder fysioterapeuterne med patienter, der har meget lidt førlighed. Derfor afhjælper robotten mange tunge luft, og det aflaster medarbejderne, siger den ledende terapeut Lasse Thulstrup:

- En patient, der næsten er helt lammet, men stadig har lidt muskelaktivitet i benene, har ikke styrke nok til at modvirke tyngdekraften og gå. Derfor skal fysioterapeuten hjælpe dem meget med at aktivere de muskler, der stadig kan lidt.

- Hidtil har vi ligget på gulvet med patienterne, og fysioterapeuterne kommer ud i nogle yderpositioner og løfter ofte tungt. Selvom vi er professionelle og ved meget om arbejdsstillinger, så bliver man slidt af den slags arbejde.

- Derfor er robotten en god aflastning. Men den er stadig ikke så god, at den ændrer fysioterapeuters arbejdsliv radikalt. Den gør lige nu én ting, men det gør den til gengæld ret godt, siger Lasse Thulstrup.

Effektiviserer også

Imens robotten laver sine 20 gentagelser på patienten, har fysioterapeuten faktisk frie hænder. Her oplever fysioterapeut Karen Marie Ladegård Kristoffersen, at fysioterapeuterne bliver mere effektive.

- Nogle gange får jeg tid til at sætte mig og dokumentere forløbet, imens robotten gør sit arbejde. Det sparer tid, og det er også meget vigtigt for os, siger hun.

Ledende terapeut Lasse Thulstrup mener dog, at robotten skal kunne mere, før en afdeling som deres kan investere de mange hundrede tusinde, som den koster.

- Vi arbejder sammen med virksomheden, der har skabt robotten om en version to, for vi vil meget gerne have, at patienten også kan gøre modstand mod robotten, så de faktisk laver styrketræning. Vi vil også gerne have, at patienten kan styre robotten selv, når den er sat i gang. Og til sidst kunne det være godt, hvis den havde mulighed for at udføre flere programmer efter hinanden.

Det er ikke, før robotten kan det, at den har en plads i hos dem, mener han.

- Vi har ligesom alle andre et stramt budget. Hvis jeg skal ud og købe en robot, så skal den jo kunne tjene sig selv hjem. Enten ved at vi sparer fysioterapeuter, eller ved at vi kan behandle flere patienter på samme tid med samme gode effekt, siger Lasse Thulstrup.

- Men jeg mener ikke, at der er langt igen, før det sker. Derfor synes vi, det er spændende at være med til at udvikle på. Robotten har klart et stort potentiale for både medarbejdernes og patienternes hverdag, siger han.

Man klikker blot robotarmen i skinnen på patienten, viser robotten bevægelsen én gang, og så kan den selv udføre resten af bevægelserne med patienten. Foto: Agata Lenczewska-Madsen
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce