Annonce
Billund

Patrick er én af dem, der ikke passer ind i en kasse: Han flyder mellem det feminine og maskuline - og stiller nu op til kommunalvalget for Venstre

Patrick Fuglsang vil, hvis han kommer i byrådet, give lærerne langt mere råderum og frihed - også til at vælge, hvordan de vil dygtiggøre sig. Lige nu er der alt for mange skal-opgaver, mener han - og det går ikke hånd i hånd med en vision om samskabelse og kreativitet i kommunen. Foto: Lise Nørgaard
33-årige Patrick Fuglsang har altid været anderledes. Samfundskasserne passer ikke til ham. Han stillede op for Venstre til kommunalvalget i sidste øjeblik, og han kan garantere, at der kun vil være én af hans slags i byrådet. I både sit indre og ydre udtryk flyder han mellem det maskuline og det feminine. Det har givet ham mange høvl på vejen.

Billund Kommune: Han er diva, maler, kunstner og skolelærer. Han kan nemt skifte emne fire gange i en sætning, og han græder over Pixar-film. Han har været dedikeret håndboldspiller og -træner og er samtidig en kreativ sjæl med et stort behov for at udtrykke og skabe. Han har farvet sit hår blåt - til ære for Venstres farve, og han hælder til en blanding af det maskuline og feminine i sit udtryk. Han lægger ofte makeup, når han skal ud og elsker visionen om Børnenes Hovedstad, men han mærker også flere gange om måneden frygten for det, der ikke ligger inden for normalen.

Da han forleden gik en tur med en mandlig ven ad nogle stier i Grindsted, gik de forbi nogle unge drenge med deres cykler, og idet de gik forbi, hviskede de:

- Gaaaayyyyy.

Annonce

- Det var så tydeligt, at det var henvendt til os begge to, og det gør mig harm, at fordi der er én, der går sammen med mig, så bliver han dømt til at være noget, siger Patrick.

Men sådan er det at være Patrick Fuglsang. Sådan har det været hele hans liv. Han er altid blevet mobbet med det, han er og udstråler.

Hvor er samskabelsen i det offentlige?

Nu er han 33 år og bor i Grindsted på syvende år, og livet har hærdet ham så meget, at han ikke tror, der er noget, der kan slå ham ud i en byrådssal. Så i sidste øjeblik valgte han at stille op til kommunalvalget for Venstre, selvom han ikke ligefrem er nogen typisk venstremand.

- Det er faktisk det spørgsmål, som jeg har fået allerflest gange i den seneste tid: "Hvorfor stiller du op for Venstre?", men det gør jeg, fordi jeg tror rigtig meget på Stephanie Storbank (V), og fordi jeg politisk spænder vidt. Jeg er en sag-til-sag-politiker, og det passer jo egentlig meget godt med kommunalpolitik, siger Patrick Fuglsang, der brænder for sine mærkesager. Han står selv lige midt i dem som lærer på Stenderup Skole.

Billedet bag Patrick har han selv malet. Han leger medlyset i mørket i sine billeder. Foto: Lise Nørgaard

- Jeg vil gerne give lærerne ro. Jeg vil gerne give sundhedspersonalet ro. De har faktisk en uddannelse bag sig, og så kunne vi måske i den forbindelse spare lidt ledelse, siger Patrick, der undrer sig over, at man lægger så stor vægt på at samskabe med børn i Billund Kommune, når han ikke oplever nogen samskabelse på de offentlige, kommunale arbejdspladser - eller sammen med lærere og sundhedspersonale.

- Der bliver lagt den ene efter den anden ting ned over lærerne og meget andet personale i mange andre brancher. Der er intet samarbejde, og der er ikke altid frivillighed i kurser og foredrag. Det føles nogen gange som en løftet pegefinger, der siger: "I er ikke gode nok!", siger Patrick Fuglsang, der beskriver sig selv som verdens største modstander af nationale tests:

- Hvordan kan vi bruge standardiserede tests til at måle individer? Hvordan kan vi skabe individer og verdensborgere ved at måle alle på det samme? Det giver ikke mening, konkluderer Patrick, der også brænder for foreningslivet og kulturen.

- Det er det, der har reddet mit liv, påpeger han, der ofte har følt, at andre har dømt ham uegnet til sport.

- Jeg har det privilegium og den forbandelse hængende over mig, at jeg har en lillebror, der er tre år yngre end mig, og han er god til al sport. Derfor er jeg blevet jordet gang på gang, men så fandt jeg ud af, at jeg var god til det tekniske og strategiske, og på den måde begyndte min 13 år lange håndboldtrænerkarriere. Jeg har også taget ungdomselitetræneruddannelsen, fortæller Patrick Fuglsang, der altid har dæmpet de mere feminine sider af sig selv, når han er trådt ind ad en haldør. For lige netop her er der stadig en vis skepsis.

- Det gør ikke noget for mig, for der mødes man jo om en fælles kærlighed til håndbold, men sportsmiljøet har da et stykke vej at rykke sig endnu.

Annonce

Patrick svarer igen

Det eneste sted, hvor Patrick ikke føler, at hans seksualitet og stil er blevet gjort til et problem, er i Stenderup-Krogager.

- Jeg gjorde det meget tydeligt til jobsamtalen, at de hvis de valgte mig, så fik de noget, de ikke havde i forvejen - og det er egentligt det samme, jeg er garant for i byrådet.

Patrick Fuglsangs billeder handler om det, der er svært at give udtryk. Foto: Lise Nørgaard

Patrick Fuglsang er aldrig blevet konfronteret med sin seksualitet i Stenderup-Krogager eller på skolen, men når han bevæger sig i Billund eller Grindsted, dukker kommentarerne, tilråbene og homofobien indimellem op fra både børn, unge og voksne.

Det sker, at Patrick siger noget igen som for eksempel:

- I det mindste er jeg ikke homofob.

- Det er sjovt, for det er stadig de samme ord som for 20 år siden, der bliver brugt, og nogle gange har jeg lyst til at skrige: "Hold kæft, hvor er I uoriginale. Kan I virkelig ikke finde på noget bedre at sige", fortæller Patrick.

Jeg voksede op i 90'erne, og jeg er i den grad blevet mobbet. Jeg gik op i håndbold og maling og tegning, og det var pigeting. Jeg tror, jeg har kendt til min seksualitet, siden jeg var 12 år, men det er først som voksen, jeg har turdet at stå frem.

Patrick Fuglsang

Han stammer fra Støvring i Nordjylland.

Annonce

Skulle væk fra Støvring

Heller ikke i Aalborg, hvor han læste til lærer, følte han sig diskrimineret, men i Støvring blev der ikke altid lagt fingre imellem. Alligevel valgte han at flytte til provinsen i Grindsted, selvom han godt ved, at han ville få mere fred i en større by.

- Jeg kan godt lide de små skoler, hvor alle kender alle.

- Jeg flyttede hertil, fordi jeg skulle væk fra Støvring. Støvring sad fast i mig, fortæller Patrick, der først i det senere år er begyndt at give slip på, hvordan han udtrykker sig selv i sit tøj.

- Det hele begyndte meget nedtonet på arbejde, og der er da heller ingen pailletter endnu, men jeg har bestemt mig for at give mig selv lov til at være Patrick nu - hele Patrick.

Patrick er vild med visionen om Børnenes Hovedstad - han mener, at det en vision, der virkelig batter noget og kan ændre noget. Ifølge ham er den langt over gennemsnit - et gennemsnit, som ellers er ret synligt i Billund Kommune. Foto: Lise Nørgaard

Det indebærer, at han vil tage det på, som han føler for, og være det, han er.

På skolen i undervisningen er han accepteret, som han er, og han mærker, at han har fået skabt et rum af ærlighed og åbenhed - også i seksualundervisningen.

- Jeg har sagt til min klasse, at de lige så godt kan droppe nykkerne, for der er kun plads til én diva i klassen - og det er mig!

Patrick griner.

Annonce

Vil ikke være kvinde

Det så ellers sort ud engang. Patrick havde alt imod sig. Han var umoden, lille af sin alder, tynd og havde briller og fregner - og var dertil feminin.

- Vi har sjovt nok rigtig mange billeder af mig derhjemme, hvor jeg går rundt klædt i kjoler.

Han beskriver sine forældre som helt fantastiske, og som dem, der altid gik til kamp for ham. De støttede ham - uanset om han valgte billedskolen eller håndbolden, og nu er Patrick vendt tilbage til det kreative udtryk. Han skriver, tegner og maler og laver smykker.

Patrick glæder sig over, at han ikke selv gemmer sig væk mere. Foto: Lise Nørgaard

Det er først i de seneste år, han for alvor er begyndt at se sig selv som kønsflydende.

- Jeg har brugt meget energi på at forsøge at forstå mig selv som mand, for jeg har det godt i min krop. Jeg vil ikke være en kvinde, men jeg har begge sider. Jeg har træk fra både det maskuline og feminine, og det er naturligt for mig at have begge dele, men jeg ved godt, at det er mig, der befinder mig i et grænseland, fortæller Patrick, der det meste af tiden er tiltrukket af mænd.

Annonce

Kan kaste op over gennemsnit

Under coronanedlukningerne og med undervisning via computerskærmen blev Patrick tvunget til at kigge indad i endnu større grad.

- Grundlaget for det, jeg elsker så højt - nemlig at undervise - blev taget væk, så hvad havde jeg så tilbage af det, jeg kunne lide? Jeg var frustreret og blev overrasket over, at der ikke skulle mere til at ryste mig. Jeg var ikke rigtig glad og tænkte, at der måtte være mere til det end bare det.

Han begyndte at læse om de identitetsproblemer, der kan dukke op for mennesker, der ikke er heteroseksuelle, og han har langsomt fået en forståelse for, at man godt kan være noget andet end det, der er i kasserne.

- Man kan sagtens skære mig i stykker og finde mindre kasser, der passer til hver enkelt del, men det gør jo ikke nogen forkert lige meget, hvad andre vil have én til at føle, siger Patrick Fuglsang, der gerne vil, at de unge kan få lov at udtrykke sig.

Patrick laver også øreringe. Dette er talebobler med sigende teater til ørerne. Selv tog det ham lang tid selv at tage øreringe på. Foto: Lise Nørgaard

Han vil også gerne, at det er cool at være kreativ, og han hylder diversitet og håber at kunne finde måder i byrådet, der kan fremme forskelligheder:

- Jeg håber, at det ikke er de få negative stemmer, der dominere, men den mere udbredte accept, som der heldigvis er i dag. De negative stemmer kan hurtigt komme til at fylde meget for en, der kæmper med sin identitet.

- Der er dage, hvor jeg kan kaste op over gennemsnit. Jeg kan ikke se på noget, der er standardiseret i to minutter, før jeg keder mig halvt ihjel, og det er selvfølgelig mig, der er ekstrem der.

Patrick taler desuden for et synligt LGBT-miljø, der ikke kun behøver at være et sted for personer med en anden seksuel orientering, men et sted for alle, hvor der er et frit udtryk og mulighed for at være helt sig selv.


Annonce
VEJLE For abonnenter

Erhvervsområde midt i byen er dødsdømt og erstattes af 110 boliger i løbet af de kommende fire år: Det kan du vente dig

Danmark

Torsdagens coronatal: Yderligere 4680 er smittet med corona - antallet af indlagte falder med 12

Annonce
Annonce
Annonce
Vejle

Se de eventyrlige julelys på den velbesøgte villavej: 'Det kan godt være svært at komme ud af indkørslen mellem klokken 17 og 18'

Alarm 112 For abonnenter

Politiet forbyder båthorn i Sandvad: 'I må gerne demonstrere, men det skal være i stilhed' - lokalrådsformand føler, at staten giver de utilfredse mundkurv på

Sport

Danmark storsejrede, men alligevel blev det en trist VM-indledning: Mia Rej blev båret ud med en alvorlig skade

Hedensted For abonnenter

Straffet for døde insekter og størknet olie ved fritureområde: Grillbar får sur smiley og bøde

Store mængder ulovligt fyrværkeri smugles til Danmark i posten: I år ser ud til at blive et rekordår

Vejle For abonnenter

Vores madanmelder gæster indisk restaurant i Vejle: Tam og kedelig oplevelse - og hvor i alverden var mangosaucen?

Billund

Kommunen tager de frivilliges lokaler på Mødestedet: Hvor er demokratiet henne?

Alarm 112

Iskolde tyve kom på besøg, mens husets ejer var i bad: Det kan være en del af noget større

Forsvaret forurener campingejers fiskesø: - Gå i gang med at rense op nu

Jelling

Vores børn er bange, og vi føler os fanget i eget hjem: Sandvads borgere tager bladet fra munden

KOMMENTAR For abonnenter

Lad mig sige det lige ud: Det er for åndssvagt ikke at værne endnu mere om 'de åndssvages' historie

Hedensted

Kro og bodega ramt af flere corona-tilfælde: Besøgende opfordres til at blive testet

Annonce