Annonce
Jelling

Peberparret med de svejse-glade venner: Sandra og Nikolaj er begge fyldt 30 år i coronaens skygge

Nikolaj Madsen og Sandra Graugaard Jepsen er begge fyldt 30 år under coronanedlukningen. Her står de med yngstesønnen Tobias (storebror Lauge tog sig en eftermiddagslur) i gårdens nyrenoverede gildesal, der må vente med at blive taget i brug til kæresteparrets store fødselsdagsfejring. Foto: Mette Mørk
Coronaen har sat stopper for mangt og meget - men traditionen med at drive peber-gæk med ugifte 30-årige trives. Det er kæresteparret Sandra Graugaard Jepsen og Nikolaj Madsen et godt eksempel på. De bor på Lille Harresøgård, som er hans fødehjem.

Harresø: Har du kørt på hovedvejen mellem Jelling og Givskud siden december, har du formentlig også opdaget, at der tæt ved Harresø har stået et par kreative pebertønde-skulpturer.

Første gang var i december, anden gang var i februar. Begge gange med det budskab, at der på gården for enden af grusvejen er en beboer, der fylder 30 år.

Pebersvend og pebermø

  • Pebersvend var oprindelig en betegnelse, der blev brugt i 1500-tallet om omrejsende handelsmænd, der handlede med peber og andre krydderier. Disse personer var ugifte, og derfra blev betegnelsen senere udvidet til også at beskrive ugifte mænd og gamle ungkarle.
  • Den kvindelige pendant, pebermø, blev taget i brug i 1700-tallet.
  • Hvor det dengang var ildeset at være en pebersvend eller en pebermø, er det i dagens samfund helt almindeligt at være ugift som 30-årig.
  • Det er også langt mere festligt, idet der visse steder er tradition for, at det ikke går stille for sig, når en af vennerne bliver pebersvend eller pebermø.
  • Mens nogle vælger simple gaver som peberbolsjer eller peberkværn, er der andre, der tager det til et ekstra niveau og eksempelvis skaber en skør skulptur ud af remedier som gamle olietønder, biler eller sågar campingvogne.

Her bor kæresteparret Sandra Graugaard Jepsen og Nikolaj Madsen på Lille Harresøgård med sønnerne Lauge og Tobias på tre og et år. Og ja, det er så Sandra og Nikolaj, som begge - med få måneders mellemrum - fyldte 30 år under coronanedlukningen.

Coronarestriktionerne forhindrede dem i at holde store fødselsdagsfester, men de kunne ikke forhindre parrets venner i at opstille peber-kreationerne ud til hovedvejen.

Annonce

Peber gennem kornblæser

- Jeg kiggede da lige en ekstra gang, fortæller Nikolaj Madsen om den dag i december, da han fyldte rundt og opdagede pebertønderne.

- Det var noget imponerende. De havde da gjort mere ud af det, end jeg havde regnet med. De har været kreative, men måske vidner det også om lidt kedsomhed i værkstedet under corona, fortsætter pebersvenden.

Nikolaj Madsens 30-års fødselsdag blev markeret med denne kreative peber-skulptur. Foto: Mette Mørk

Som en del af traditionen kan pebersvenden også risikere at blive overdynget med peber. Og det blev Nikolaj Madsen i høj grad.

- Først blev der hældt olie ud over mig, inden de fyrede peberen afsted igennem en kornblæser. Godt nok havde jeg mundbind på, men det gjorde ikke ligefrem nemmere at få luft, fortæller han.


Først blev der hældt olie ud over mig, inden de fyrede peberen afsted igennem en kornblæser. Godt nok havde jeg mundbind på, men det gjorde ikke ligefrem nemmere at få luft.

Nikola Madsen


Sådan markerede Sandra Graugaard Jepsens veninder, at hun i februar blev pebermø. Foto: Mette Mørk

Når man får kanel som 25-årig, kan det komme til at svie en del (undertegnede taler af erfaring, red.). Hvordan føles det at få så meget peber?

- Det er lige lidt værre, vurderer Nikolaj Madsen.

Også kæresten Sandra Graugaard Jepsen fik peber, da hun tre måneder senere - 19. februar 2021 - fyldte 30 år. Hun slap dog for den helt store omgang.

Annonce

Bryllup på vej?

Nikolaj Madsen og Sandra Graugaard Jepsen mødte hinanden på Bygholm Landbrugsskole, hvor de begge blev udlært i februar 2012. Et halvt år senere blev de kærester.

Lille Harresøgård er Nikolaj Madsens fødehjem, og i 2017 overtog han halvdelen af gården, hvor han driver et landbrug med 165 malkekøer og 230 hektar. Før overtagelsen boede parret i fire år i et hus på den anden side af hovedvejen.

Nu håber parret, at det snart bliver muligt med en ordentlig fejring af de runde fødselsdage.

- Til efteråret håber vi, det kan lade sig gøre at holde en fælles-forsinket-fødselsdagsfest i gildesalen. Man trænger til at mødes, så vi satser på, at der skal ske et eller andet, siger Sandra Graugaard Jepsen.

Og hvad med bryllup - er der udsigt til det?

- Det var da noget af et spørgsmål, konstaterer Nikolaj.

- Han har i hvert fald ikke friet endnu, siger Sandra.

- Det kan da være, det kommer en dag, lyder det fra Nikolaj.

Nikolaj Madsen og Sandra Graugaard Jepsen er begge fyldt 30 år under coronanedlukningen. Her står de med yngstesønnen Tobias (storebror Lauge sov en eftermiddagslur) i gårdens nyrenoverede gildesal, der må vente med at blive taget i brug til kæresteparrets store fødselsdagsfejring. Foto: Mette Mørk


Det var da noget af et spørgsmål.

Nikolaj Madsen - på spørgsmålet om bryllupsplaner
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Hedensted

Se Knuds første stik: 766 fik med nålen på den store vaccinationsdag - og der er plads til endnu flere

Sport

Give starter ligaen i København

Annonce