Annonce
Vejle

Pernille og Tonni har arbejdet 46 år på Tulip: Du må gerne kalde os en ægte Tulip-familie

Pernille og Tonni Langkjær danner par på 29. år. De har sammenlagt arbejdet på Tulip i 46 år og begge har familiemedlemmer, som også var på Tulip i mange år. Foto: Mette Mørk
Pernille og Tonni Langkjærs familier har lagt over 100 arbejdsår på Tulip: Du må gerne kalde os en ægte Tulip-familie, siger de.
Annonce

Vejle: - Du må gerne kalde os en ægte Tulip-familie. Det passer vist meget godt.

Sådan lyder det fra 48-årige Pernille Langkjær, der kom i lære som pølsemager ved Tulip i Havnegade i Vejle i 1989, hvor hendes onkel var ansat som pølsemester.

Hun har været ansat i slagterikoncernen Danish Crown lige siden og deler på 15. år arbejdsplads med sin mand gennem 29 år, Tonni Langkjær, der er ansat som smed på Danish Crown Foods på Tulipvej i Vejle Nord.

- Min far var faktisk kollega med Pernilles onkel, fortæller Tonni Langkjær, der blev udlært som smed på to andre kendte Vejle-virksomheder.

- Jeg startede i smedelære på Ulve Beton, og da det lukkede, færdiggjorde jeg min uddannelse på UB Let, fortæller Tonni Langkjær.

Annonce

Over 100 arbejdsår

Sammenlagt har parrets to familier lagt over 100 arbejdsår i Tulip.

- Min morfar var på Tulip hele sit arbejdsliv, min onkel var her i over 40 år, og min bror er også ansat her, fortæller Pernille.

Tonnis far var ansat i 12 år, ligesom hans bror var ansat i et kortere tidsrum.

På grund af corona er det ikke så ligetil at komme ind på Danish Crown Foods-fabrikken på Tulipvej. Heldigvis kunne ægteparret Pernille og Tonni Langkjær møde avisen ude i den fri luft på matriklen. Foto: Mette Mørk

Med så mange familiemedlemmer samme sted har Tulip været et yndet samtaleemne, når familien var samlet, men der var ting, der var ildehørte.

- Man skulle i hvert fald ikke sige noget dårligt om Tulip, mens min onkel Åge hørte det. Han var en rigtig Tulip-ambassadør, fortæller Pernille.

- Sådan er det faktisk også med dig. Du kan også blive skarp, hvis nogen siger noget negativt om Tulip, indskyder Tonni, der ligesom Pernille forventer at blive hos slagterikoncernen i mange år endnu.


Man skulle i hvert fald ikke sige noget dårligt om Tulip, mens min onkel Åge hørte det. Han var en rigtig Tulip-ambassadør.

Pernille Langkjær


- Det er en god arbejdsplads at være på - og det siger jeg ikke, fordi jeg skal. Man er god til at sætte pris på medarbejderne og rent kollegialt har vi det godt sammen her, siger Pernille, der i dag deler sin arbejdsdag mellem receptionen og kantinen.

To gange om året - når der skal laves julepakker og sommerpakker til de ansatte - får hun brug for sin pølsemager-uddannelse.

- Jeg sprøjter pølser til jul og sommer, hvor medarbejderne får fem kilo kød hver. Det bliver til nogle pølser, når vi får to pakker, men jeg tror heldigvis aldrig, vi bliver træt af pølser, siger Pernille.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce