Annonce
Vejle

Peschardt ærgrer sig: Vi skal undgå grønne ørkener

En grøn vision fra Grundet om at forvandle græsområder til vandhuller, sommerfuglehaver og vilde blomsterenge, vandt en halv million kroner i Vejle Kommunes konkurrence "Den Store Idé". Sådanne eksempler vil Søren Peschardt (S) gerne se flere af. Og han vil have flere områder i Vejle Kommune, hvor blomster og planter kan blive stående. Foto: Yilmaz Polat
Kommunen bør gøre mere for at fremme vild natur, mener Søren Peschardt (S). I februar foreslog partiet at finde områder i kommunen, hvor naturen ikke tæmmes.

Vejle: En initiativsag om færre fintklippede, kommunale græsplæner og plads til flere arter fik en lunken modtagelse.

Det mener Søren Peschardt (S), der sammen med Morten Skovlund (S) tilbage i februar fremsatte initiativet "Vild med Vilje - af hensyn til naturen og dig" i natur- og miljøudvalget. Inden sommerferien redegjorde forvaltningen for, hvordan kommunen naturplejer, og hvor kommunen allerede arbejder for mere mangfoldig natur.

For eksempel eksperimenterer Vej & Park med bi-venlig faunagræs på udvalgte rabat-og græsarealer.

Natur- og miljøudvalget besluttede derefter at arbejde videre med de igangværende initiativer. Desuden skal der hvert år gøres status. Men Søren Peschardt savner visioner. Han mener ikke, kommunen gør nok.

- Vejle Kommune bruger alt for meget energi på at diskutere, hvorfor initiativer ikke skal fremmes. Der bruges meget tid på at retfærdiggøre det, vi allerede har gjort i stedet frem for at være en kommune, der viser vej. I gamle dage oplevede jeg, at Vejle Kommune altid var i førertrøjen, men det synes jeg ikke, vi er ret mange steder længere - og bestemt ikke på det her område, siger Søren Peschardt og kalder det for: "politisk uvilje fra de borgmesterbærende partier."

Annonce

Naturpleje ryger hvert år på udvalg

Tilbage i februar foreslog S-medlemmerne Morten Skovlund og Søren Peschardt i natur-og miljøudvalget, at kommunen undersøger, hvor man - til glæde for insekter og planter - ikke tæmmer naturen.

Ifølge forvaltningen arbejder man allerede på at fremme mangfoldig natur i en række lokalplaner fra blandt andet Skibet og Brejning.

Natur-og miljøudvalget besluttede, at forvaltningen årligt gør status og fremlægger nye initiativer, som skal bidrage til øget biodiversitet.

På kommunale vejarealer klippes græsrabatter to gange årligt af hensyn til vejens funktion og trafiksikkerhed.

Der er ifølge forvaltningen intet til hinder for, at eksisterende græsarealer i allerede lokalplanlagte områder overgår til en mindre intensiv naturpleje.

I et lokalplanlagt område er det grundejerforeningen, der kan beslutte, hvorvidt et fælles areal skal være vild.

Give frø

Søren Peschardt så gerne, at kommunen mere aktivt støtter borgere og foreninger, der vil berige naturen.

- Vi skal undgå grønne ørkener. Andre kommuner udleverer frøblandinger, som man kan sprede på fælles arealer til gavn for bier og sommerfugle. Det koster ikke meget, men giver meget livskvalitet. Hvis der er nogen, som mangler et beskedent beløb til nogle frugtræer eller blomster, mener jeg kommunen, skal være klar til at understøtte det, siger Søren Peschardt.

Han bider dog også mærke i udviklingen i samfundet. Her er der kommet mere fokus på vildere natur. For eksempel findes facebook-gruppen "Vild med Vilje" med over 9000 medlemmer, og i det fora diskuterer medlemmerne lystigt blomsterenge og knæhøjt græs.

- Heldigvis er folkstemningen og tiden med os, for der er rigtig mange, som har fokus på biodiversitet. Siden vi fremsatte initiativet, har mange kontaktet mig og vist interesse for det. På den måde er kommet meget godt ud af forslaget, men bare ikke mere lempelig naturpleje, siger han.

For meget feelgood

Lars Schmidt (V), der også er medlem af natur- og miljøudvalget, er ikke enig i Peschardts fremstilling af sagen. Han siger, det er mere vanskeligt end som så.

- Det kan godt krydse for, der er nogen, som gerne vil have det vildere, mens andre vil hellere have områder er pæne, friseret og lette at færdes i. Der hvor du slipper naturen løs, kan det også give nogle problemer med dominerende arter som tidsler og mælkebøtter. Det vil sprede frø til folks haver, og så kæmper man med det, siger Lars Schmidt (V).

Hvorfor går Vejle ikke foran og holder igen med naturpleje?

- Det skal være i en balance med kommunens borgere. Mange vil opfatte det som en spareøvelse forklædt under navnet biodiversitet. Set med de faglige briller går der også lige lovlig meget feelgood i det, for hvis vi virkelig vil noget for biodiversitet, skal det være natur i en langt større skala, siger han.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce