Annonce
Jelling

Peter Betjent skaber tryghed i Jelling: - Hvis jeg kan hjælpe folk, er min dag reddet

Peter Sti Norup eller Peter Betjent, som han omtales i folkemunde, er landbetjent i Jelling. - Jeg tager meget gerne en dialog med borgerne, hvis de oplever noget mistænkeligt, siger han, efter at avisen i denne uge sætter fokus på indbrud i byen. Foto: Anders Kynde
61-årige Peter Sti Norup har siden 2016 arbejdet som landbetjent på Jellingegnen.
Annonce

Jelling: Fartsager, beslaglæggelse af bil, færdselsuheld, vold, dokumentfalsk, tjek af landmænds gødningsregnskab, misbrugssager og bekymringssamtaler med utilpassede unge.

Som landbetjent kan man komme ud for lidt af hvert. Det fortæller Peter Sti Norup, der her oplister en række eksempler på opgaver, han skal udføre i sit job som landbetjent i Jelling og omegn.

Også indbrudssager er noget, Peter Sti Norup bruger en del af sin tid på. Netop indbrud fylder nemlig meget i øjeblikket i Jelling efter flere episoder på kort tid. Senest har et hus på Dalvænget været ramt af et indbrud i søndags, mens andre boligejere har berettet om mystisk adfærd fra uvedkommende, der har banket på ruder flere nætter i træk.

Fokus på indbrud

  • Efter flere tilfælde sætter vi i disse dage spot på indbrudsproblemet i Jelling.
  • Siden 2019 har der været mindst 40 indbrud i byen, viser en optælling, men der har højst sandsynlig været langt flere tilfælde - blandt andet medvirker indbrudsforsøg ikke i denne optælling.
  • Hvis der er noget, vi skal undersøge nærmere, er du velkommen til at give et praj til journalist Anders Kynde på mail ankyn@vafo.dk eller telefon 79 12 45 91.

Peter Sti Norup kan ikke udtale sig om de konkrete sager. Men han fortæller, at han gør, hvad han kan for at holde øje, når han bevæger sig rundt i byen.

- Jeg tjekker altid politiets døgnrapport og ser efter, hvad der har været af sager i Jelling, ligesom jeg også følger med på Facebook. Jeg tjekker, hvad der er stjålet, og om der er nævnt biler eller andre oplysninger, som man kan gå efter, siger Peter Sti Norup.

- Folk må meget gerne ringe til mig, hvis de har været ramt af indbrud eller har nyttige oplysninger. Ikke når der er akut behov, for så er det alarmcentralen, man skal have fat i. Men jeg vil gerne tage en snak. Dels vil jeg gerne have nogle oplysninger, og dels vil jeg gerne vise interesse for den, der anmelder noget til politiet. Det sidste er det vigtigste, for politiet er ikke ligeglade, fastslår han og tilføjer:

- Hvis jeg på en eller måde kan hjælpe folk, er min dag reddet.

Annonce

Guld værd

Det hænder, at Peter Sti Norup er første mand, der dukker op, hvis der er anmeldelser om indbrud i lokalområdet. Ellers er det ofte hans kolleger fra politistationen i Vejle.

- Nogle borgere bliver bange og utrygge, og så handler det om at berolige. Mange spørger, om indbrudstyvene kan finde på at komme igen. Det ved jeg ikke, men hvis der eksempelvis stadig står designervarer i huset, siger statistikken, at risikoen er større for, at tyvene kommer igen. Men hvis det drejer sig om småbeløb og andre mindre tyvekoster, kommer de sjældent igen, siger han.

For landbetjenten har det stor betydning, når han får informationer om eksempelvis registreringsnumre, farver eller modeller på mistænkelige biler.

Når politiassistent Peter Sti Norup ikke kører rundt i Jelling og omegn, kan han også være at finde i Byens Hus, hvor han hver torsdag sidder fra klokken 14 til 17. Foto: Anders Kynde

- Når du går en tur, så hold øje. Er der en mistænkelig bil, så husk nummerpladen, og så må du meget gerne ringe til mig. Det er guld værd at få bilens registreringsnummer, mærke og farve. For så har jeg en mulighed for at undersøge bilen nærmere. Det kan være, den er stjålet eller den tilhører en person, som er lidt flosset i kanterne. Det kan også være, at der slet ikke er noget mistænkeligt, men så er det også afklaret, forklarer Peter Sti Norup.

- Det er også vigtigt, at folk har noteret serienumre på deres habengut. Det gælder særligt elektronik. Nogle gange kan vi komme ud til et sted, hvor vi er overbevist om, at det er fyldt med tyvekoster, men det er ikke altid, vi kan bevise det. Så har vi et problem. Men kan vi holde det op mod et serienummer, kan vi nemmere bevise det, fortæller han.

Annonce

Gode råd

Men hvad kan man gøre for at undgå indbrud? Generelt opfordrer Peter Sti Norup borgerne til at følge politiets fem indbrudsråd, men i bund og grund kan man aldrig vide sig sikker.

- Politiet har mange gode råd, og man kan sikre sit hjem nok så godt. Desværre er det ofte sådan, at hvis indbrudstyvene virkelig vil ind, så kommer de ind, siger landbetjenten.

De fem indbrudsråd

  1. Vær en god nabohjælper
  2. Tænd lys udenfor og klip hækken
  3. Gør døre og vinduer svære at bryde op
  4. Undgå at købe tyvekoster - brug sikre betalingsformer
  5. Ring 114, hvis du har mistanke om indbrud

- Mange investerer også i alarmer og videoovervågninger. Jeg skal ikke gøre mig til talsmand, om det virker eller ej, men hvis det giver en tryghed, har det også en god effekt, mener han.

Som garvet politibetjent i mere end tre årtier har Peter Sti Norup prøvet lidt af hvert. Derfor har han også prøvet adskillige gange at gribe en indbrudstyv på fersk gerning.

- Det er en god fornemmelse, man aldrig bliver for gammel til, siger han.

Peter Sti Norup kan kontaktes på telefon 61 22 47 15 i dagtimerne - ellers er det 114, man skal ringe til.


Dels vil jeg gerne have nogle oplysninger, og dels vil jeg gerne vise interesse for den, der anmelder noget til politiet. Det sidste er det vigtigste, for politiet er ikke ligeglade.

Peter Sti Norup, landbetjent
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Jesper hænger syv kilometer julebelysning op hvert år: Han giver et stjernegodt råd til vejlenserne

Annonce