Annonce
Indland

Piger med indvandrerbaggrund oplever overvågning og sladder

Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Piger med anden etnisk baggrund end dansk bliver overvåget af familie og venner, viser kvalitativ rapport.

Blikke, der fungerer som små signaler om, at man gør noget forkert.

At blive eskorteret til og fra skole og fester af brødre og fætre.

Sladder om, at man er "for dansk" eller har flirtet til en fest.

Det er nogle af de måder, som piger med anden etnisk baggrund end dansk oplever social kontrol på.

Det fortæller undervisere og vejledere, der har kontakt med pigerne, i en undersøgelse, som Rambøll har lavet for Børne- og Undervisningsministeriet.

Undersøgelsen bygger på 68 kvalitative interview med ledere, undervisere, vejledere og elever på 14 ungdomsuddannelsesinstitutioner.

Ministeriet understreger, at de 68 interview ikke er repræsentative. De fungerer i stedet som eksempler på, hvordan elever på ungdomsuddannelserne udsættes for social kontrol.

Ifølge underviserne og vejlederne er det især piger med anden etnisk baggrund end dansk, der oplever at blive begrænset i deres adfærd.

Den sociale kontrol kommer ifølge de interviewede især til udtryk gennem overvågning, sladder og rygter, valg af kæreste og valg af uddannelse.

- Der er piger, som opsøger os i studievejledningen, fordi de føler, de ikke kan eller må noget som helst. De føler sig kontrolleret og føler sig overvåget nærmest 24/7, siger en vejleder på et gymnasium i undersøgelsen.

Religion spiller en stor rolle, fortæller de.

- Jeg er også religionslærer, og jeg har oplevet, at nogle sidder og vogter over hinanden, når vi arbejder med islam, siger en leder på et gymnasium.

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) mener, at rapporten får advarselslamperne til at blinke.

- Hvis den kultur, der er, er præget af social kontrol, så betyder det, at man ikke kan leve det ungdomsliv, som man gerne vil, og det duer ikke, siger ministeren til Berlingske.

Også i Venstre ringer alarmklokkerne.

- Det er fuldstændig uacceptabelt i et ligestillet samfund som det danske.

- Derfor er den her rapport bare endnu et eksempel på, hvorfor det er så vigtigt, at vi hele tiden og konsekvent sætter ind mod den sociale kontrol i visse miljøer, siger Venstres børneordfører, Ellen Trane Nørby.

Problemet kalder på en lang række initiativer, mener hun.

Der skal sættes ind via undervisning og oplysning, men der skal også være steder, hvor pigerne kan henvende sig.

Løsningen er ifølge børne- og ungeministeren at fordele eleverne på tværs af gymnasierne. Det er indtil videre en opgave for regionerne, mener Pernille Rosenkrantz-Theil.

Regeringen vil "på et senere tidspunkt" fremsætte et forslag til, hvordan det fremover skal løses, siger hun til Berlingske.

/ritzau/

Annonce
Pressemeddelelse fra Børne- og Undervisningsministeriet
Historien hos Berlingske
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur For abonnenter

Vejlenserne siger farvel til Albert: Tak for de unikke billeder. Dig glemmer vi aldrig

Annonce