Annonce
Børkop

Piller og plaster gennem sideruden: Lokalt apotek åbner drive-in

Dette er en illustration af, hvordan det kommer til at se ud. I hvert fald i den retning. Lugen kommer til at være på bagsiden af apoteket, og man kører ind fra modsatte side, så bilen vender rigtigt ind mod lugen. Privatfoto
Børkop Apotek byder fra fredag på en nyhed, som de fleste store byer ikke engang har. En luge på bagsiden af apoteket kommer til at fungere som et drive-in apotek.

Børkop: Fra i morgen, fredag, kan du få din medicin udleveret fra apoteket, mens du bliver siddende i din bil.

Børkop Apotek får en ekstra dimension, nemlig et drive-in apotek.

- Hånden på hjertet. Jeg har ingen anelse om, hvordan det vil blive modtaget, så jeg er meget spændt på, hvor meget kunderne vil benytte sig af det nye tilbud. Jeg ved, der er mange, som har spurgt til, hvornår det åbner, så interessen er der. Det kan dog gå alle veje, men jeg tror på det, siger Thomas Croft Buck, der er apoteker i Børkop.

Han forklarer, at bevæggrunden for det nye tiltag ikke er økonomisk, for han forventer ikke, at det kommer til at give et stort mersalg.

- Det er tænkt til at være ren mere-service for kunderne. Vi apotekere skal huske på, at vi lever i en tid, hvor flere og flere handler på nettet, så vi skal ikke bare læne os tilbage, men løbende finde nye måder at skabe mere-service for vores kunder, siger han.

Han regner med, at de fleste stadig vil benytte sig af at komme ind i selve apoteket. Men der kan omvendt være mange gode grunde til, at man vælger at kører direkte hen til lugen.

- Det kan være moderen med tre børn i bilen, der ikke behøver at komme ind i butikken, eller det kan måske være en, som gerne lige vil have udleveret sin medicin lidt mere anonymt end inde i butikken. Det kan også bare være ham, der har travlt. Og så videre. Det kan være mange grunde til, at det giver bedst mening at vælge drive-in løsningen, siger Thomas Croft Buck.

Annonce

Kørsel i én retning

Når den nye drive-in løsning åbner på bagsiden af Børkop Apotek, kan man sagtens køre hen til lugen.

Men det skal ske fra den rigtige retning.

Den lille vej bag Ny Boder er ikke ensrettet, og det bliver den heller ikke, men skal drive-in konceptet virke på bedst mulige vis, skal bilisterne køre ind fra den side nær Fakta.

Dels for at trafikken kan flyde bedst muligt, men også fordi, man ellers vil komme til at holde på en forkert måde, da føreren af bilen vil være længst væk fra lugen.

Gentænke arbejdsgange

Drive-in lugen vil blive bemandet i næsten hele apotekets åbningstid.

- Den største udfordring har været, at lugen er på bagsiden af apoteket, så det er ikke i forlængelse af udsalget. Men vi har løst det ved at gentænke arbejdsgangene. Så må vi evaluere ind i det nye år om, hvordan det går, og hvad behovet for drive-in viser sig at være, siger Thomas Croft Buck.

Og skulle de det vise sig, at drive-in apotek og Børkop ikke en en succesfuld blanding, ja, så er der ikke sket en stor skade ved det.

- Det er jo ikke noget, der har krævet en stor investering. Det er jo mest bare et hul i væggen. Nej, jeg vil ikke blive skuffet, hvis det ikke bliver en succes, men selvfølgelig håber jeg, at det viser sig at være en god idé, som vores kunder tager godt imod, siger apotekeren.

Børkop Apoteks drive-in har åbent klokken 10 til 17.30 mandag til torsdag samt klokken 10 til 18 om fredagen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark For abonnenter

Johns kæbe var blød som bølgepap efter strålebehandlinger: - Den ville smuldre væk uden tandbehandlinger

Annonce