Fredericia: Fredericia Kommune, den lokale præmievindende florist og blomsterhandler, Lene Møller Christiansen, Iris Blomster, og kommunikationsmanden, Thomas Kvist Christiansen, Fredericia, går sammen om en ny international kappestrid.
- Nogle af verdens skrappeste florister og landart-kunstnere besøger Fredericia. I tre dage skal de alle dyste om at lave det flotteste kunstværk på byens voldareal - udelukkende ved at bruge de materialer (blomster, planter, buske og grene), som er tilgængelige i naturen på denne tid af året.
Det oplyser de tre i en pressemeddelelse om en ny omgang 6. Juli Cup fra 1. til 4. juli 2021 - såfremt corona-restriktionerne tillader det.
Den internationale landart-konkurrence skal være en kreativ og kunstnerisk optakt til de årlige historiske mindedage 5. og 6. juli, hvor byen markerer 172-års dagen for det sejrrige udfald fra Fredericia i 1849, skriver de:
- Fra den 1. juli og tre dage frem vil omkring 18-20 blomsterkunstnere arbejde på den del af voldterrænnet, der ligger efter Den Hvide Bro og til DSB's mindelund på den anden side af Prangervej.
De står allerede på stilke
- Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at konkurrencen bliver en succes. Havde det ikke været for den aktuelle covid-19-pandemi, der jo besværliggør flyrejser, havde vi allerede nu haft et stort antal deltager, der var klar til at rejse til byen, fortæller blomsterhandler Lene Møller Christiansen:
- Mange har talt om konkurrencerne dengang i 2006-2008 og har blot ventet på, at den blev genoptaget.
- Formentlig vil vi i år kunne præsentere 10 hold med deltagere fra Skandinavien. lyder det fra floristen, der selv har vundet mange konkurrencer.
Nu med finte:
Blomster og planter har som bekendt altid spillet en vigtig rolle under 6. juli fester i Fredericia. Som dekorationer og hæder på grave og mindesmærker og til pynt under begivenheden.
Nogle af verdens skrappeste florister og landart-kunstnere besøger Fredericia. I tre dage skal de alle dyste om at lave det flotteste kunstværk på byens voldareal - udelukkende ved at bruge de materialer (blomster, planter, buske og grene), som er tilgængelige i naturen.
- Når konkurrencen nu genoptages, ønsker Fredericia Kommune at sætte et ekstraordinært fokus på den truede biodiversitet, forklarer kommunen, Lene Møller Christiansen og Thomas Kvist Christiansen, fra Kvist Kommunikation:
- Mange dyre- og plantearter på jorden er allerede uddøde, og flere arter er i fare for at uddø. Det skyldes, at dyr og planter har sværere ved at finde egnede levesteder de steder, hvor vi mennesker bygger, dyrker jorden eller bor.
- For at bremse denne udvikling skal vi passe godt på naturen og sikre, at der er plads til mange forskellige arter. Fredericia Kommune ønsker med denne landart-konkurrence at sætte fokus på biodiversiteten.
Husker du konkurrencerne i 00'erne?
Det er ikke første gang, internationale blomsterkunstnere besøger Fredericia for at dyste.
Fra 2006 til 2008 var Fredericia vært for den internationale 6. Juli Cup, hvor florister i tre dage konkurrerede om at lave de flotteste blomsterværker - både på Rådhuspladsen og på voldterrænnet.
Konkurrencen var en del af en stor kommunal indsats for at skabe flere aktiviteter omkring de årlige mindedage 5. og 6. juli.