Annonce
Hedensted

Plejecentrene bruger hele posen med tricks mod sommervarmen

Væske, væske, væske. Der skal flere liter ned hver eneste dag for at sikre sig mod dehydrering. 84-årige Ellen Jensen, beboer på Løsning Plejecenter, sørger for hele tiden at have et glas saft ved hånden. Foto: Søren Gylling

Vandmelon og koldskål er blandt de små hemmeligheder til at få op mod 2,5 liter væske i beboerne på Hedensted Kommunes plejecentre. Indtil videre har rekordvarmen i højere grad sat sig som større smil end dehydrering.

Løsning/Juelsminde: Med mere sol og varme end tidligere i mands minde - og udsigten til en længerevarende landsdækkende hedebølge med temperaturer på den gode side af 30 grader - er der særligt ét nøgleord, medarbejderne på de kommunale plejecentre i øjeblikket har i baghovedet.

Og selvom det måske ikke kommer som en overraskelse, er det så vigtigt, at områdeleder Karin Gregersen gentager det adskillige gange.

- Væske, væske væske. Det kan ikke understreges nok. Når det er varmt i så lang en periode, er vi ekstra opmærksomme på væskeindtaget, for vi kan ikke regne med, at de ældre selv tager initiativet. Vi skal hele tiden sørge for at tilbyde, og det er blevet en fastgroet del af vores daglige rutiner - det er næsten vigtigere end alt andet, vi foretager os, siger hun, der har ansvaret for Løsning Plejecenter.

Det er først, hvis en beboer bliver dehydreret, varmen koster ekstra mange resurser. Så længe vi bliver ved med at fange det i opløbet, er der ikke den store problematik i at nå de ekstra ting, vi foretager os.

Anne Mette Lynge Larsen, områdeleder
I sommertiden er det langt hyggeligere at være ude - naturligvis med masser af skygge mod solens stråler. Og så er det ikke en ulempe, at Any Christensen kan smække kørestolen godt tilbage. Foto: Søren Gylling

Spiselige drikke

Som tommelfingerregel skal ældre drikke minimum halvanden liter væske om dagen for at undgå dehydrering og deraf følgende symptomer som hovedpine, træthed eller tiltagende forvirring.

I denne sommervarme skal der dog endnu mere til - op mod 2,5 liter - og det kan være en udfordring for plejepersonalet, der som en overivrig bartender konstant fylder halvtomme glas med en formaning om at gribe hanken i stedet for at holde sig tilbage.

Alligevel er det også nødvendigt at være lidt snedige med væskeindtaget.

- Vi gør mange ekstra ting for tiden. Vi sørger for flere aktiviteter, der ligger op til at drikke, og vi sørger for at give spiselige væsker som vandis på terrassen eller vandmelon, jordbær og koldskål som snack mellem måltiderne. Der er mange små tricks, så de ikke på samme måde lægger mærke til, at de "drikker". Det kræver en ekstra indsats af os, men ikke noget, vi ikke kan passe ind i planerne, siger områdeleder Anne Mette Lynge Larsen, der i ferietiden har ansvaret for plejecenter Birkelund i Juelsminde.

På Løsning Plejecenter arrangeres hele tiden små spil og aktiviteter, der lægger op til minipauser, hvor man kan tage en tår, mens man tænker eller venter på modstanderen. Foto: Søren Gylling

Solen ender i smilet

Endnu har det ikke været nødvendigt at indlægge nogle af beboerne for væskemangel. De fleste tilfælde er blevet fanget tidligt, så selvom varmen har nået rekordhøjder, har den enorme overdosis D-vitamin næsten udelukkende ført positive følgevirkninger med sig.

- Det er fuldstændig samme mekanismer som hos du og jeg, at livsglæden får et nøk opad i godt vejr, siger Karin Gregersen.

- Vi oplever mange, som kan snakke om solen, og ender med lange historier om deres ferieoplevelser som unge. Den vej giver det noget, som vi ikke får af at kigge på regnvejr, siger Anne Mette Lynge Larsen.

Foruden øget fokus på at drikke nok, sørger plejepersonalet i sommervejret også i ekstra høj grad for at gennemlufte de varme værelser og få beboerne ud til masser af frisk luft under skygge.

Som Else Pedersen i forgrunden er beviset på, kan det i sommervarmen være svært at løsrive sig fra sine gøremål og huske hele tiden at drikke nok. Foto: Søren Gylling
For de ældre borgere skal der i denne varme drikkes ca. to en halv liter væske hver dag. Erfaringen på plejecentrene i kommunen er, at beboerne ikke pr. automatik sørger for selv at holde sig til, så blandt andre leder Karin Gregersen sørger hele tiden for at fylde i glassene. Foto: Søren Gylling
I sommertiden er det langt hyggeligere at være ude - naturligvis med masser af skygge mod solens stråler. Foto: Søren Gylling
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

Se billederne: Spotlight samlede børn fra Vejles skoler til fest, musik og fremtids-kig

Kultur For abonnenter

Siriuspatruljen samles ved Vejle Fjord: Her kan fortælles historier om kulde, afsavn og 100 dage uden bad

112

Campinghytten var fuld af tyvekoster: Retten udviste de to gerningsmænd

Annonce