Annonce
Hedensted

Plejehjem er ramt af coronasmitte: Smittetallet stiger i Hedensted Kommune

På plejehjemmet Møllebo i Rask Mølle er en lille håndfuld beboere og nogle ansatte testet positiv for cornavirus. Arkivfoto
Antallet er personer i Hedensted Kommune, der er blevet testet positiv for Covid-19, stiger kraftigt. Både ansatte og beboere på Plejecenter Møllebo samt ansatte på Nederbylund er blevet smittet.
Annonce

Hedensted: Coronavirus breder sig mere og mere i Hedensted Kommune. Både torsdag og lørdag slog antallet af nysmittede rekord med 18 positive test torsdag og 21 positive test lørdag.

Dermed er hele 77 borgere i kommunen i løbet af sidste uge blevet testet positive for coronavirus, og antallet af tilfælde per 100.000 indbyggere, det såkaldte incidenstal, er steget til det højeste nogensinde, nemlig 165.

Fredag blev der for første gang nogensinde konstateret coronasmitte på et plejehjem i kommunen. Der drejer sig om Møllebo i Rask Mølle, hvor en lille håndfuld beboere samt nogle ansatte er blevet testet positive. Desuden er en gruppe ansatte på Nederbylund, plejehjemmet i Tørring, blevet smittet.

- Vi har endnu ikke det fulde overblik over antallet, fordi ikke alle testresultater er kommet ind, siger chef for social omsorg René G. Nielsen.

Annonce

Besøgsforbud på plejehjem

Hvordan smitten har fundet vej til plejehjemmet vides ikke. Alle smittede ansatte og de ansatte, der har været i nær kontakt, er blevet sendt hjem. På Møllebo bliver der nu brugt værnemidler, og al aktivitet på plejehjemmet for borgere udefra er stoppet. Beboerne kan dog stadigvæk på besøg af én nær kontakt.

- Vi smitteopsporer, og så kører vi med et udvidet forsigtighedsprincip, så ansatte først må komme på arbejde, når de har fået to negative tests, fortæller René G. Nielsen.

Fredag pålagde Styrelsen for Patientsikkerhed kommunen at indføre et besøgsforbud på alle plejehjem. Det skete både på grund af et stigende smittetal, og fordi der var konstateret smitte på tre minkfarme. Det tal er efterfølgende steget til fem i følge chef for fritid og fælleskab, Peter Hüttel.

- Besøgsforbuddet er både godt og skidt. Det er jo indført på en dårlig baggrund, men modsat må vi sige, at forbuddet gør, at vi kan lægge en bedre ring om vores plejehjem for at sikre, at smitten ikke kommer ind, siger René G. Nielsen.

Desuden er kommunen i øjeblikket ved at indføre besøgsforbud på kommunale bofællesskaber, i hvert fald de steder, hvor der er sårbare personer.

Ud over smitten på plejehjemmet er smittetilfældene fortsat spredt ud over det meste af kommunen. Også rent aldersmæssigt er smitten spredt, dog er der få smittede blandt de +80-årige.


Vi har endnu ikke det fulde overblik over antallet, fordi ikke alle testresultater er kommet ind.

René G. Nielsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce