Annonce
Alarm 112

Politiet ventes at sigte 275 for narkokøb i Skive

David Leth Williams/Ritzau Scanpix
Politiet er i gang med at rejse sigtelser mod personer i Skive, som politiet betegner som "festnarkomaner".

Midt- og Vestjyllands Politi er i øjeblikket i gang med at sigte personer for køb af kokain i Skive, og man regner med, at omkring 275 personer i alt bliver sigtet.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Sigtelserne sker i forlængelse af den efterforskning, der i sidste uge førte til fængsling af syv personer relateret til den omfattende narkohandel i Skive.

Ifølge pressemeddelelsen har køberne købt for mellem 0,5 gram og 60 gram kokain, og køberne repræsenterer et bredt udsnit af Skive og omegns befolkning.

Politikommissær Christian Toftemark fortæller til Ritzau, at politiet betegner de sigtede som "festnarkomaner".

- Det kaldes de, fordi de køber ind op til weekenden og bruger det som rusmiddel i stedet for alkohol, siger han.

Ifølge Skive Kommunes hjemmeside lå indbyggertallet i Skive by i 2016 på 20.617. For hele kommunen er tallet ifølge Danmarks Stistik lidt over det dobbelte.

Midt- og Vestjyllands Politi mener dog ikke, at der er tale om et generelt problem i Skive.

- Jeg tror bare, at det er en kombination af, at det har været let tilgængeligt, da den her gruppering huserede, og så er det lille så stille blevet en del af kulturen, siger Christian Toftemark.

- Om de har et generelt problem, ved jeg ikke. Jeg ved ikke, om det er større eller mindre. Men det er også usædvanligt, at det er lykkes os at få så stor en indsigt i handlen.

- Hvis man kigger på større byer, vil der være mange flere om kokainsalget, og vi mener faktisk, at de syv anholdte har stået for langt størstedelen af alt salget i Skive. Derfor har vi nu så fået rigtig mange af køberne også.

Politikommissæren fortæller, at de syv anholdte fra i sidste uge ikke tilhører nogen større bande eller rockergruppering.

ritzau/

Annonce
Pressemeddelelse fra politiet
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Uaktuelle informationstavler fjernes

Annonce