Vejen: Efter hærværket mod en offentlig toiletbygning på Nørregade i Vejen vil Syd- og Sønderjyllands Politi nu gerne tale med vidner.
Klokken 01:34 natten til søndag modtog politiet en anmeldelse om groft hærværk mod en toiletbygning, hvor der var sket omfattende skader. Politiets vurdering er, at der kan være blevet affyret en krysantemumbombe på toilettet.
- Vi ser med stor alvor på hændelsen, hvor ingen heldigvis er kommet til skade. Vi er i gang med efterforskningen og har desuden iværksat tryghedsskabende patruljering i Vejen, understreger vicepolitiinspektør Søren Rønnov fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Politiet har i løbet af søndagen kontaktet flere virksomheder, da de gerne vil have udleveret videoovervågning fra området.
Derudover vil politiet gerne tale med erhvervsdrivende i området der har videoovervågning, som endnu ikke er blevet kontaktet. Ligesom man gerne vil tale med vidner, der kunne have set noget.
Syd- og Sønderjyllands Politi kan kontaktes på telefonnummer 1-1-4.
Vejen: Nørregade. Tale om groft hærværk, hvor en sprængning har ødelagt store dele af toiletbygningen. Har du set noget så ring 114. #politidk pic.twitter.com/RZKt2SPsM3
— Sydjyllands Politi (@SjylPoliti) January 24, 2021