Annonce
Vejle

Politikere ønsker ikke at anke sag om seksuelle overgreb - men den endelige beslutning lader vente på sig

Jytte Jensen kæmper for at få erstatning af Vejle Kommune. Foreløbig har hun en dommers ord for, at kommunen er erstatningspligtig. I øjeblikket drøfter politikerne i byrådet, om den afgørelse skal ankes til landsretten. Foto: Yilmaz Polat
Økonomiudvalget drøftede søndag, om kommunen skal sende afgørelse i sagen om de seksuelle overgreb mod Jytte Jensen videre til landsretten.

Vejle: Byrådets økonomiudvalg er klar til at acceptere byrettens afgørelse i sagen om de seksuelle overgreb mod Jytte Jensen i starten af 1980'erne.

Tirsdag i sidste uge nåede retten frem til, at Vejle Kommune er erstatningspligtig i forhold til de svigt, Jytte Jensen oplevede som teenager fra 1981 og fire år frem, hvor hun blev misbrugt af sin far. Søndag diskuterede økonomiudvalget så afgørelsen udenfor dagsordenen.

Drøftelsen viser, at politikerne ikke ønsker at anke sagen til landsretten. Men om det ender sådan, er for tidligt at sige.

- Holdningen er, at Jytte Jensen har været igennem nok. Men der er nogle juridiske og erstatningsmæssige aspekter i sagen, som vi er nødt til at have helt styr på, siger borgmester Jens Ejner Christensen.

Annonce

Forsikring spiller en rolle

Problemet for politikerne er, at der er flere parter indblandet. Selvom sagen er anlagt mod Vejle Kommune, er det i praksis kommunens forsikringsselskab, der har ført sagen for kommunen. Det er selskabet, der skal betale den erstatning, som retten på et tidspunkt når frem til i forhold til Jytte Jensens krav.

Hvis politikerne afviser at anke, er der en risiko for, at forsikringsselskabet vil nægte at dække erstatningsbeløbet. I den situation er det kommunekassen, der skal betale de formentlig 2-3 millioner kroner, som kravet kan løbe op i. Sker det, er der en teoretisk risiko for, at politikerne bliver personligt ansvarlige for at have påført kommunen et tab.

- Jeg har fuldt forståelse for, at Jytte Jensen gerne ville have haft en beslutning her og nu, men vi er nødt til at vente, siger borgmesteren.

KL er også på banen

Forsikringsselskabet er ikke alene om at blande sig i beslutningen. Også Kommunernes Landsforening er en del af sagskomplekset. Advokaten, der repræsenterede Vejle Kommune og forsikringsselskabet i Retten i Kolding, havde KL med på sidelinjen.

Den kommunale interesseorganisation frygter, at sagen kan danne præcedens, så en lang række danskere, der føler sig svigtet i lignende sager, står klar med erstatningskrav overfor kommunale myndigheder.

Avisen har været i kontakt med de tre socialdemokratiske medlemmer af økonomiudvalget, Søren Peschardt, Martin Sikær og Dan Skjerning. De er alle stemt for at undlade at anke. Det samme er SFs Lone Myrhøj og den konservative Dan Arnløv Jørgensen.

Dermed er der et flertal mod anke på mindst fem ud af udvalgets ni medlemmer. På det kommende økonomiudvalgsmøde 11. november, vil det så vise sig, om de også i sidste ende holder fast ved den holdning.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce