Annonce
forside

Politikere gør klar til forhandlinger om sundhedsreform

Socialminister Mai Mercado (K) vil sikre, at et nyt sundhedsudspil ikke kommer til at betyde færre tilbud til handicappede i fremtiden. (Arkivfoto)

Socialministeren vil sikre tilbud til handicappede. Dansk Folkeparti vil have bedre hjælp i psykiatrien.

Regeringen indleder onsdag svære forhandlinger om en reform af sundhedsvæsenet.

Men før forhandlingerne er gået i gang, har socialminister Mai Mercado (K) valgt at imødekomme kritikken fra Danske Handicaporganisationer og Socialpædagogernes Landsforbund om regeringens udspil.

Det skriver Jyllands-Posten tirsdag.

Ministeren trækker ifølge avisen 64 sociale handicapinstitutioner ud af kabalen, for at sikre fremtidige tilbud til personer med særlige handicap og behov.

- Jeg vil sikre mig, at der ikke sker en afspecialisering, og at vi ikke får færre og ringere tilbud til de handicappede i fremtiden, siger socialministeren til Jyllands-Posten.

Kritikken er blandt andet rettet mod at gøre de 64 institutioner kommunale. Mai Mercado vil ikke afvise, at det kommer til at ske, men ifølge ministeren kan en model være, at ingen af institutionerne må lukke uden nationale godkendelser.

- Vi så jo ved kommunalreformen i 2007, at en del tilbud lukkede, fordi kommunerne tog deres borgere hjem.

- Det må ikke ske igen, og der er behov for en større national koordinering, så vi på tværs af landet har de nødvendige tilbud til denne meget sårbare gruppe af handicappede, siger hun til Jyllands-Posten.

Også hos Dansk Folkeparti har man gjort klar til onsdagens forhandlinger. Her møder partiet op med en række forslag for blandt andre psykisk syge, skriver Berlingske tirsdag.

Står det til regeringens støtteparti skal de psykisk syge have bedre hjælp. Og så skal der blandt andet ansættes flere i psykiatrien.

Derudover ser partiet også gerne, at der gøres mere for at skaffe flere praktiserende læger.

- Der er nogle områder i reformen, vi skal have kigget nærmere på. Blandt andet synes vi ikke, at psykiatriområdet er nævnt tilstrækkeligt i udspillet.

- Det skal der mere fokus på, siger sundhedsordfører Liselott Blixt (DF) til Berlingske.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce