Annonce
Egtved

Politikere hørte på lokalråds udfordringer og ønsker

Lokalrådene i Vejle Kommunes sydvestlige område drømmer om mere udvikling af byerne. Blandt andet er der ønske om flere kommunale byggegrunde. Arkivfoto
Lokalrådene i Egtved, Ødsted-Jerlev og Øster Starup sogn er glade for samarbejdet på tværs. Det giver bedre mulighed for at gøre opmærksom på behovet for udvikling af de tre områder.

Egtved: Ødsted-Jerlev, Egtved og området ved Ågård, Gravens og Øster Starup har meget til fælles. Alle tre steder er der velfungerende skoler, daginstitutioner, halfaciliteter, indkøbsmuligheder, og alt hvad der ellers er brug for i et lokalsamfund. Men der mangler udvikling og byggegrunde.

Det var noget af det, lokalrådene for Egtved, Ødsted-Jerlev og Øster Starup Sogn kunne fortælle om på et møde med politikerne fra udvalget for lokalsamfund og nærdemokrati i Vejle Kommune forleden. De tre lokalråd har gennem det seneste års tid arbejdet godt sammen som en landsbyklynge, og det fungerer rigtig godt.

- Selvom vi i vores lokalområder har forskellige udfordringer, står vi også med nogle af de samme udfordringer som behovet for udvikling af vores områder. Derfor er det rigtig godt, at vi kan samarbejde på tværs, for når vi er sammen, giver det os bedre muligheder for at markere os overfor kommunen og politikerne, lyder det Knud Erik Laursen, der er medlem af bestyrelsen i Ødsted-Jerlev Lokalråd.

Else Iversen fra Øster Starup Sogns Lokalråd er helt enig.

- Alle tre områder har gennem de senere år kigget lidt langt efter byudvikling, som der ikke har været ret meget af her, som vi kunne ønske. For os i Øster Starup Sogns Lokalråd er det primære indsatsområde at få flere byggegrunde til vores lokalområde, siger hun.

Annonce

Selvom vi i vores lokalområder har forskellige udfordringer, står vi også med nogle af de samme udfordringer som behovet for udvikling af vores områder. Derfor er det rigtig godt, at vi kan samarbejde på tværs, for når vi er sammen, giver det os bedre muligheder for at markere os overfor kommunen og politikerne.

Knud Erik Laursen, Ødsted-Jerlev Lokalråd

Udvikling vil have afsmittende effekt

Lokalrådsmedlemmerne kigger lidt misundeligt til andre byer i Vejle Kommune som Børkop og Skibet, hvor der virkelig er gang i udviklingen.

- Vi kan også se, hvordan det bare tordner derudaf i Vester Nebel, som geografisk ligger meget tæt på vores område, men bare i Kolding Kommune i stedet. Det kunne være dejligt at mærke lidt af den udvikling her i vores område også, siger Knud Erik Laursen.

De tre lokalråd tror samtidig på, at hvis der sker en positiv udvikling i et af de tre lokalråds områder, så vil det også komme de andre til gavn. Eksempelvis mener de, at den kommende svømmehal i Egtved vil trække områderne tættere på hinanden.

- Vi har en fælles ønske om at få gang i byggeriet af det planlagte oplevelsescenter ved Egtvedpigens Grav, som vi tror på, vil have en positiv afsmittende effekt på de andre områder, lyder det fra Else Iversen.

Mulig driftsstøtte til de grønne hold

Det var første gang, at politikerne fra udvalget for lokalsamfund og nærdemokrati deltog i et klyngemøde på den måde, og det første af flere, hvor politikerne kommer rundt til de forskellige områder af kommunen til møder med lokalrådene.

- Det var en rigtig god mulighed for os til at fortælle politikerne lidt om, hvad der rører sig i vores område, og hvilke udfordringer vi står med. Vi har også det årlige årsmøde, men med cirka 30 lokalråd i kommunen kan det være svært på sådan et møde at komme ret meget i dybden. Det fik vi mulighed for her, og jeg oplevede, at der blev lyttet meget, og at politikerne og vi blev klogere på hinanden, fortæller Knud Erik Laursen.

Desuden lovede politikerne at kigge på en form for driftsstøtte til de grønne hold i landsbyerne, som blandt andet holder mange kilometer sti til gavn for lokalområderne.

Næste klyngemøde for udvalget er 12. juni med lokalrådene for Brejning, Børkop, Gårslev og Smidstrup.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce