Annonce
Jelling

Politikere har diskuteret Knud Erik Jensens visitationsmareridt: Der er aflastningspladser nok

Dorte Fischer og hendes mand Knud Erik Jensen stod frem med deres historie for at få fokus på, at ingen andre skal opleve det samme, som de har været igennem. Arkivfoto: Mette Mørk
En meget svækket Knud Erik Jensen troede, han skulle sendes hjem efter 32 dage i koma. Efter sagen er kommet frem i Vejle Amts Folkeblad, er den blevet undersøgt af forvaltning og politikere i Vejle Kommune.

Bjerlev: Ude på en idyllisk landejendom ved Bjerlev sidder 70-årige Knud Erik Jensen i sin stol ude på terrassen. Der sidder han godt, mens hunden Carlos løber rundt i haven.

Rollatoren ved siden af stolen minder ham dog om, hvad han har været igennem siden 16. maj 2019. Dengang udviklede en forholdsvis simpel kræftoperation sig til et alvorligt sygdomsforløb med 32 dage i koma, hvor han svævede mellem liv og død.

Knud Erik Jensen kom ovenpå igen, men mareridtet var ikke slut. For da han halvanden uge senere skulle udskrives fra hospitalet, fik han i første omgang at vide, at han skulle sendes hjem i stedet for at få en plads på et genoptræningscenter.

Meldingen kom som et chok, men med hjælp fra hustruen Dorte Fischer fik de overbevist Vejle Kommunes visitationsmedarbejdere om, at den bedste løsning var en aflastningsplads.

Oplevelsen delte de med Vejle Amts Folkeblad i midten af august, og siden da er sagen blevet undersøgt til bunds i Vejle Kommune. Var der sket en fejl? Er der aflastningspladser nok? Og er der noget galt med den måde, der bliver kommunikeret på mellem borger og forvaltning?

Vi har ikke haft brug for at pynte på situationen, for den var så hæslig. Vores agenda i dette har hele tiden været, at ingen andre skal opleve det, vi oplevede.

Dorte Fischer

Uheldig sag

Onsdag i denne uge har seniorudvalget i Vejle Kommune haft sagen på dagsorden, efter at udvalgsmedlem Gitte Frederiksen (V) lovede at tage sagen op.

Da der er tale om en sag af privat karakter, kan hun kun udtale sig generelt om emnet.

- Jeg ville gerne have undersøgt, om der var et generelt problem med aflastningspladser, men det viser sig, at vi har pladser nok til de sygdomsramte borgere, der får brug for det, siger Gitte Frederiksen.

I forrige uge sagde seniorudvalgets formand, Kenneth Fredslund (DF), til Vejle Amts Folkeblad, at der havde været mangelfuld kommunikation samt flere misforståelser i sagen.

Gitte Frederiksen erkender også, at sagen har været uheldig.

- Det er vigtigt, at der ikke sker fejl i kommunikationen mellem borger, pårørende og kommunen. Hvis man skal udskrives fra hospitalet og er nervøs for, hvordan det skal gå, når man kommer hjem, er det vigtigt, at patienter og pårørende er helt trygge og ved, at der er hjælp at få i hjemmet. Og er man ikke det, kan man visiteres til en aflastningsplads, siger hun.

Det må ikke ske for andre

Knud Erik Jensen og Dorte Fischer er stadig rystede over oplevelsen, men fortæller, at de har været glade for at stå frem med deres historie.

- Knud Erik var så syg og kunne intet, og så ville man sende ham hjem til vores gård. Selvom det heldigvis endte med en genoptræningsplads, oplevede vi, at kommunikationen med kommunens visitator var mangelfuld og absolut uden forståelse og uden omsorg, lyder det fra Dorte Fischer.

- Vi har ikke haft brug for at pynte på situationen, for den var så hæslig. Vores agenda i dette har hele tiden været, at ingen andre skal opleve det, vi oplevede. Vi er glade for, at der har været fokus på sagen, og forhåbentlig kan den være med til at hjælpe andre, siger hun.

Dag for dag får Knud Erik Jensen det bedre. Rollator eller to stokke er nødvendige, hvis han skal komme rundt.

Men med genoptræning fire dage om ugen, er der hele tiden fremgang at spore. Han er for eksempel allerede begyndt at sætte sig op på havetraktoren for at slå græsset omkring ejendommen.

- Jeg glæder mig til at fejre både jul og fødselsdage i mange år sammen med ham, lyder det fra Dorte Fischer.

Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Regeringen: En pakke cigaretter skal koste en 50'er

Annonce