Annonce
Vejle

Politisk enighed: Her skal fart-syndere bremses

Trafikchikaner er med til at dæmpe farten - og politikerne har besluttet, at der skal flere af den slags hastighedsdæmpende foranstaltninger ud på kommunens veje. Arkivfoto: Katrine Becher Damkjær
Tre veje i Vejle Kommune bliver i løbet af 2021 udstyret med hastighedsdæmpende foranstaltninger - og der bliver også gjort noget for cyklisterne.
Annonce

Vejle: Beboerne langs Brandevej i Thyregod og Søndermarksvej i Skærup kan sammen med husejere ved Vejlevej i Jelling, Hvejselvej i Givskud og Grejsdalsvej i Vejle se frem til, at farten på deres vej bliver bremset.

Teknisk udvalg har netop besluttet at bruge 955.000 kroner næste år på hastighedsdæmpende foranstaltninger. Bevillingen er en del af den årlige indsats for at øge trafiksikkerheden i Vejle Kommune.

Bedre forhold for fodgængerne er også en del af en pakke til 1,6 millioner kroner, som de syv politikere i udvalget har nikket til. Resten af beløbet skal gå til fodgængerfelter ved Volmersgade i Vejle, Nørre Bygade i Grejs og Tiufkærvej i Smidstrup.

Skoleeleverne skal også sikres bedre - og her har politikerne prioriteret at bruge sammenlagt 7,3 millioner kroner næste år.

Det største beløb skal bruges på cykelstier langs Moldevej på Nørremarken. Projektet er beregnet til to millioner kroner. Et andet stort beløb - 1,6 millioner kroner - skal bruges på at forbedre forholdene for cyklisterne omkring chikanerne ved Mølholm Skole på Niels Skousvej.

Skovgade i Jelling skal forsynes med cykelsti for 1 million kroner, og på Jenlevej ved Højen Skole skal der sikres en bedre krydsning - et projekt til 800.000 kroner.

Annonce

Hjælp til Nørup

Omkring Firehøjeskolen i Nørup er der planlagt en række mindre projekter for sammenlagt 1,2 millioner kroner. Tilsammen skal fire projekter sikre bedre cykelforhold på blandt andet Bindeballevej, Dalkildevej og Rodalvej.

På vej til Bredsten-Gadbjerg Skole i Bredsten skal cyklisterne på Bredstenlundvej sikres bedre, og der er også tænkt på fortov ved Fælleshåbsskolen i Andkær - selvom folkeskolen lukker næste år.


Ingen må blive dræbt eller komme alvorligt til skade i trafikuheld på kommunens veje.

Visionen for Vejle Kommunes trafiksikkerhedsplan


I 2022 er der 2,2 millioner kroner på vej til Bredsten. Her skal der anlægges cykelsti langs Kirkegade for at sikre skoleeleverne.

På budgettet over mindre anlægsprojekter venter der knap tre millioner kroner til blandt andet bedre forhold for cyklisterne på Vesterbrogade i Vejle og sikring af fodgængerne ved Ulvehavevej i Mølholm.

Antallet af alvorlige uheld falder

  • Fra 2008 til og med 2019 er antallet af tilskadekomne og dræbte på Vejle Kommunes gader og veje faldet fra 96 til 39.
  • Det svarer til et fald på 59 procent.
  • I Trafiksikkerhedsplanen fra 2018 blev der sat en målsætning på højst 35 dræbte og tilskadekomne i 2020 - og det mål forventer man at kunne opnå, hvis udviklingen fortsætter.
  • Den 10 sider lange handlingsplan rummer en række tiltag, der skal højne trafiksikkerheden, og prioriteringslister over projekter for sammenlagt 825 millioner kroner.

Sammenlagt er politikerne med andre ord klar til at bruge 14 millioner kroner på at øge trafiksikkerheden i forhold til den handlingsplan, som blev vedtaget i 2018.

Annonce

Ønsker står i kø - lang kø

Men økonomien står slet ikke mål med ønskerne. Forvaltningen har regnet sig frem til, at der alt i alt står 156 ønsker i kø. Løst anslået løber de op i 825 millioner kroner.

Alene i forhold til sikkerheden omkring kommunen skoler er der opregnet 52 projekter og der er fundet penge til 12.

Når det gælder mindre anlægsarbejder, kan politikerne studere en liste med 34 projekter - hvor der prioriteres 13 i 2021 og 2022.

For et år siden besluttede teknisk udvalg, at der skulle arbejdes videre med et cykelstiprojekt omkring Vedelsgade og Flegborg i Vejles vestby - men der er endnu ikke afsat penge til formålet. Kort: Krak og Kaare Johansen

Deciderede cykelstiprojekter - bortset fra de nævnte på Moldevej og i Jelling - er der slet ikke afsat penge til - og her står hele 70 projekter i kø - blandt andet Vedelsgade og Flegborg i Vejle.

Her beskrev Vejle Amts Folkeblad for et år siden et projekt til 3,2 millioner kroner, der skulle sikre 200 meter cykelsti. Men teknisk udvalgs formand, Gerda Haastrup Jørgensen (V), må i dag konstatere, at der ikke er afsat penge til formålet:

- Vi venter samtidig på et projekt omkring museet - det er en anden grund til, at det ikke er kommet i gang, siger udvalgsformanden.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Er der en ledig plads i din boble?

Annonce