Annonce
Vejle

Politisk flertal vil overtrumfe borgmesteren: Vejles ældre skal have tre stemmesedler ved næste kommunalvalg

Ældrerådet anno 2020 - næste gang skal medlemmerne ikke vælges digitalt, mener et flertal i byrådet. Fra venstre øverst: Erik M. Andersen, Bent Illum Eskesen, Dorte Rørby, Bodil Sørensen, Svend Egon Christensen (formand), Marie Schouenborg, Hans Erik Pedersen, Povl Tiedemann, Connie Axel, Anna Marie B. Dahl, Inge Merete Kristiansen, Anne Grethe Lund og Inge Nordheim. Foto: Vejle Kommune
Et snævert flertal i økonomiudvalget går ind for at holde ældreråds-valg i forbindelse med næste års kommunalvalg. Konservative vil stille ændringsforslag i byrådet.
Annonce

Vejle: Borgere på over 60 år skal kunne stemme til ældrerådet, når der i november næste år er kommunalvalg. Det mener et flertal i Vejle Byråds økonomiudvalg.

Dermed lægger de op til et såkaldt "fremmødevalg", som ældrerådet ønsker.

Allerede i november pegede rådet på, at det ville øge stemmeprocenten i forhold til det digitale valg, som Vejle Kommune gennemførte i 2017.

Her stemte 37,9 procent af kommunens ældre, mens stemmeprocenten i de kommuner, hvor vælgerne havde mulighed for at møde frem og stemme, var oppe på 64,2 - ifølge Vejle Kommunes egne tal.

Det er Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti, der går ind for fremmødevalg for at højne stemmeprocenten.

Dansk Folkeparti med seniorudvalgsformand Kenneth Fredslund i spidsen er dermed uenig med to andre blå partier, Venstre og Konservative.

De to sidstnævnte støtter sig blandt andet til den kommunale forvaltning, der anbefaler et nej.

Ældrerådet

  • Ældrerådet i Vejle Kommune består af 13 medlemmer, der vælges for fire år. Rådet fungerer som bindeled mellem byrådet og kommunens ældre.
  • Ældrerådets opgave er at rådgive byråd og seniorudvalg om ældre- og lokalpolitiske spørgsmål. Rådet behandler for eksempel sager om hjemmehjælp, omsorgsarbejde, madservice, boligforhold, plejehjem, dagcentre, lokale trafikforhold og aktiviteter for ældre.
  • Rådet har planlagt 14 møder i 2020.
  • Ved det seneste valg i 2017 havde 27.927 borgere mulighed for at stemme. 10.583 valgte at gøre det. Det svarer til en stemmeprocent på 37,9 - lavere end både 2013 og 2009, hvor stemmeprocenten var henholdsvis 45,7 og 50,4. 2017 var første gang, valget blev afviklet digitalt.

Kilde: Vejle Kommune og vafo.dk

Annonce

Arnløv: Vi skaber præcedens

Den øgede vælgerdeltagelse kommer nemlig med en pris. Mere præcist 1,5 millioner kroner har forvaltningen tidligere regnet sig frem til. Det vil et traditionelt valg med stemmebokse, valgkort og valgtilforordnede koste.

Et rent digitalt valg kan gennemføres for cirka 250.000 kroner.

På forhånd havde hverken borgmester Jens Ejner Christensen (V) eller viceborgmester Dan Arnløv Jørgensen (K) forventet et flertal for fremmødevalg i økonomiudvalget.

- Jeg troede, vi var enige med Socialdemokratiet. Jeg bryder mig ikke om tanken om at blande valgene til byråd og regionsråd med andre valg. De bør stå rent, lyder det fra borgmesteren, når han skal forklare sin modstand.

Dan Arnløv er enig, og han har yderligere en betænkelighed:

- Vi skaber præcedens. Vi kan jo ikke sige nej, hvis integrationsrådet eksempelvis også ønsker et fremmødevalg. Og i lighedens navn kan det jo også tænkes, at kommunens unge vil oprette et ungeråd med direkte valg, lyder det fra viceborgmesteren.

Annonce

Peschardt: Ok med forskel

Sagen er ikke afgjort. Den endelige beslutning er op til byrådet, og her står Dan Arnløv klar med et ændringsforslag:

- Jeg forestiller mig, at vi alternativt kunne afholde en særlig demokratidag, hvor der vil være mulighed for at stemme til de forskellige råd. På den måde bliver det ikke blandet sammen med kommunalvalget, og der vil også være mulighed for, at kandidaterne kunne få lov at præsentere sig i forbindelse med afstemningen, siger Dan Arnløv.

Ændringsforslaget vil dog ikke få opbakning fra byrådets største parti, Socialdemokratiet. Gruppeformand Søren Peschardt anerkender ikke, at der er et problem i at slå ældrerådsvalget sammen med kommunalvalget.

- For det første er vi i Vejle Kommune ofte verdensmestre i at komplicere tingene. Jeg er sikker på, at der kan findes en mere enkel model med større hjælp fra ældrerådet selv end den, forvaltningen forestiller sig. For det andet mener jeg, at det er ok at gøre forskel. Ældrerådet er et andet og mere centralt organ end de øvrige råd, vi samarbejder med i byrådet, lyder det fra den socialdemokratiske politiker.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Sagen om Sofie er ikke enkeltstående: Flere handicappede har lidt eller er døde i bad uden opsyn

Vejle

Trods påbud og dødsfald: - Jeg har tillid til både personale og ledelse, når jeg taler med avisen

Børkop

Krise har vist nye muligheder i Krystallen: Det har vi lært af coronakrisen

Annonce