Annonce
Udland

Pompeo i Berlin: USA ønsker stærkt Nato mod Rusland og Kina

Hannibal Hanschke/Ritzau Scanpix

USA's udenrigsminister er i Berlin i forbindelse med 30-årsdag for Murens fald og taler for et stærkere Nato.

Den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, siger fredag i Berlin, at Nato enten må vokse sig stærkere og forandre sig eller risikere at blive forældet. Han advarer mod trusler fra Kina og Rusland.

Udtalelsen fra Pompeo kommer dagen efter, at Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, i et bramfrit interview med The Economist sagde, at Nato er inde i en fase, hvor alliancen er "hjernedød".

Ifølge Mike Pompeo er den vestlige alliance måske den vigtigste i "hele menneskehedens kendte historie".

Efter en politisk tale i den tyske hovedstad forud for markeringen lørdag af 30-årsdagen for Berlinmurens fald, siger Pompeo:

- 70 år efter Natos oprettelse må alliancen udvikle sig. Hvis nationer tror, at de kan nyde godt af sikkerhed uden at bidrage til ressourcerne, er der fare for, at Nato blive ineffektiv og forældet.

I sin tale i Berlin havde Pompeo forinden kritiseret Rusland for dets behandling af politiske modstandere, og han kaldte Kinas "taktik over for kritikere for skrækkelig velkendt af tidligere østtyskere".

Han sagde, at frie nationer ligger i en værdikrig med nationer, som er mindre frie.

Med henvisning til de erfaringer, som Vesten har gjort efter Berlinmurens fald, sagde Pompeo, at "vi alle mistede retningen efter det stolte øjeblik".

- Vi troede, at vi kunne styre vores ressourcer væk fra alliancer og fra vores militær. Vi tog fejl.

- I dag er Rusland ledet af en tidligere KGB-officer, som invaderer nabolande og gør det af med politiske modstandere. Vi ønsker ikke et Europa, der er afhængigt af præsident Vladimir Putin, sagde Pompeo med henvisning til den kommende gasrørledning Nord Stream 2.

Den amerikanske udenrigsminister sagde videre, at Kinas kommunistiske parti skaber en "ny vision" med en stærk centralmagt og begrænset politisk frihed.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Det halve af huset og fyrrummet er brændt ned: Campingpladsejer er ved godt mod

Børkop

Midtvejsvælgerne skød med skarpt

Annonce