Bredballe: Boligområdet Tirsbæk Bakker skal være endnu større.
Siden de første spæde spadestik tilbage i 2010 er boligerne skudt op af jorden med stigende hast. Nu er det tid til at tage hul på tredje etape af et projekt, der fuldt udbygget kan rumme op til 1300 boliger.
Tirsdag beslutter teknisk udvalg, om der skal sættes gang i en ny lokalplan for mellem 105 og 145 boliger. Ifølge oplægget kan der både være tale om parcelhuse og rækkehuse - akkurat som det er tilfældet med den øvrige bebyggelse i området.
Landskabet i Tirsbæk Bakker er unikt. Derfor placeres byggeri og veje, så det underbygger og forstærker de smukke landskaber og det kuperede terræn. - Citat fra helhedsplanen fra 2008
Nu også med erhverv
Hvis det står til bygherren, Omnia Invest med direktør Morten Hansen i spidsen, kommer der også erhverv ind i den kommende etape.
Bygherren har planer om at gøre plads til liberalt erhverv i det område, som indtil for nyligt husede den gamle gård Julianebjerg. Den gav teknisk udvalg tilladelse til at rive ned for et halvt år siden - og nu skal grunden bruges til boliger og muligvis erhverv.
Helt tilbage i 2008 blev der udarbejdet en helhedsplan for det 380 hektar store areal mellem Horsensvej, Juelsmindevej, Tirsbækvej og det østligste Bredballe.
Et af elementerne var, at det nye boligområde - der på det tidspunkt også omfattede en golfbane - skulle indpasses i naturen. Og i ansøgningen om ny lokalplan, lover Omnia Invest, at de takter fortsætter i den nye udstykning. Som man kan læse i indstillingen til teknisk udvalg.
Principperne fra de to tidligere etaper ønskes fortsat med vægt på landskabets naturens kvaliteter og den gode bygningsarkitektur. Den nye bebyggelse skal derfor indordne sig landskabet og de terrænforskelle, der er i området.
Ny vej til Engum
Boligområdet har et større vej- og stinet, der ikke kun hænger sammen med Bredballe.
Den nordøstlige del af område er tilknyttet landsbyen Engums skoledistrikt, og i den sammenhæng er der etableret en ny vejforbindelse til Engum, blandt andet via en rundkørsel ved Juelsmindevej og en cykel- og fodgængertunnel under vejen.