Annonce
Vejle

Posthusgrund-projekt til salg: Prisen er små 2 milliarder kroner

Power er den første af de større butikskæder, der har lavet en lejeaftale med Nordic Property Vision, som også er på jagt efter en ejer, der vil købe det omfattende byggeprojekt, som ved den forventede færdiggørelse i 2021 har en anslået værdi af knap to milliarder kroner. Illustration: Årstiderne Arkitekter

Nordic Property Vision er i dialog med investorer, der overvejer at overtage Gammelhavn-projektet, mens første spadestik fortsat lader vente på sig.

Vejle: Det sjællandske udviklingsselskab Nordic Property Vision - NPV A/S - har endnu ikke taget første spadestik til det projekt, der skal placere 96.500 nyopførte kvadratmeter på posthusgrunden ved Gammelhavn.

Alligevel har byggeselskabet allerede sat et "Til Salg-skilt" op i projektets vindue.

- Vi har en stærk tro på, at projektet kommer op af jorden, og vi har nogle indledende drøftelser med institutionelle investorer omkring projektet. Der bliver arbejdet på alt i forhold til, hvad der skal til for at løfte så stort et projekt igennem. Vi taler om et projekt, hvor salgsværdien kommer op at ramme små to milliarder kroner, fortæller partner i NPV og projektansvarlig, Kim Lang Sørensen.

Annonce

Gammelhavn, som bliver Vejles nye handelscentrum, ligger ved indgangen til Vejle bymidte og vil byde på et rigt udvalg af oplevelser i form af shopping, kultur og underholdning.

Uddrag fra NPV's projektbeskrivelse

Leder efter en ejer

NPV ejer ikke selv de ejendomme, selskabet udvikler, og derfor handler det om at sælge projektet til kapitalpartnere, som kan finansiere det omfattende byggeri. Derfor er dialogen med de institutionelle investorer - typisk pensionsselskaber, kapital- og investeringsfonde - så vigtig.

- De små to milliarder svarer til værdien af både boliger, butikslejemål og parkering ved færdigopførelsen, og der skulle gerne være et lille overskud. Men det beløb, der skal investeres i byggeriet, kommer tæt derpå, siger udvikleren.

Spadestik i år - måske

Hans team arbejder ikke kun på at finde en ejer til projektet. De ansatte arbejder fortsat på at finde de rette lejere til butikslokalerne, og en egentlig dato på byggeriets start har selskabet endnu ikke sat.

Men første spadestik nærmer sig.

- Det kommer lidt an på, hvordan du definerer første spadestik. For der er en række arbejder, der skal udføres i forbindelse med projektet. Blandt andet skal der etableres en ny vej. Men det er vores forhåbning, at vi starter på vores eget område ultimo i år eller primo 2019. Vi skal ikke meget længere frem, selvom der stadig ligger en stor projektering forude. Der skal også først ske en fraflytning og nedriving (af posthus og godsbanebygning, red.), og så skal jernbanelegemer flyttes, siger Kim Lang Sørensen.

Skabe et spiseområde

August 2021 er fortsat deadlinen for, hvornår de første butikskæder kan flytte ind i de planlagte butikslokaler i stueetagen. Herefter bliver boligerne i etagerne ovenover færdigindrettet, og partneren tvivler ikke på projektet.

- Projektet bliver til noget. Ellers vil vi ikke fortsætte med at bruge ressourcer og omkostninger på det. Vi er også i dialog med en entreprenør i forhold til selve byggeriet, siger Kim Lang Sørensen.

Udover butikker planlægger udviklingsselskabet også, at der skal skabes en større afdeling med flere restauranter.

- Noget af det fokus, vi gerne vil bringe til byen, er bespisning. Vi vil gerne skabe et sted med flere forskellige spisesteder, som man kunne komme gående eller kørende til som familie. Det kunne være ret unikt at samle det, og vi har næsten 1000 parkeringspladser med i projektet, siger partneren.

Alt afhængig af restauranternes størrelse forventer han at tegne lejekontrakt med omkring en håndfuld spisesteder.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce