Annonce
Billund

PostNord Danmark Rundt kører enkeltstart i Grindsted i 2019

I 2016 kom PostNord Danmark Rundt også igennem Grindsted. Næste år holdes hele enkeltstarten dog i byen. Arkivfoto: Joan Karlsen

Grindsted bliver i 2019 vært for enkeltstarten ved PostNord Danmark Rundt, som køres i slutningen af august.

Grindsted: Billund Kommune og Grindsted bliver for tredje år i træk vært for en stor cykelbegivenhed, når enkeltstarten i PostNord Danmark Rundt torsdag den 22. august 2019 køres med start og mål i Grindsted.

- PostNord Danmark Rundt sendes direkte på DR, hvor liveudsendelserne i 2018 alle var i topti blandt meste sete programmer og løbet er uden tvivl den største cykelbegivenhed i Danmark i 2019. Enkeltstarten er nu en heldagsetape og med både start og mål i centrum af Grindsted helt sikkert også den bedste etape vi kunne håbe at blive vært for i Billund Kommune, siger borgmester Ib Kristensen (V), via en pressemeddelelse.

I 2017 var Billund Kommune og Grindsted vært for DM i cykling, i 2018 vært for det internationale Gran Fondo løb samt afdeling af DCU Cup med de bedste danske ryttere, og i 2019 gælder det så PostNord Danmark Rundt og enkeltstarten.

Enkeltstart bliver 2. etape

PostNord Danmark Rundt flytter termin, så løbet i 2019 køres i uge 34 med start og mål på første etape i Silkeborg onsdag den 21. august, hvorefter enkeltstarten i Grindsted køres som anden etape torsdag den 22. august. Traditionelt har enkeltstarten spillet en stor rolle i forhold, hvem der står på podiet som nummer et, to og tre i den samlede stilling.

- Det er en god uge at afvikle løbet i, og vi kommer til at stille med et stærkt felt, samtidig laver vi lidt om på afviklingen, så enkeltstarten køres som 2. etape og forventer der vil skabe yderligere spænding i løbet. Vi glæder os til at komme tilbage til Grindsted, der var startby for 2. etape i 2011 og målby tilbage i 1999. Samtidig har vi i de sidste to år set, hvordan den byen, den lokale cykelklub GCM og kommunen har vist de kan håndtere store cykelbegivenheder og skabe en festlig ramme, siger løbsdirektør Jesper Worre i pressemeddelelsen.

Tiltrækningen og selve afviklingen af DM i 2017 og Gran Fondo i 2018 har kun kunnet lade sig gøre i kraft af Grindsted Cykel Motion (GCM), der har leveret professionalisme og masser af arbejdskraft til afviklingen, og hos GCM glæder man sig til Post Nord Danmark Rundt.

- I 2019 er det 20 år siden, vi som klub første gang var involveret, da en af etaperne blev sluttede på Tronsø Parkvej, så alene det gør det til noget særligt at vi igen skal være vært for en etape. Vi har i de seneste to år haft et godt samarbejde med øvrige foreninger om DM og Gran Fondo og vi glæder os til igen at være med til sætte Grindsted på landkortet som cykelby, siger Keld Bøgh fra Grindsted Cykelmotion, via pressemeddelsen.

Målstreg ved sygehuset

Ruten til årets enkeltstart bliver en kombination af det bedste fra de sidste to års cykelbegivenheder i Grindsted. Starten går fra torvet, og så køres der af Nørregade, Tronsø Parkvej, Lundhedevej, Nollund Kirkevej, mod Urup og krydsning af Grindsted Landevej inden turen mod mål går af Morsbølvej forbi Engsøen og ind forbi Campusområdet, inden der er mål i Vesterbrogade, som det var tilfældet med DM i 2017.

Dermed er enkeltstarten også helt inde i centrum af Grindsted, og det glæder formanden for handelstandsforeningen Johnny Hansen.

- Det bliver uden tvivl en festlig torsdag i Grindsted By. Vi har efterhånden også en del erfaring i, hvordan vi kan kombinere det bedste fra handelslivet og underholdning med selve cykelløbet, så vi glæder os og er stolte over, at Grindsted igen kan komme på landkortet for gæster og for dem, der ser TV, siger Johnny Hansen i pressemeddelelsen.

Billund Kommune vil først i det nye år sende breve ud til de borgere, der bor langs ruten, så de er forberedt på, der kommer cykelløb i august.

Annonce
Forsiden netop nu
Kultur For abonnenter

Siriuspatruljen samles ved Vejle Fjord: Her kan fortælles historier om kulde, afsavn og 100 dage uden bad

112

Campinghytten var fuld af tyvekoster: Retten udviste de to gerningsmænd

Annonce