Læserbrev: Først og fremmest tak til Poul Christensen for det gode indlæg i VAF den 12. januar om Dan Arnløvs løfte om en skøjtehal i Vejle.
Da man i sin tid skulle bygge Idrættens Hus med svømmehal, var der en skøjtehal på tegnebrættet. Vi var en flok unge vejlensere, som blev virkelig glade.
Der blev indkaldt til et stiftende møde omkring starten af en ishockeyklub. Vi regnede med, at hallen ville blive en realitet og hvis ikke, så kunne vi som klub være med til at åbne byrådets øjne.
Søren Lauridsen (landsholdsspiller) blev træner for en flok skøjteglade, men nybegyndere inden for ishockeysporten.
Klubben holdt i fire år - fra 1966 til 1970.
Første år trænede vi i Herning. Senere i Vojens, og det sidste år nøjedes vi med at spille kampe, da det var dyrt for os at leje haltimer og betale transport.
Fire år som pionerer med en vidunderlig sport... men desværre uden at rokke ved beslutningen om, at der ikke skulle være en skøjtehal i Vejle.
Så kære byråd. Se med friske øjne på Per Olesens forslag, der blev krøllet sammen af det gamle byråd.
Der er et kæmpe befolkningsgrundlag i vores område, som kan få glæde af en hal. Skoler og uddannelsessteder kan bruge den først på dagen. Unge som gamle kan blive rørt.
En ishockeyklub kan igen opstå. Publikum fra hele Trekantområdet kan få et ishockeyhold at heppe på.
En ishockeyklub kan igen opstå. Publikum fra hele Trekantområdet kan få et ishockeyhold at heppe på.