Annonce
Navne

Professor fra Vejle fik sit liv genoplivet: Så døden i øjnene og fik to nye lunger

Kim Klyver udgiver en digtsamling, der er skrevet undervejs i et forløb, hvor han gennemgik en dobbelt lungetransplantation. Foto: Lars Saugbjerg
Når man står helt ude ved kanten af livet, tænker man mange tanker. Da Kim Klyver fra Vejle fik en dobbelt lungetransplantation, nedfældede han undervejs i det hårde forløb en masse ord og sætninger, poesi, der nu er blevet til digtsamlingen Livets Pust.

Vejle: - Jeg er tilbage. Et nyt liv. En andens organer er nu mine.

Årstallet er 2019. Den 7. juli fik Kim Klyver fra Vejle nye lunger. Han var i koma og respirator i halvanden dag, på intensiv i fire dage og i isolation fem dage. Han havde seks slanger direkte ind i kroppen og havde fået brækket tre ribben under operationen.

Næsten fire uger gik der, inden han fik lov til at komme hjem - for at kæmpe videre.

Annonce

46-årige Kim Klyver har i mange år forsket i iværksætteri og er professor ved Institut for Entreprenørskab og Relationsledelse ved Syddansk Universitet. Alt var godt, men livet tog en drejning, der førte vejlenseren ud i et hårdt forløb, hvor han på et tidspunkt troede han skulle dø.

Som en form for selvterapi skrev han sine tanker ned. Ordene, refleksionerne, blev til digtsamlingen Livets Pust - luftmangel, omvæltning og kamp.

Begyndte med en virus

Det hele begyndte med en virus, som Kim Klyver pådrog sig helt tilbage i 2014.

- Jeg ved ikke, hvor eller hvordan jeg fik den virus. Det kan have været fra en buffet, en kaffekop, et hotelværelse - ingen ved det. Men virus satte sig på lungerne, fortæller Kim Klyver.

Først mente lægerne, at der var tale om sarkoidose, men efter et halvt års behandling viste det sig, at de tog fejl. Der var i stedet tale om NSIP (Nonspecific Interstitial Pneumonitis).

- I starten troede de, at det kunne helbredes. Men nej.

- Lige pludselig gik det hurtigt. Jeg begyndte at få ilt, både når jeg sad og når jeg gik. Sygdommen reducerede lungekapaciteten og evnen til at bruge den luft, jeg havde, fortæller Kim Klyver.

Hans lungefunktionalitet lå på kun 10-15 procent.

Annonce

Godkendt til venteliste

I 2018 gik det op for Kim Klyver, at det var nødvendigt med nogle nye lunger.

Som professor er han tilknyttet University of Adelaide i Australien.

- Jeg ville gerne rejse dertil i tre måneder. Så først tog jeg en uge til Gran Canaria for at vise, at jeg kunne klare at flyve. Det var ikke en god oplevelse. Jeg havde ilt med i flyveren, men jeg følte flere gange, at jeg var ved at besvime.

Da Kim Klyver kom tilbage til Danmark, var Australien ude af tankerne. Han kontaktede straks Rigshospitalet.

- For at få nye lunger skal man være syg nok. Det er man, hvis der er stor sandsynlighed for, at man dør inden for to år.

Kim Klyver opfyldte en række sundhedskriterier, og blev godkendt til en venteliste.

- Jeg vidste, at jeg skulle dø, hvis jeg ikke fik nye lunger. Jeg tudede, da de fortalte mig, at jeg var kommet på ventelisten.

Annonce

Telefonen ringer

Ventetiden er i gennemsnit på halvandet år.

- Det handler jo om, hvornår der kommer lunger, som passer. Jeg ventede kun to en halv måned, så det var super kort tid. Jeg var overhovedet ikke klar - mentalt.

Men tasken stod permanent pakket, og Kim Klyver skulle være klar til at blive hentet inden for et kvarter. Det var en lørdag formiddag, han fik besked.

- Jeg sad i stuen og læste avis, da telefonen ringede. "Vil du have lungerne?", spurgte de. Jeg blev lidt overrasket over spørgsmålet. Selvfølgelig ville jeg det. Jeg blev lykkelig. Og derefter gik jeg nærmest i panik og blev skrækslagen.

Efter tre kvarter blev Kim Klyver hentet og kørt til Riget.

På vej ind til selve operationsstuen græd han indvendig, men ikke udvendig. Han sagde på gensyn og farvel til sine nærmeste på samme tid.

Annonce

Lykke uden lige

Selve operationen tog omkring 10 timer. Og de følgende fem dage husker Kim Klyver ikke meget fra.

Jeg kunne ikke få luft. Sygeplejerskerne fløj rundt om mig, og jeg tænkte 'nu dør jeg - nu går det galt'.

Kim Klyver

- Jeg husker dog en enkelt episode fra intensiv. Jeg kunne ikke få luft. Sygeplejerskerne fløj rundt om mig, og jeg tænkte 'nu dør jeg - nu går det galt'.

Men det gjorde det ikke. Operationen var vellykket, og det gik efterhånden op for Kim Klyver, at han havde fået sit liv genoplivet.

- At komme tilbage til livet er lykke, men det er også ekstremt hårdt, både fysisk og mentalt. Der ventede mig en lang genoptræningsproces, men ret hurtigt følte jeg en kæmpe forskel. Jeg kunne trække vejret, og jeg var ikke forpustet. Lykke uden lige, smiler Kim Klyver.

Annonce

Kim er sårbar

Professorens verden stod mere eller mindre stille i tre-fire år.

- Jeg havde nok en forventning om, at jeg kom tilbage til den verden, jeg havde for fire år siden, men den verden har jo udviklet sig. Vennekredsen og de sociale strukturer og alle mulige ting har forandret sig - så jeg skal reetablere mig i noget nyt.

- Da jeg begyndte at føle mig frisk og almindelig, gik det også op for mig, at omgangskredsens opfattelse af mig har ændret sig. Jeg er den, der var syg. Det konfliktede med, hvordan jeg gerne ville se mig selv. Corona har ikke gjort det lettere. Jeg fik livet tilbage - og da jeg skulle til at leve det, måtte jeg ikke for corona, lyder det fra Kim Klyver.

Corona gør det svært ikke at være 'ham den syge'. For Kim Klyver er sårbar, blandt andet på grund af medicin, der svækker hans immunforsvar.

- Medicinen får jeg, så kroppen ikke afstøder lungerne.

Om Kim Klyver

  • Kim Klyver - født i 1975 og bosat i Vejle - er international anerkendt professor i entreprenørskab ved Syddansk Universitet og University of Adelaide, forfatter, foredragsholder, og har arbejdet og boet i både Australien og Californien af flere omgange.
  • Sideløbende med Kims tilbagevenden til livet i corona tiden har han forsket og udgivet omkring dansk erhvervsliv i coronakrisen både i form af videnskabelige artikler, kronikker, podcast mv. I foråret udkommer han med en bog om kriseledelse og krisestrategier på Akademisk Forlag, som blandt andet tager sit udspring i coronakrisen.
  • Livets Pust udkommer 25. januar.

I dag er lungekapaciteten 100 procent, og Kim Klyver går i gennemsnit 10 kilometer om dagen. Sygdommen er væk.

Annonce

Livets Pust

På bordet ligger Kim Klyvers digtsamling. Han har ordet og skriftsproget i sin magt, og har tidligere udgivet fagbøger.

- Men jeg har aldrig nogensinde skrevet digte før. Det første digt i samlingen er mit første digt nogensinde, fortæller han.

Digtsamlingen udkommer 25. januar.

I digtsamlingen står ordene nærmest urørte, som skrevet i den kronologi, der afspejler processen med lungesygdom og organtransplantation i en corona-tid.

- Mine uredigeret digte er mit personlige og umiddelbare vidnesbyrd, oplevelsesunivers og livsfase-tolkning. Samlingen handler dog mere om livet, dens betingelser, kriser og optimisme end den handler om sygdom.

- Der er flere årsager til, at jeg udgiver samlingen: Den kan sige noget om coronakrisen fra et andet perspektiv. Den kan sige noget til alle andre, der oplever personlige kriser. Den kan give folk en oplevelse, håber jeg. Samtidig synes jeg, at det er sjovt at udgive en digtsamling om mit forløb. Og sidst, men ikke mindst, håber jeg, at den sætter fokus på det at være organdonor.

Hvad ligger der i titlen?

- Livets pust er både det, der kan puste dig omkuld. Men titlen handler også om, at livet tager dig med på rejser - livet puster til dig, og du kommer forskellige steder hen. Så Livets Pust er livet - og man må håbe, at det bringer dig hen, hvor du gerne vil hen...


Nogle af Klyvers digte

Jeg har samlet

esser og sejre

fodboldkort og idoler

kapsler og mønter

frimærker og fjerne destinationer

magneter og rejsemål

caps og ungdommelighed

minder.

Skal jeg samle dage?

--

Jeg prøver ikke at skabe et godt liv

men at leve et, der har en fremtid

nyde mine laster

acceptere deres konsekvenser.

Kombinere nytid og fremtid

så fremtiden ikke stjæler nytiden

og omvendt.

Fuck, det er let at skrive

Svært at leve.

--

En verden åbner sig.

En ny verden

med muligheder, chancer og tilfældigheder.

Jeg tog livet som risiko for at få det tilbage.

Jeg fik det.

--

Pust

alt hvad du kan

alt hvad du har

det sidste

det genvundne

--

Det genvundne er det bedste.

Nyd det, elsk det

respekter det

men også

andet og andre

Annonce
Erhverv For abonnenter

Annette sælger butikken i Foldegade: 'Jeg savner simpelthen at komme til at bruge mine hænder igen. Nu skal det være'

Danmark

De seneste coronatal: Otte døde og 50 færre indlagte

Annonce
Annonce
Annonce
Vejle

Ikke kun til gravøl: Bryggeri er brændt inde med masser af øl - nu kan du hente dem til en tredjedel af prisen hos Vejle Boldklub

Erhverv For abonnenter

Byggeaffaldet tårner sig stadig op i Højen, selv om virksomheden betaler tusindvis af kroner i bøde hver måned:  'Vi er i fuld gang med at løse problemet'

Kultur

Hvilken er din favorit? Efter 1600 festivalkoncerter: Her er den bedste og den værste set og hørt af anmelderen

Sport

Se billedet: De byggede et stort Eiffeltårn - i ren chokolade

Analyse: Bankerne betaler ikke negative renter længere. Gør du?

VEJLE

Første varsel om muligt trafikmareridt: Om tre uger spærres vital bro en hel weekend - senere skal den rives ned og genopbygges

Vejle For abonnenter

Her er ugens bolighandler i Vejle Kommune: Sælger fik det dobbelte for huset

For abonnenter

Glohed efterspørgsel på brændeovne: Hver måned sætter virksomheden ny rekord

Vejle

Se video: Gigantiske mængder af sten bliver plumpet i Vejle Fjord: Her skal kunstige rev skabe liv

For abonnenter

Meningsmager Gitte Seeberg: Vi vil ikke være til grin for vores egne penge, kære politikere - hvorfor koster benzin dobbelt så meget herhjemme som i USA?

Vejle

Morten D. D. boykotter DR: - I behøver ikke ringe en anden gang

Alarm 112 For abonnenter

De brølende 70'ere: 'Hit med pengene': Sparekasserøver var rystende nervøs

Kultur

Kan du løse gåden: Den kan tale, den kan skrive. Hvad er den? Preben giver dig svaret - og løfter sløret for et par nyheder

Annonce