Annonce
Indland

Professor: Inaktiv barndom kan være svær at vende som voksen

Sara Gangsted/Ritzau Scanpix
Børn, der ikke bevæger sig, har sværere ved at komme i gang med motion som voksne, påpeger professor.

Selv om de fleste børn bevæger sig for lidt i det daglige, kan udviklingen stadig vendes i de senere teenageår eller som voksen.

Det bliver bare sværere at vænne kroppen til motion, hvis man ikke har været vant til det som barn.

Sådan lyder det fra Jens Troelsen, der professor på Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet (SDU).

- Løbet er ikke kørt, selv om man har ikke været fysisk aktiv som barn.

- Vi ved bare fra forskningen, at det er sværere for voksne i dag, som ikke har været aktive fysisk som unge, fordi man ikke har været vant til at være forpustet, stakåndet og at svede, siger Jens Troelsen.

En ny undersøgelse fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO viser, at 84,5 procent af danske børn mellem 11 og 15 år bevæger sig under en time om dagen.

Jens Troelsen vurderer, at der først og fremmest bør sættes ind, mens børnene stadig er børn.

- Jeg kan godt frygte, at den store mængde af børn, der er i dag er inaktive, kan få svært ved at komme i gang som voksne.

- Det er aldrig for sent at gøre noget, men vi skal gøre mere for, at den her generation af kommende voksne kommer i gang med mere fysisk aktivitet som børn, siger Jens Troelsen.

Inaktiviteten blandt børn vækker også bekymring hos Danske Regioner, der driver landets sundhedsvæsen.

- Det er bekymrende, at så mange unge ikke bevæger sig nok, fordi vi ved, at fysisk og mental trivsel hænger sammen, siger Karin Friis Bach (R), der er formand for sundhedsudvalget i Danske Regioner.

- Når man ser på det ud fra et folkesundhedssynspunkt, er det bekymrende, fordi vi ved, at det kan føre til livsstilssygdomme, når man bevæger sig lidt, siger hun.

Jens Troelsen fra SDU mener, at ansvaret er i en Bermuda-trekant bestående af forældre, skole og samfundet.

- Der er flere, der skal løfte i flok. Vi skal som forældre være opmærksomme på, at vores børn ikke sidder for mange timer foran en skærm, men skolerne skal også i højere grad sørge for at få bevægelse tænkt ind i undervisningen og frikvarterne.

- Samtidig skal samfundet sørge for cykelstier og legepladser, som ikke kun er for de mindste børn under seks år. Der skal også være steder at hænge ud for de ældre børn, hvor der også er tænkt bevægelse ind, siger han.

/ritzau/

Annonce
Link til undersøgelse
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv For abonnenter

Efter bekymrede miner og bredside til politikerne: Vi tjekker Vejles gågade for tomme butikker

Annonce