Annonce
Trekantområdet

Prognose: 9318 borgere i Kolding bliver smittede, men det går langsommere end frygtet

Krisestabschef Thomas Boe trækker vejret lidt roligere efter den seneste udvikling i antallet af nye smittede. Arkivfoto: Palle Peter Skov
Lettelse i Kolding Kommunes krisestab på baggrund af udviklingen i antallet af nye corona-smittede. Kurven flader ud, og så kan kommunens beredskab bedre nå at følge med, siger kommunaldirektøren.

Kolding. Krisestaben i Kolding Kommune tørrede sveden lidt af panden, da de ovenpå weekenden vurderede udviklingen i antallet af nye coronasmittede i kommunen i de kommende uger.

For mens kommunens beregninger på baggrund af Sundhedsstyrelsens tal i fredags så ud til, at antallet af nysmittede borgere pr. uge i Kolding Kommune ville nå toppen i næste uge med 2060 og yderligere 1940 nye coronaramte i ugen efter påske, så ser det nu ud til, at kurven flader lidt ud.

- Det ser ikke længere ud som om, vi kommer op og peaker med 2060 nye smittede i næste uge alligevel. Det flader mere ud, siger krisestabschef og kommunaldirektør Thomas Boe, mens de nyeste landstal for udviklingen af coronasmitten er ved at blive regnet om til Kolding-tal. De præcise tal har krisestabschefen derfor ikke endnu.

Annonce

Nye smittede

Kolding Kommune har på baggrund af Sundhedsstyrelsens tal om forekomsten af coronasmittede på landsplan i gennemsnit vurderet hvor mange smittede, der er i kommunen. Der er ikke tale om faktuelle tal, men en beregning:

Uge 11: 0,4 procent/39 borgere.

Uge 12: 3,2 procent/300 borgere.

Uge 13: 9,2 procent/861 borgere.

Det var før weekenden forventet, at tallene ville udvikle sig således:

Uge 14: 19,8 procent/1847 borgere.

Uge 15: 22,1 procent/2060 borgere.

Uge 16: 20,8 procent/1940 borgere.

Uge 17: 10,6 procent/985 borgere.

Uge 18: 8,6 procent/804 borgere.

Uge 19: 1,2 procent/115 borgere.

Puha

Kommunens krisestab lægger fortsat til grund, at 10 procent af Koldings borgere - nemlig 9318 personer - bliver ramt af Covid-19, før pandemien er ovre. Ud af alle disse tilfælde vil 10 procent eller 931 borgere komme i kontakt med sundhedsvæsenet, og 186 vil blive indlagt på enten en somatisk eller en intensiv afdeling, lyder prognosen.

Også de tal har baggrund i Sundhedsstyrelsens aktuelle vurderinger.

- Men vi er allesammen blevet gode til at tage de forholdsregler, vi bliver bedt om, og vi er blevet bedre til at isolere os. Og puha, det betyder rigtig meget for os.

- For det er meget bedre, at vi har travlt over flere dage, end at vi har alt for travlt på færre dage. Så kan vi nemlig nå at håndtere de syge borgere, vi som kommune skal tage os af. Der er jo en grænse for hvor mange sygeplejersker, vi har til rådighed. Nu ser det ud som om, vi lettere kan følge med, siger Thomas Boe.

Tomme endnu

Kolding Kommunes ansvar er at tage sig af de syge borgere, som må skrives ud fra sygehusene med andre sygdomme før tid, fordi de må vige sengepladserne til alvorligt syge Covid-19-patienter. Og den type patienter har Kolding Kommune gjort klar til at tage imod mange af.

Kommunen har således 25 ekstra senge klar på sundhedscentret, 10 er redt op i den tomme institution Marielund ved Skovbrynet, og syv pladser står klar i det tidligere plejehjem i Sdr. Bjert.

Desuden stiller Comwell 90 senge til rådighed for Kolding Kommune på hotellet på Skovbrynet, hvis der bliver brug for det.

- Sengene står stadig tomme, oplyser Thomas Boe.

Kolding Kommune bruger blandt andet sine lokale prognoser til at vurdere behovet for at indkalde personale til at tage sig af hjemsendte syge borgere.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce