Annonce
Vejle

Sundhedsskoven udsættes: Fonde venter på kommunen

Siden 2017 har Vejle Kommune arbejdet med at udvikle Sundhedsskoven i Store Grundet Skov. Det er lykkedes kommunen at opnå ekstern finansiering på knap fire millioner kroner. Arkivfoto: Vejle Kommune
Fonde og foreninger venter på, at Vejle Kommune selv finder to millioner kroner til anlægget af Sundhedsskoven i Store Grundet Skov, før de udbetaler deres bevillinger. Men det trækker ud.

Vejle: Planerne med at rejse Danmarks største sundhedsskov i Store Grundet Skov ved Vejle Sygehus udsættes.

Vejle Kommune mangler at stille med to millioner kroner, og projektet kan ikke gå i gang, før pengene findes. Trygfonden og 15. Juni Fonden har i mere end et år reserveret over 2,5 millioner kroner til udvikling af Sundhedsskoven, og de forventer, at Vejle Kommune også bidrager.

I natur- og miljøudvalget har man fundet 400.000 kroner, og derved mangler man 1,6 millioner kroner. Det var ellers meningen, at de penge skulle findes ved budgetforhandlingerne, men her kom Sundhedsskoven ikke på banen. Politikerne i natur- og miljøudvalget har nu sendt sagen videre til økonomiudvalget for at finde en løsning, for fondene er begyndt at rykke.

Det fortæller formanden for udvalget, Karl Erik Lund (DF).

- Jeg havde Sundhedsskoven som et ønske til budgetforhandlingerne, men det var ikke lige det, som blev prioriteret. Nu prøver vi at finde pengene på en anden måde, så vi ikke mister fondsbevillingerne ud af kassen. Jeg tror på, at vi nok skal finde en løsning, siger Karl Erik Lund (DF) og afviser, at projektet er i fare.

Hvorfor stiller I ikke bare med den egenfinansiering?

- Vi har ikke alle pengene i natur- og miljøudvalget, og Sundhedsskoven hører også under sundhed- og forebyggelsesudvalget, og her kunne man også have budt ind med noget til budgettet, siger han.

Det er nu på tale, at Sundhedsskoven etableres over tre år i stedet for de nuværende planlagte to år for at reducere den årlige medfinansiering.

Annonce

Sundhedsskoven

  • 2017 købte Vejle Kommune 63 hektar bynær skov mellem Grundet og den bynære del af Grejsdalen.
  • Skoven skal blive til Danmarks største sundhedskov.
  • Sundhedsskoven er et projekt, som involverer blandt andet Vejle Kommune, Kræftpatienternes Hus Vejle og Psykiatrisk Afdeling på Vejle Sygehus. Målet er, at forskellige patientgrupper kan benytte skoven som et sundhedsfremmende element i deres behandling.
  • Projektet anlægges for cirka seks millioner kroner. Vejle Kommune skal finansiere to millioner kroner. Derudover donerer Trygfonden to millioner kroner, over en halv million kommer fra 15. Juni Fonden, og ligeledes er der en halv million kroner fra Friluftsrådet undervejs.
  • Derudover bidrager Region Syddanmark med 750.000 kroner.

Arbejde bedre sammen

Søren Peschardt, medlem af natur- og miljøudvalget for Socialdemokratiet, mener, at en udskydelse gavner projektet.

- Det er godt nok, at vi får noget mere tid, ellers var Sundhedsskoven faldet til jorden. Nu kan vi få økonomiudvalget til at vurdere økonomien, men også forholde sig til, om det er noget, vi skal prioritere. Det mener jeg i høj grad, at vi skal, siger Søren Peschardt (S)

Han mener, at Sundhedsskoven ikke er blevet prioriteret godt nok.

- På tværs af fagudvalg har vi ikke været gode nok til at samarbejde. Skoven handler i grad om sundhed og forebyggelse, men jeg føler ikke, at sundhed- og forebyggelsesudvalget har bidraget nok til projektet, siger Søren Peschardt (S).

I sundhed- og forebyggelsesudvalget afviser formand Peder Hummelmose (V) kritikken.

- Vi vil gerne gøre det til et fælles projekt, og vores to udvalg skulle have mødtes inden budgetforhandlingerne for at få afklaret, hvordan vi sikre finansieringen, men det fik vi desværre ikke gjort. Nogen troede, at vi havde sat penge af, og andre troede, at det hele lå i natur- og miljøudvalget. Der er sket totale misforståelser, og vi skulle have talt bedre sammen, siger Peder Hummelmose (V).

Skov på skrump

For et halvt år siden ramte Sundhedskoven også bump på vejen. Det lykkedes ikke kommunen at finde de 9,6 millioner kroner, som var afsat i det oprindelige projektplan. Derfor skrumpede skovprojekterne med 3,7 millioner kroner.

Det betyder blandt andet, at flere udsigtspunkter ikke bliver ikke anlagt. Flere faciliteter på terapiområdet som træterrasse og frugtbuske sløjfes også indtil videre.

Formand Karl Erik Lund (DF) mener dog stadig, at det er muligt at søge om nye fondsbevillinger senere.

Økonomiudvalget skal på sit næste møde tage stilling til Sundhedsskoven og til, hvordan de 1,6 millioner kroner skal findes.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Genlæs livebloggen: MeMu beholdt stjernen

Give

Fantasien fik frit løb på "skriverlejr"

Danmark For abonnenter

Tusindvis af borgere betaler allerede mere end gennemsnittet: Nu risikerer de højere skat efter udligningslussing

112

Se de friske billeder: Det er mandag, og nu kan vi se, hvor hårdt det gik for sig

Annonce