Annonce
Klumme

Provsten fortæller om afskeden med barndommens trygge land: 'Nej, - barbermaskinen behøver du nok ikke lige med det første!'

"Jeg var spændt, mor græd sine modige tårer, og far kunne ikke få et ord over sine læber," skriver lørdagsbanditten om afskeden med Hurup. - Han nævner ikke, hvordan rejsen søndenfjords foregik. Men det kan godt have været med et tog som dette. Foto: Mef.ellingen/Wikimedia
Annonce

I urtiden befalede Gud Abraham at bryde op og drage ud fra sin by. Og Abraham samlede alt sit sammen og begav sig ud i det, han ikke vidste noget om. Han rejste mod et sted, der ikke rummede nogle kendte tilknytningspunkter. Han rejste uden frygt i troen på, at Gud var med ham.

Ja, ja, jeg ved det godt! Det er lidt patetisk, at jeg henholder mig til Fader Abraham, når nogen spørger mig, hvorfor jeg nogensinde forlod min hjemegn, når den alligevel aldrig vil slippe mig. Og det var da heller ikke Gud, der sendte mig bort fra det hellige land. Det var nødvendigt for at få en uddannelse, jeg kunne leve af. Mine praktiske evner var ikke-eksisterende. Hænderne vendte forkert. Så noget måtte ske. Drag op fra dit land, drag ud fra din by, min ven, lød det.

Opbruddet skete derfor en sensommerdag for mange år siden. Solen stod højt på himmelen og kastede lys over hus og hjem. Men ellers var det ikke nogen let dag, og det var slet ikke nogen let afsked, der forestod.

”Husk din tandbørste - og barbermaskinen?”, sagde mor, idet hun med et tårevædet blik strøg mig let over den dunbløde kind. ”Nej, - barbermaskinen behøver du nok ikke lige med det første!” Mors stemme knækkede over i samme nu!

Mor var 40, og far var 47, da jeg kom til verden. Min far og mor var altså ikke bare modne, men fuldmodne forældre gennem hele min opvækst, tør jeg godt sige. Eller som mine ældre søskende plejer at opmuntre mig: Man kan godt sige, at du var - om ikke en fejltagelse - så i hvert fald et lille uheld.

Lørdagsbanden

Lørdags-banden består af tidl. folketingsmedlem Karen J. Klint (S), tidl. minister Flemming Hansen (K), Messe C-direktør Grete Højgaard, festivalkaptajn Lars ”Charlie” Mortensen, områdedirektør i Sydbank Tina Kromann Lyngsø og provst Børge Munk Povlsen.

Eneste trøst i den sammenhæng er, at de trods alt altid lægger vægten på lille!!!

Jeg plejer til gengæld at replicere, at jeg vel nærmest var fuld gevinst for far og mor efter de to halvkiksede første forsøg. Det synes de ikke er sjovt!

Hurup, hvor vi boltrede os, var en storby efter datidens målestok. Indbyggertallet nærmede sig de 3000, da jeg var på vej ud i verden. Det var ikke en erklæret købstad, Det var en fejl. Det burde det have været! Der var ikke nogen, der boede i byen, der var i tvivl om byens potentiale. Man havde kigget på købstaden Skjern og dernæst rystet på hovedet. Lad det være sagt: Hurup var mere end Skjern.

Men det forlyder, at en delegation fra Bedsted, Gettrup, Koldby og Vestervig med medløbere fra Ydby og Uglev havde været i samråd i Folketinget med det ene formål at forhindre, at Hurup fik rang af købstad. Det fik betydning. Hurup mistede den soleklare ret til æren.

Dette til trods for, at byen både havde posthus med postmester og politistation med egen politimester. Derudover havde byen en privat realskole. Køreprøver blev i mange år gennemført i staden Hurup. Først, da der kom krav om lyskryds ved køreprøver, blev alle potentielle kandidater tvunget til Thisted med henblik på erhvervelse af det lyserøde vidnesbyrd om ret til at føre et køretøj. Fuldkommen latterligt! Thisted var intet i sammenligning med metropolen i Sydthy.

Jeg havde gennem barndommens år spillet fodbold på de fleste af byens gadehjørner og størstedelen af egnens fodboldbaner. Det kan da godt være, at det ikke var helt på Maradona-vis, men jeg hørte engang nogen hviske om, at der så bestemt var glimt af Pelé i nogle af detaljerne. Eller i hvert fald Villy Ekmann og Bette Sigfred Mejerist.

De to sidste var stjerner på det lokale andet-hold i serie 5. De var begge ualmindeligt hjulbenede, og vi puslinger prøvede altid at gå lige så hjulbenet som dem, når vi stavrede os gennem storbyen. Der var noget John Wayne over det.

Villy Ekmann var tillige slagter og havde en forbløffende god akkord omme på Sydthy Andels-Svineslagteri, hvor han var en anset ansat.

En del af akkorden var et, skal vi sige frimodigt garageudsalg af flæskestege og grisesylte til fornuftige priser ved juletid og, nå ja, til alle andre tider. Villy meddelte ved hver enkelt afregning, at den enkelte selv skulle melde besparelsen til kæmnerkontoret. Det bøvl gad Villy bare ikke. ”Jeg har også andet at bestille,” som Villy udtrykte det kontant. Det havde han ret i!

Enhver vidste også, at alle byens borgere meldte alt ind til beskatning fuldstændig præcist. Der var balance. Alle skulle have løn - også kæmneren. Som også var en mageløs hædersmand, der kendte til det fine omkvæd:

”Riv i marken let” | det er gammel ret,

Fuglen og den fattige | Skal også være mæt!

Der var heller ikke i byen mange kuglebaner, hvor jeg ikke havde ladet marmor- og glaskuglerne trille. Og havde vundet! Eller pløkket byens fremmeste kuglespillere, som vi udtrykte os. Der var ellers to mestre, der overgik os alle. Det var Knud Larsen, Dyne-Larsens storebror. Det fortæller vel alt, går jeg ud fra. Han var god, fordi han var så stærk, at han altid var den, der fastsatte reglerne for spillet.

Men så var der også min barndomsven Knud Kongensgaard. Han var ikke bare et talent. Han var en fremragende kuglespiller. Han overgik os alle på alle parametre i kuglespillets ædle detaljer. Det var golf, før golfen blev opfundet!

Min bror påstod, at det var en almindelig opfattelse i stationsbyen, at jeg nok ikke var rigtig klog. Det hang sammen med, at jeg de første år af mit liv ifølge overleveringen dagen lang blev båret omkring, sat på gulvet, sat på bordet eller sat i et hjørne af stuen. Og så påstås det, at jeg ikke rørte mig ud af flækken. ”Du sad bare og kiggede ud i luften.”

Men sådan var det slet ikke, tør jeg godt sige. Det var vel snarere i de år, jeg grundlagde dybderne af megen original tænkning. Vores verdensberømte tænker Søren Kierkegaard var min ven. Han sad altid på min skulder - med frygt og bæven!!! Vi var altid i en løbende dialog. Og når jeg så også bar hjemstavnsdigteren Hans Bakgårds digte og tanker med mig i hjertet, var det intellektuelt store sager, som ikke mange kunne matche, tør jeg godt sige.

Nå ja, måske var det mest mig selv, der tænkte sådan. I al fald ryster min søster på hovedet, når jeg fortæller hende det. Hendes kærlighed tvivler jeg såmænd ikke på. Men på trods af det har hun en gang udtalt, at jeg nærmede mig femårsalderen, før jeg trådte mine første skridt.

Det er et meget vidtløftigt udsagn, der naturligvis ingen bund har i virkeligheden. Selv husker jeg såmænd, som var det i går, mit første frydefulde skridt. Det var i det øjeblik, jeg trådte ud af moders liv. Der var simpelthen blevet for trangt! I selv samme nu stod solen, lyset og stjernerne, skarpt - allerede på min første dag! Det flyttede noget og fyldte mig med ro, tålmodighed og glæde. Men også en nysgerrighed på livet. Jeg ville vide mere, som det hedder. Skal vi sige, at jeg fra begyndelsen var bredt nyhedsinteresseret.

I tiden ind til dagen, hvor jeg brød op fra mit hjem og mit land, blev der analytisk i mange fodboldklubber i landsdelen gisnet om, hvor langt mit talent mon kunne række. I skakkredse kiggede man også årvågent i min retning. Det tror jeg i hvert fald. Jeg var ligeledes en af Thisted Amts hurtigste på en 60-meter. Egentlig er det underligt, at jeg har svært ved at opdrive dokumentation for alt dette i egnens lokalhistoriske arkiver.


Nu var dagen altså oprundet. Jeg skulle lægge det hellige land bag mig og drage søndenfjords. Til seminariet i Nørre Nissum.


Men nu var dagen altså oprundet. Jeg skulle lægge det hellige land bag mig og drage søndenfjords. Til seminariet i Nørre Nissum.

Over sommeren havde det meste været fint. Jeg havde dagligt revet gruset i gården næsten uden påtale. Havde efterfølgende vandet pladsen med ukrudtsdræber!

Bilerne, vi havde mange, havde jeg spulet og støvsuget mere og bedre, end man kunne forvente.

Jeg var spændt, mor græd sine modige tårer, og far kunne ikke få et ord over sine læber. Han var hel jordnært i færd med at få ild på sin pibe. Det brugte han altid meget tid på, fordi han var en tænksom og nøjsom mand. Han skrabede aldrig sin pibe ud før alle - ALLE - blade var gennemrøget eller i hvert fald gennemsodet. Det sidste fordrede, at meget, meget spyt blev sendt gennem piberøret til hovedet. Det var far perfekt til. Denne dag var spyt-tilstrømningen større end set i mange år. Vandet drev løb uafladeligt fra øjne og pibe.

Abraham var 75! Jeg var 19, da jeg således drog op fra Hurup i Thy - for aldrig siden at vende permanent tilbage! - Med tiden fik jeg endog brug for barbermaskinen!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Vejle

Politikerne har været til terminsprøve: Læs, hvad de siger til karaktererne

Sydjylland For abonnenter

Nu stiger bogormen fra Løgumkloster til tops i Venstre: Her er Stephanie Loses vej til næstformandsposten

Danmark For abonnenter

Lars Krarup i sit sidste interview om Venstre: Støjberg og Ellemann har skuffet

Annonce