Annonce
Debat

Provsten fortæller om et mindeværdigt årsmøde: 'Der var egentlig beregnet et glas vin pr. mand. Men ...'

Det er de færrest forundt at have oplevet et "Babettes Gæstebud" på egen krop og sjæl - men ugens lørdagsbandit har prøvet det... oppe ved Jammerbugten. Foto fra filmen fra 1987
Annonce

Det ligger efterhånden en del år tilbage. Der var årsmøde i Danmarks Provsteforening. Det er min faglige forening. Vi er omkring 103 provster fordelt ud over riget.

Årsmødet i provsteforeningen afvikles hvert år i september måned, når himlen er blå! Det placeres på skift i landets 10 stifter. Det er fint. En enkelt gang i forrige årtusinde blev årsmødet ovenikøbet placeret på Færøerne. Det var ikke bare fint, men fantastisk.

Vi fløj derop i to forskellige fly. Halvdelen i hver. Man ville ikke risikere at miste alle landets daværende provster på én gang, hvis alt gik galt og et fly styrtede i Atlanterhavet. Det ville ellers have åbnet for et aldrig tidligere set karrierefremmende projekt blandt landets præster.

Og det skal da siges, at der blev gisnet om, hvad indholdet mon var i de bønner, der blev formuleret hjemme i fædrelandets præstegårde. Alt gik dog godt.

Lørdagsbanden

Lørdags-banden består af tidl. folketingsmedlem Karen J. Klint (S), tidl. minister Flemming Hansen (K), Messe C-direktør Grete Højgaard, festivalkaptajn Lars ”Charlie” Mortensen, områdedirektør i Sydbank Tina Kromann Lyngsø og provst Børge Munk Povlsen.

Nogle påstod ganske vist, at det var en urimelig luksus, at det kostede en halv bondegård eller spidsen af en jetjager at liste os derop. Det kan jeg dog ikke tro havde noget på sig!

Ganske vist er det dog, at en højtstående embedsmand i ministeriet, der havde nikket ja til rejseprojektet efterfølgende fik titel af kommitteret i ministeriet. Jeg synes, det lød fint, men det var det vist ikke!! Han blev sparket opad …, som det hedder. Siden hørte man kun fra ham, når han var til årsmøde i krematorieforeningen eller til tandlæge i Flensborg. Pyt nu med det! Han var god nok og ville det bedste for sine medmennesker.

Noget helt andet er, at når man, som jeg, er født og opvokset i den yderste udkant af Danmark, er det lidt eksotisk at komme landet rundt over år. Man opdager, at der også er andre udkanter, der ligger i et charmerende lys andre steder i landet.

Ja, man opdager ikke så sjældent, at det hverken er udkanter eller rådne bananer, men yndefulde vandkanter eller plukkemodne meloner, som man snarere burde kalde dem. Hvis man da tør udtrykke sig sådan i disse tider!

Man får på den måde set Danmark og ikke mindst landets forskellige kirkelige udtryk. Man får set, at der døbes og holdes nadver på evangelisk-luthersk vis - også andre steder, hvis nu man skulle være i tvivl. -

Selv på Christiansø og Ertholmene, tæt på Baltikum eller det, der engang var det gamle kommunistiske Rusland, er man ærkelutheranere, og så kan de bare komme an ”de skide kosakker” med alle deres russisk-ortodokse røgelsespinde.

Det år, jeg har i tankerne, fandt årsmødet imidlertid sted på et hotel højt oppe i Nordvestjylland. Nærmere betegnet i Jammerbugt Provsti. Nogle vil nok tænke, at navnet lyder ildevarslende. Men der var godt nok ikke meget jammer over det i de dage, hvor vi var på besøg!!! Slet ikke.

Vel, når ret skal være ret, var hotellet måske ikke lige at ligne med d’Angleterre. Der manglede lidt! Det var et hotel, der først og fremmest var i brug om sommeren. Den øvrige del af året er jeg ret sikker på, at hotellet for det meste var lukket ned.

Man kunne lugte det! Der var først lige lukket op for varmen fra morgenstunden af. Til gengæld var alle radiatorer sat på fuldeste blus. Klimatænkning var det ikke, men der var noget hjemligt over det.

I anledning af årsmødet var hotellets gæstfrihed fundet frem til en hjertelig modtagelse af cirka 90 provster fra hele landet samt en lille stab af medarbejdere fra ministeriet. Det var, som det skulle være. Vi blev indkvarteret på værelser med fine ryatæpper, herlige bibelske reproduktioner og gardiner af den allertungeste slags. Husker jeg ret var der også et sort-hvidt tv med analog antenne og en enkelt kanal.

Vi fik båret kufferterne ind, fik tilsluttet kuffertbaren til en transformator. Alle provster nettede sig, før velkomstmiddagen. Det var klogt med denne mentale forberedelse, for middagen skulle vise sig at blive en åbenbaring af herligheder for de allerfleste. Der ventede en gourmet-middag i særklasse. Fire retter. Tarteletter med høns i aspargessovs, hønsekødsuppe med kød- og melboller, flæskesteg med sprød svær, dertil brun sovs og rødkål. Endelig til dessert trefarvet skære-is af den legendariske slags med jordbær-, chokolade- og vanille-striber.

Alle de deltagere, som alene havde levet deres liv øst for Storebælt, var målløse. Disse borgere, der af jyder i en samlet sum kaldes for ”københavnere” havde kun hørt eller drømt om disse livsalige mundfulde, der altid har levet deres eget liv i det jyske.


Der blev sunget højt, fordi de ville. Den aften sang de med en glød og med en styrke, som man fremdeles taler om i Jammerbugten.


Sprød svær var for første gang himmerigsmundfulde for en stor klerikal skare. Selv svorne vegetarer og veganere skovlede ukritisk retterne ind i ”skufferne”. Men der var flere herligheder i vente. Tallerknerne var ekstraordinært store, specialfremstillede til forbrugere, der i deres daglige dont arbejdede med kultivering af den jyske muld. Og nok så bemærkelsesværdigt var det rene pokaler, der gjorde det ud for vinglas.

Der var beregnet et glas vin pr. mand. Imidlertid var denne oplysning aldrig nået frem til de unge gymnasiepiger fra Fjerritslev og Thisted gymnasier, der for en aften var hidkaldt som ekstraordinært serveringspersonale og gjorde det fremragende.

En provst, jeg husker ikke hvorfra, bad stilfærdigt en af de unge serveringsdamer om en refill af rødvinen. Det blev med det samme efterkommet. Servitricen havde muligvis sin debut i tjenesten den aften. Hun ville gøre det så godt som muligt for gæsten. Hun fyldte glasset til randen. Ja, hvorfor ikke, tænkte hun tydeligvis. Der var jo rigeligt plads i glasset. Der kunne være tæt på en halv liter i glasset.

Provster er vant til at føre tilsyn. Det lægger man selvfølgelig ikke fra sig i festligt lag.

Snart gik det som en steppebrand op og ned langs bordene i Jammerbugten, at der var mulighed for refill. Smilene blev brede hos dem, der var rejst langt. Der blev glæde og lys. Støjniveauet løftede sig til hidtil ukendte højder.

Og selvom alle fromhedsforskrifter var fulgt, der var sunget til bords og takket for maden, ja, så insisterede en lille flok af deltagerne på, at der også blev sunget fra bord. ”Ham takker alle vi med sang” lød med en kraftfuld manifestation, som kun kendes, når et lands provster synger af fuldeste bryst. Ikke nødvendigvis, fordi de kan synge. Her taler vi slet ikke om kvalitet i gængs forstand. Der blev sunget højt, fordi de ville. Det var en indre drift. Og den aften sang de med en glød og med en styrke, som man fremdeles taler om i Jammerbugten.

Det var på alle måder en herlig aften - måske lige indtil det tidspunkt, hvor generalforsamlingen tog sin begyndelse. Alle procedurer blev besværliggjort af provster, der i meget højt humør med fyldte pokaler i hånd, lettere forsinket tilsluttede sig forsamlingen. De forlangte ustandselig skriftlige afstemninger om valg.

Det illustreres måske allerbedst af det faktum, at der var hele otte opstillede til dirigentposten. Og sådan fortsatte det slag i slag.

Siden det år er generalforsamlingen altid blev afholdt om eftermiddagen før middagen på anden-dagen. Og middagen er blevet garneret med mere ufarlige og mindre slagkraftige væsker.

Men der er stadig provster, der med glæde og lys i øjnene tænker tilbage på den forsmag af det store himmelske festmåltid, man indtog i Jammerbugten.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

To børnehaver i Vejle ramt af corona: 51 børn og 11 voksne sendt hjem

Vejle For abonnenter

Ny vej fra ådalen til Uhrhøj rammer familie med fem børn: Kjærs jord bliver skåret midt over

Annonce