Annonce
KLUMME

Provsten tæller ned til slægtstræf og fisketapas: 'Moster Anna var høj, mørk og smuk - hun gav os et glimt af Paradis'

Havet satte stemningen i slægtens liv, tænker jeg. Der var altid en alvor bag alting, skriver Børge Munk Povlsen. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

I dag er der slægtstræf i min familie på min mors side. For nøjagtig to år siden døde min moster, som den sidste af otte søskende. Havde hun levet, ville hun i næste måned fylde 100 år. Sådan gik det ikke, og det var hun svært tilfreds med, for hun var mæt af dage.

Men det var alligevel sært vemodigt at sige farvel til den sidste i forældregenerationen, selvom vores moster var en meget gammel kone, der havde levet et langt og godt liv og efterhånden kun havde et ønske om, at hun måtte få lov til at dø.

Det er jo også for os med gråt hår og høje tindinger den gamle tanke om, at når forældregenerationen ikke er her mere, rykker man i næste række mærkbart ud på kanten.

Annonce

Selv om de gamle er skrøbelige og ikke tager så meget af for vinden i familieskoven som tidligere, efterhånden som årene går, så er der alligevel en ubestemmelig tryghed i, at de er der. De er der med hele slægtens historie og giver os i en vis forstand den identitet, som vi på godt og ondt bærer med os.

Min moster hed Anna Munk. Hun var en kæmpe. Som nævnt den sidste i en stor søskendeflok. Født helt ude i kanten af Danmark. I Nørre Vorupør, ved havet, der både var det afgørende grundlag for liv, afgørende for, at der kom mad på bordet. Men også det hav, som altid rummede en afgrund af frygt, når uvejret brød løs og de kære befandt sig i afgrundsdyb rædsel i brændingen mellem liv og død.

Lørdagsbanden

Lørdags-banden består af tidl. folketingsmedlem Karen J. Klint (S), direktør for DGI Huset Vejle Roland Christiansen, skuespiller Maria Skuladottir, festivalkaptajn Lars ”Charlie” Mortensen, områdedirektør i Sydbank Tina Kromann Lyngsø og provst Børge Munk Povlsen.

Det satte stemningen i slægtens liv, tænker jeg. Der var altid en alvor bag alting - også når munterheden var stor og latteren rungede. Og det gjorde den tit i slægten. Der var også et trosbåren håb og en taknemmelighed, hver gang fiskerne blev beskærmet og kom i land.

Det var og er den grundlæggende tone i vores slægts historie, som vi hver især i slægten måtte finde og fandt vores identitet i, hvor forskellige vi end er i dag.

Moster Anna var en kæmpe i kraft af det, hun var som menneske. Hun var ikke en åndsbåren intellektuel, men hun var så meget andet, og hun kunne så meget andet, der gjorde hende til noget helt særligt. Hun var en kæmpe af vilje, kraft, omsorg, overskud og kærlighed. Vi ved, at hun i sine velmagtsdage og højt oppe i årene var i besiddelse af en arbejdsevne og vilje, der var helt ud over det normale.

Moster var bare 43 år gammel, da hendes tilværelse med et forandredes, da hendes livs kærlighed døde ude på havet. I 54 år var hun enke. Hun var høj, mørk og smuk og med garanti en attraktiv kvinde.

Hun giftede sig aldrig igen, og selv om jeg ikke ved det, tror jeg heller ikke, at der nogensinde var andre mænd for hende end den elskede, hun havde mistet.

Onkels død skete kort tid efter, at der optimistisk lige var investeret i en ny fiskekutter. Ramona var den ”døbt”, og familien var næsten samtidigt flyttet i villa på Grundtvigs Alle i Esbjerg. Det meste tegnede lyst og lykkeligt, mener jeg at huske.

Onkel død var ikke alene en tragedie, fordi han var en elsket mand og far. Det var han nemlig, men hans død var også en truende økonomisk katastrofe. Hans arbejdsindsats var grundlaget for familiens daglige brød, mens moster holdt sammen på alt det derhjemme.

Men det blev helt kendetegnende, at moster ikke lod sig kue af sorgen og modgangen. Lod sig heller ikke overtale til at opgive hjemmet, om end det fordrede mere end hun i øjeblikket ejede for at kunne beholde det. Huset og hjemmet havde været en fælles drøm for hende og onkel, som hun ikke bare ville opgive. Og trods alle odds imod sig og den nærmeste families velmenende råd om, at hun burde sælge, kastede moster sig frygtløs ud i kampen for sine børns og sin egen overlevelse. Og hun klarede det. Hun duede - om nogen!

Jeg tror, at man i vores familie med bekymring og forbløffelse talte om den enorme opgave, moster tog på sig. Men skepsis blev efterhånden vendt til beundring. Moster arbejdede på det lokale missionshotel, hun påtog sig rengøringsopgaver, som hun alle dage var fremragende til.

Der stod enorm respekt omkring hende, hvor hun var. Hun var en arbejdsmæssig rollemodel for både helt unge og jævnaldrende.

Det var mange, mange timer hver uge, hun knoklede. Samtidig holdt hun sit hjem forbilledligt. Haven var en mønsterhave med snorlige kanter og et blomsterhav, som frydede hende. Der var ikke nogen, der skulle sætte en plet på hendes evner.

Hun var selvbevidst og stædig i enestående grad. Jeg ved, at hun også krævede meget af sine fire børn. De måtte tage fat og hjælpe. Og nok hersede hun udtalt med kærlighedens stærke arm, men jeg ved, at de bestemt også fik en hård opdragelse, vel også indimellem rigelig hård, men hun havde så klart sine forventninger til sine børn.

Moster var mildest talt ikke nogen curling-mor. Hun brugte heller ikke mange timer på at bygge legoborge eller læse i pixibøger. Men hun ville sine børns bedste - altid, og det tror jeg heller ikke, at de på noget tidspunkt var i tvivl om. Selvom hun ikke strøg dem med hårene, og de måske nok ind imellem syntes, at hun var for meget!

Den dybe respekt havde de for hende, og de oplevede også, at hun midt i de strenge forventninger til dem også var i besiddelse af en overraskende tolerance. Eller en intuitiv fornemmelse for, at det somme tider var mest pædagogisk at lade dem lære af smertelige erfaringer, af hvad art det nu måtte være.

For alle vi andre i slægten var det en gave, at vi var husket af moster. Helt tilbage i barndommen var det en fest, når hun kom på besøg. Vi nød det! Hun favnede os, og jeg ved, at hendes betydning som en kær søster og svigerinde var stor hjemme hos os og hos de øvrige søskende. Moster var også usædvanlig god til at lave mad og kunne lide det.

Det mærkede vi, når vi var på besøg i det meget gæstfri hjem i Esbjerg, og det mærkede vi såmænd også, når hun var på besøg hos os. Og når vi sad om et veldækket bord var det en del af herligheden, vi havde part i. Ja, et lysglimt fra Paradis.

Til det sidste fulgte moster også med i fodbolden. Hun var EfB-fan om nogen og ville helst ikke forstyrres, når hun skulle se fodbold. Hun kunne ikke begribe, at de stribede ikke var bedre. Og det tog hårdt på hende, da hun 14 dage før sin død så de stribede tabe til AGF. Det kom hun sig ikke over, selvom jeg forsøgte at trøste hende med, at det var en skæbne, mange andre superligahold ville opleve. Altså at tabe til AGF. Til det rystede hun energisk på hovedet.

Moster blev ved med at huske vores fødselsdage. Hun ringede op, men kunne ingen ting høre, som i ingenting, men hendes lykønskning skulle ikke mangle! Det var bevægende, og vi savner det muntre telefonopkald, når der er noget at fejre.

Moster blev ved med at huske vores fødselsdage. Hun ringede op, men kunne ingen ting høre, som i ingenting, men hendes lykønskning skulle ikke mangle!

Moster var præget af og tog hjemmets gudstro med sig. Hun levede af troen på, at døden ikke er det sidste, der er at sige om os, men at der er et håb ud over død og grav. Tilliden til, at vi som mennesker er skabt og hviler i Guds gode hænder, havde hun til det sidste. – Også selv om hun de seneste år ofte undrede sig over, at Gud ikke gav hende lov til få fred.

Moster slog ikke om sig med store teologiske udredninger. Hendes tro var jævn og enfoldig, båret af tillid til, at Gud vil os det vel, at vi må hvile ved Fadervor at bede.

I dag mødes fiskerslægtens efterkommere. Det bliver nok til fisketapas, og så sender vi taknemmelige tanker til moster, der som den sidste i den generation er gået forud. Ja - og til alle de andre, der nu har indtaget pladserne ved et endnu finere festbord!

Annonce
Vejle Boldklub For abonnenter

Karakterbogen: Stor VB-fremgang, men den rakte ikke i Brøndby - kun én faldt igennem, og det skyldtes et rødt kort

Trafik og politi

Følg med her: Få seneste nyt om trafik og politi

Danmark

Søndagens coronatal: 591 nye tilfælde af coronavirus det seneste døgn

Annonce
Annonce
Annonce
VEJLE

Brud på hovedledning ramte 12.000 husstande i Vejle: Nu skulle alle have vand igen, siger Trefor

Billund For abonnenter

Patrick er én af dem, der ikke passer ind i en kasse: Han flyder mellem det feminine og maskuline - og stiller nu op til kommunalvalget for Venstre

Erhverv

Tak for indsatsen: Jysk-ansatte bliver belønnet med million-bonus

Hedensted For abonnenter

Brokhovedet, der har en holdning til det hele: Uretfærdigheden over for den lille mand skubbede Jan ind i politik

Vejle

De får revet tøjet i stykker, holdt hovedet under vand og bliver puttet i en ligpose: - Mange har opdaget, at det er skræmmende i halloweenhovedstaden Vejle

Erhverv For abonnenter

Grillkyllinger og citronmåner er altid et hit: Se hele listen med Vejle-virksomheder, der er blandt de 1000 største i Danmark

Debat For abonnenter

Meningsmager Anders Samuelsen: Gad vide, hvad vi tænker om vores tid om 25 år?

Trafik og politi

Følg med her: Få seneste nyt om trafik og politi

Vejle

Se video: Ung landmand giver unge sygeplejersker anatomi-undervisning: 'Man lærer meget ved at holde et hjerte i hånden'

Rejser For abonnenter

Rejsekunde ville ikke betale et restbeløb for 'corona-dødsdømt' krydstogt: Det endte med at blive en dyr beslutning

Vejle For abonnenter

Her er ugens bolighandler i Vejle Kommune: Hus på Strandvejen solgt for 4,2 mio.

Vejle For abonnenter

Arnløv kan stå som sejrherre, men ende som taber, hvis Sikær og borgmesteren rotter sig sammen

Erhverv

Her er regningen: Vejles største boligforening måtte betale over en halv million kroner til lokal elektriker

Annonce