Annonce
Jelling

Publikum er loyale: Tre ud af fem beholder billetten til næste års Jelling Musikfestival

Tre ud af fem har holdt fast i årets billet til den aflyste festival. Den giver adgang næste år, og festivaldirektør Lars "Charlie" Mortensen glæder sig over at have så mange trofaste "fans" af festivalen. Arkivfoto: Jelling Musikfestival
Ansøgningsfristen om at få refunderet sin billet til Jelling Musikfestival er udløbet - og de fleste billetholdere er allerede klar til næste år.
Annonce

Jelling: Fristen for at få refunderet sin billet til Jelling Musikfestival udløb 31. maj. Det benyttede knap 40 procent af billetholderne sig af, og dermed har over 60 procent valgt at beholde deres billet.

Det luner hos festivaldirektør Lars "Charlie" Mortensen.

- Det var en meget positiv nyhed, og vi er rigtigt glade for det. Det viser, at vi har et meget loyalt publikum, og det giver os et godt udgangspunkt for næste års festival, siger han.

Andelen af beholdte billetter fordeler sig på både partout- og enkeltdagsbilletter, men han kan ikke sætte tal på, hvor mange billetter, der reelt er blevet i skrivebordsskufferne eller hænger klar på opslagstavlerne til næste år.

Til gengæld var han inden coronakrisens udbrud ikke i tvivl om, at festivalen også i år - for fjerde år i træk - ville blive udsolgt.

- Da coronavirus ramte, var partoutsalget på vej mod udsolgt, og med det vejr, vi fik, ville der helt sikkert også være blevet udsolgt af dagsbilletterne, siger festivaldirektøren.

Antallet af refunderede billetter ligger ved en festival som Roskilde noget højere - 85 procent - men det kan ikke helt sammenlignes, mener han.

- De fleste andre festivaler ligger på det niveau eller under det, vi gør. Roskilde havde været udsolgt længe, så det kan man ikke sammenligne. Desuden har vi en del unge under 18 år fra efterskolerne, og jeg forstår godt, at de ikke lige kan overskue et år frem og derfor har ønsket at refundere deres billet.

Annonce

Ingen umiddelbar fare

Op imod 35.000 gæster skulle have hygget sig med fire dages musik og fællesskab, og det gør stadig ondt at tænke på for festivaldirektøren, men økonomisk er festivalen som følge af aflysningen ikke slingret over i hegnet uden at kunne rejse sig.

- Det var den mærkeligste dag i festivalens historie, men det har ikke truet os på likviditeten. Vi afventer selvfølgelig stadig, hvordan hjælpepakkerne lander, så mange ting er ikke faldet på plads endnu, men der er ingen fare for økonomisk krise, fastslår han.

- Vi er på forkant med situationen, og vi har takket være vores konstruktion og vores loyale publikum styr på likviditetsbudgetterne, så alt er godt, fortæller han og beretter om, at mange har ønsket at donere deres billet.

Det kan bare ikke lade sig gøre, da vi så ikke har et overblik over, hvor mange billetter/gæster der reelt er på pladsen.

Festivalen opfordrer i stedet på sin hjemmeside til at støtte ved at købe noget merchandise.

Annonce

Optimistisk

Og næste års festival? Her er Lars "Charlie" Mortensens mavefornemmelse god.

- Jeg tror, publikum vil strømme til. Folk ønsker fællesskaberne, og de mange positive tilkendegivelser og det, at så mange har beholdt deres billet, viser, at man vil os. De trænger til at komme til festival igen. Vi var de første af festivalerne, der måtte aflyse, men når vi åbner for billetsalget igen 1. december, og hvis det går, som det plejer, så er jo godt på vej, da vi her plejer at sælge 10.000 billetter den første dag, siger Lars "Charlie" Mortensen.

Jelling Musikfestival 2021 finder sted i pinsen fra 20. til 23. maj.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce