Annonce
Ikast-Brande

Røde Kors-butik fik et imponerende overskud

De frivillige foran Røde Kors-butikken i Brande, der hver måned leverer et pænt overskud. Foto: Ejgil Jessen Hansen
Røde Kors-butikken i Brande gav 1.157.000 kroner i overskud i 2019.

Brande: Man skal helt igennem Røde Kors-butikken i Kirkegade i Brande for at mødes med Anni Kvist, der sammen med Lorens Thyssen udgør butikkens ledelse. Et meget lille, beskedent kontor, men det svarer fint til den ydmyghed, som Anni udviser i samtalen. Hendes opfattelse er, at hun blot er en del af et hold, som har leveret et fantastisk resultat i 2019. Hun sender gang på gang ”roserne” videre til de cirka 80 frivillige og slår fast, at hun er meget stolt af resultatet. Der var i 2018 et salg på 1.675.000 kr., og i 2019 var det steget til 1.837.000 kr.

Overskuddet var i 2018 på 857.000 kr., men i 2019 var det steget til 1.157.000 kr. En imponerende stigning, og som hun siger:

- Det er næsten 100.000 kr. i overskud om måneden, og det er meget, når man sammenholder det med Brandes størrelse.

Det er på alle områder, der bliver indleveret mere og mere. Både tøj, elektronik, møbler, bøger, service m.v., og samtidig kommer der flere og flere i butikken for at handle. Ledelsen i butikken har to forhold, som der lægges afgørende vægt på. Det skal være sjovt at være frivillig, og der skal tjenes penge. Der lægges ikke skjul på, at der bliver styret meget fra ledelsen, men det er en stor forretning, og det skal fungere hele året rundt. Det betyder også, at den enkelte ikke selv kan vælge, hvad hun/han gerne vil arbejde med. Det er afgørende, hvor der er brug for den pågældende. Der er aldrig blevet søgt efter frivillige. Nye frivillige kommer typisk ved, at nogle kender nogle.

Det er Anni Kvists opfattelse, at det typisk er det sociale, der får frivillige til at starte, og så er hun heller ikke i tvivl om at Røde Kors som hjælpeorganisation har et godt image i befolkningen. Anni Kvist roser, som tidligere nævnt, den store flok frivillige i butikken, men vil dog gerne fremhæve Kirstine Olesen, der gennem mange år har styret økonomien i butikken og nu står for at holde butikkens facebook-sider opdateret.

Det er et stort ønske fra ledelsens side, at flere melder sig som frivillige og meget gerne flere unge. Alt peger på en stigende interesse for genbrug, så derfor er grundlaget for stigende salg til stede, og dermed vokser behovet for frivillige.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce