Annonce
Vejle

Rødkilde-indsamling får hjælp fra udenlandsk fond

Lars Jørgensen (til højre) står her sammen med Francesco Caruso fra Firetree Fonden, som for andet år vil fordoble det beløb, som eleverne på Rødkilde Gymnasium samler ind til Stairway Foundation. Foto: Anne Cecilie Emmery
Hvert år samler eleverne på Rødkilde Gymnasium ind til gadebørn i Filippinerne. En udenlandsk fond støtter de unges engagement og fordobler beløbet til den danske NGO Stairway Foundation.

Vejle: Det var ikke første gang, Lars Jørgensen tog ordet ved en morgensamling på Rødkilde Gymnasium. Det har han gjort mindst én gang om året de seneste 27 år.

I år var formålet det samme som tidligere. Rødkildes årlige Stairway-dag står for døren, og der skal samles penge ind til udsatte børn og unge på Filippinerne. Men denne gang havde Lars Jørgensen, som er stifter af Stairway, taget en gæst med sig.

Sidste år valgte Firetree Fonden, tidligere Tondo Fonden, med arbejdsområde i Asien at støtte eleverne i deres indsamling og fordoble det indsamlede beløb.

I år er fonden klar igen, og denne gang havde manden bag initiativet taget turen til Danmark for selv at møde eleverne fra Rødkilde.

- Da jeg hørte om indsamlingen, og at de har samlet ind i 27 år, troede jeg ikke på det. Jeg har aldrig før oplevet, at én skole samlede ind til det samme formål i så mange år, siger Francesco Caruso, som er administrerende direktør i Firetree Fonden. Han er oprindelig fra Italien, men har i 16 år boet forskellige steder i Asien.

I sit oplæg til eleverne lagde han vægt på, at de gør et fantastisk stykke arbejde, og det ville han gerne anerkende dem for.

- Jeg tror måske ikke, at de her elever helt er klar over, hvor stor en forskel det gør, at de hvert år samler så mange penge ind. Men det gør en kæmpe forskel, og det vil jeg og fonden gerne vise ved at fordoble deres endelige beløb, siger Francesco Caruso.

Annonce

Rødkilde er den bedste skole i verden. Det mener mange børn i Filippinerne, og det mener jeg også. Og I er fantastiske, fordi I gør en forskel, og fordi I tager et valg om at ville hjælpe.

Lars Jørgensen, stifter af Stairway

En fast støtte

Gennem årenes løb er der blevet indsamlet mange millioner kroner med hjælp fra skolens elever. Penge, som alle går til den danske NGO Stairway, som arbejder for børns rettigheder og forebyggelse af seksuelle overgreb på børn i Filippinerne.

Lars Jørgensen lagde i sit oplæg til eleverne heller ikke skjul på, hvad han mener om gymnasiet og dets indsats gennem årene.

- Rødkilde er den bedste skole i verden. Det mener mange børn i Filippinerne, og det mener jeg også. Og I er fantastiske, fordi I gør en forskel, og fordi I tager et valg om at ville hjælpe, sagde han til eleverne.

Sidste år valgte Firetree Fonden også at fordoble det indsamlede beløb, som i alt endte på over en halv million kroner, og Francesco Caruso kan ikke afvise, at det vil fortsætte.

- Så længe eleverne på Rødkilde gør en indsats for at hjælpe, vil vi anerkende det ved at fordoble deres beløb. Så det her kan fortsætte i mange år, siger Francesco Caruso.

For Lars Jørgensen vil det fordoblede beløb betyde, at Stairway kan fokusere mere på at gøre en forskel end at bruge kræfter på at samle penge ind.

- Det giver os færre økonomiske bekymringer og mere frihed og et større råderum, så det er så vigtigt for os, at vi har den her stabile støtte, siger Lars Jørgensen.

I år samler Rødkilde Gymnasium ind til Stairway 2. oktober.

Hvad er Firetree Fonden?

Firetree Fonden udspringer af to amerikanske fonde - Tondo Foundation and Starfish Education.

Firetree Fonden har afdelinger i Filippinerne, Hongkong, Thailand og Singapore.

Firetree Fonden er en privat fond og uddeler penge for at støtte og fremme NGO'ers arbejde i Asien med at bekæmpe ulighed og fattigdom.

Kilde: www.firetree.org

Rødkilde Gymnaisums elever har i 27 år samlet ind til Stairway Foundation og stifter af Stairway, Lars Jørgensen, takker her skolen og dets elever for deres hjælp og engagement gennem årene. Foto: Anne Cecilie Emmery
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle Boldklub

Befrielsesaktion skabte kortvarig tumult efter kampen mellem Vejle og Kolding

Annonce