Annonce
Vejle

Rapport: Der er blevet færre hjemløse i Vejle

Antallet af hjemløse i Vejle er faldet med 15 procent siden 2017. Arkivfoto: Martin Ravn
Den nye kortlægning af hjemløshed i Danmark viser, at Vejle Kommune har fået 15 procent færre hjemløse siden 2017.

Vejle: I februar deltog sociale tilbud og offentlige myndigheder i en landsdækkende kortlægning af hjemløsheden i Danmark.

Det skete ved, at de udfyldte et spørgeskema for hver enkelt af de hjemløse personer, som de havde haft kontakt med eller kendskab til i uge 6.

Alle skemaer blev derefter samlet og bearbejdet af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE), og resultaterne er netop blevet offentliggjort i rapporten "Hjemløshed i Danmark."

Den overordnede konklusion er, at antallet af hjemløse er stagneret siden seneste opgørelse i 2017.

Men ser man på de lokale tal, så er der mere positive tendenser at spore.

I Vejle er antallet af hjemløse nemlig faldet fra 121 personer i 2017 til 102 personer i 2019.

Hvis man skal løfte folk op og hjælpe dem videre, så er det i Vejle rigtigt svært at få anvist en billig bolig, og der er ikke meget, der tyder på, at der bygges ret mange billige boliger fremadrettet.

Kit Kielstrup, formand for udsatterådet

Mange flere på gaden

Dette skal dog ses i lyset af, at antallet af hjemløse i 2013 lå helt ned på 64 personer i Vejle Kommune.

Langt de fleste hjemløse, som blev registreret i Vejle i uge 6, befandt sig på herberget, mens mange også opholdt sig hos venner og familie.

20 personer boede på gaden, og dette udgør en markant stigning.

For blot fire år siden i 2015 blev der kun registreret seks hjemløse, som boede og sov på gaden ud af de 100 hjemløse, som befandt sig i Vejle dengang. Størstedelen af de hjemløse for fire år siden tog i stedet ophold hos venner og familie.

Færre unge, flere i fyrrerne

Ser man på aldersfordelingen af de hjemløse, så er der på landsplan kommet færre unge hjemløse i 2019, mens antallet af midaldrende og ældre hjemløse er steget siden 2017.

I Vejle er den største gruppe af hjemløse de 40 til 49-årige. De udgør en tredjedel af de hjemløse i Vejle, mens de for to år siden udgjorde en femtedel af de hjemløse.

Der er til gengæld sket et markant fald i antallet af unge hjemløse i Vejle siden 2017. Dengang blev der registeret 22 hjemløse i alderen 18 til 24 år, mens antallet af unge i februar 2019 lå på 14.

Antallet af hjemløse i aldersgruppen 20 til 39 år er også faldende.

Glædeligt, men...

Formanden for udsatterådet i Vejle Kommune, tidligere byrådsmedlem Kit Kielstrup (V), synes det er meget glædeligt, at der er blevet færre hjemløse i Vejle siden sidste opgørelse - og ikke mindst, at der er blevet færre unge hjemløse.

- Det viser nok, at nogle af de mange puljer og indsatser, der er blevet målrettet over for de unge, har virket, siger Kit Kielstrup.

Hun mener dog ikke, at der er grund til at hvile på laurbærrene.

- Vi har fortsat en stor opgave i at have fokus på, at vi mangler billige boliger i Vejle. Hvis man skal løfte folk op og hjælpe dem videre, så er det i Vejle rigtigt svært at få anvist en billig bolig, og der er ikke meget, der tyder på, at der bygges ret mange billige boliger fremadrettet, mener Kit Kielstrup.

Hun understreger, at det er noget af det, udsatterådet arbejder meget med. Især Rosborg-området ser de som et oplagt sted at bygge en rummelig og mangfoldig bydel med flere billigere boliger.

Annonce
Forsiden netop nu
112 For abonnenter

Med på lastbil-razzia: Dækkede massivt overlæs med gummiklods og cykelslange - to uger efter alvorlig ulykke

Annonce