Annonce
Razorbacks

Razorbacks leverede sensationen og vandt sit ottende DM

Triangle Razorbacks vandt for ottende gang DM-guldet i amerikansk fodbold. Dermed fik Razobacks udlignet, da finalemodstanderen Copenhagen Towers ligeledes står med otte mesterskaber. Foto: Niels Christian Vilmann/Scanpix 2019
Triangle Razorbacks hentede lørdag aften klubbens ottende danske mesterskab med en sejr på 20-14 over storfavoritten Copenhagen Towers.

Gladsaxe: Triangle Razorbacks er tilbage på toppen af dansk amerikansk fodbold.

Efter et par sæsoner i skyggen af Copenhagen Towers vandt Razorbacks lørdag aften DM-finalen, Mermaid Bowl, over netop Copenhagen Towers.

Københavnerne gik ind til finalen, der blev spillet på Gladsaxe Stadion, som storfavorit. Towers’ seneste nederlag til en dansk modstander lå to et halvt år tilbage, og Danske Spil gav pengene seks gange igen i tilfælde af Razorbacks-sejr.

Ikke desto mindre snuppede Razorbacks DM-guldet for ottende gang i klubbens historie.

- Det her er det bedste mesterskab, sagde en glad Peter Worm efter kampen.

45-årige Peter Worm står med en aktie i samtlige otte DM-titler.

- Vi har aldrig tidligere været så stor underdog som denne gang, og det gør mesterskabet til noget helt særligt, sagde han.

Peter Worm var en del af den Razorbacks-defensiv, som stod bag sejr.

Annonce

Copenhagen Towers-Triangle Razorbacks 14-20 (8-14)

Mermaid Bowl

0-7 Niko Lester (Torben Jørgensen)

0-14 Niko Lester (Torben Jørgensen)

8-14 Anton Witmeur (two point conversion)

14-14 Anton Witmeur

14-20 Mark Meter

Offensiven slog takten an

Det var dog i første omgang offensiven, som slog takten an.

Razorbacks scorede på kampens første drive, da quarterback Reed Gottula med et langt kast fandt Niko Lester, og samme kombination sørgede for, at Triangle Razorbacks bragte sig foran med 14-0, inden Towers mod slutningen af første halvleg reducerede til med et touchdown og en efterfølgende two point conversion til pausestillingen 14-8.

To gange i første halvleg bremsede Razorbacks-defensiven Towers, da københavnerne stod i favorable positioner tæt på Razorbacks’ endzone, og begge gange skete det på fjerde down.

- Normalt er Towers et hold, som altid er foran og så forsvarer føringen ved at løbe meget med bolden. Towers kom aldrig foran i finalen, fordi vores forsvar flere gange kom med meget store spil i kritiske situationer, sagde Peter Nikolajsen, træner for Triangle Razorbacks.

Gottula kastede tredje touchdown

Copenhagen Towers nåede i begyndelsen af anden halvleg op, da københavnernes bedste våben, running backen Anton Witmeur, for anden gang løb bolden ind til 14-14, inden Towers kiksede forsøget på at hente to ekstra point.

Kampen lå længe på vippen, inden Reed Gottula kastede sit tredje touchdown. Mark Meter greb bolden til det, som senere viste sig som kampens sidste scoring, da Torben Jørgensen kiksede det efterfølgende spark for ét point.

Reed Gottula spillede en stærk kamp, og han blev fortjent kåret til finalens MVP - mest værdifulde spiller.

Efter Mark Meters scoring fik Towers en sidste mulighed for at vende opgøret, men igen viste Razorbacks-defensiven sig for stærk og stoppede med lidt mere end ét minut igen Towers, og dermed var overraskelsen en realitet.

- Vi fik store spil fra vores store spillere, men der kom hele tiden noget fra stort set alle de andre, sagde Peter Nikolajsen.

Razorbacks-quarterback Reed Gottula blev kåret som MVP - mest værdifulde spiller - i årets Mermaid Bowl. Foto: Niels Christian Vilmann/Scanpix 2019

En god jobansøgning

Det var dog først og fremmest forsvaret, der sikrede Razorbacks DM-guldet.

- Igennem hele sæsonen har vi været meget afhængige af vores angreb, men vores forsvar fik stoppet Towers’ løbespil, og det var den store forskel på finalen og så de to kampe, vi tidligere på sæsonen tabte til Towers, sagde Peter Nikolajsen.

Peter Nikolajsens aftale med Razorbacks løber sæsonen ud, men han vil bestemt ikke udelukke, at han også næste sæson er i klubben.

- Det her må vel være en udmærket jobansøgning, sagde han med et grin.

Niko Lester scorede to touchdowns og spillede dermed en vigtig rolle, da Triangle Razorbacks vandt DM-finalen med en sejr på 20-14 over Copenhagen Towers. Foto: Niels Christian Vilmann/Scanpix 2019
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce