Annonce
Indland

Redaktør: S-farvel til pensionsforhandlinger ender skuespil

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Socialdemokratiet og regeringen har reelt aldrig forhandlet om pension, siger Thomas Funding.

Socialdemokratiet har fredag eftermiddag forladt pensionsforhandlingerne. Og dermed er afslutningen på en form for absurdteater indtruffet.

Det mener Thomas Funding, der er politisk redaktør hos Avisen Danmark.

- Det var uundgåeligt, at det ville ende her. Det har været underligt frem og tilbage, hvor man som i et teaterskuespil har ladet, som om man har forhandlet, men reelt aldrig har været i forhandlinger, siger Thomas Funding.

Han uddyber, at regeringen på den ene side aldrig har haft interesse i at indgå en aftale om ret til tidligere pension med Socialdemokratiet. Man har blot ventet på, at Socialdemokratiet skulle blive konkret, så partiets forslag kunne blive skudt ned.

På den anden side har Socialdemokratiet undgået at blive konkret, fordi det ville hindre partiet i at køre valgkamp på temaet.

Og ifølge Funding er de to parter nu nået dertil, hvor de ikke længere gider "spilde hinandens tid". Forløbet er utvivlsomt en del af valgkampen, mener den politiske redaktør.

- Det er klart, at det her bestemt er en del af valgkampen. Det er i første omgang udtænkt som et valgkampsudspil fra Socialdemokratiet. Derfor har de ikke haft interesse i at lave en aftale.

- Og for regeringen og Dansk Folkeparti har det her i høj grad handlet om afmontere den trumf, som Socialdemokratiet har tilegnet sig med det her udspil, siger Thomas Funding.

Pensionsforhandlingerne blev sat i gang, efter at Socialdemokratiet i januar fremlagde et pensionsudspil, hvor de vil give særligt nedslidte ret til at trække sig tidligere tilbage.

Socialdemokratiet har fået kritik for udspillet, der ikke kan give svar på, hvem der kan tilbydes en tidligere tilbagetrækning.

Og det er ifølge formanden for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, netop derfor, Socialdemokratiet har måttet forlade forhandlingerne.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Jelling

Mobilmast får omstridt placering ved fredet skov: Naboer må vige for samfundsmæssige interesser

Annonce