Annonce
Kultur

Redaktørens Roskilde-dagbog: Det er onsdag, og Dylan er på vej

"Læs med igen i morgen og få svar på, hvordan han så var, denne hæse legende," skriver Mogens G. Madsen - der er klar i Roskilde, når Bob Dylan giver koncert i aften. Arkivfoto: Mario Anzuoni/Reuters
Med redaktøren af Vejle Amts Folkeblad på Roskilde Festival. Det er 48. gang i træk og stadig i telt.

Roskilde/Vejle: Egentlig kunne jeg jo bare finde artiklen fra sidste år frem, eller den fra forrige år, og så blot udskifte et tal.

Så nemt skal klaveret nu heller ikke spille.

Men et faktum er det, at det nu er 48. gang i træk, at jeg er til festival i Roskilde, så nogen helt ny oplevelse er det trods alt ikke. Det er pudsigt nok det dobbelte antal år af gennemsnitsalderen på en festivalgæst. Den er nemlig 24 år, men kunne altså være lidt lavere, hvis ikke vi var nogle, der stædigt holder fast i festival-livet.

Og ja - det er fortsat i telt med sovepose og liggeunderlag. Ellers er det ikke rigtig festival. Og det er stadig i selskab med en flok skønne venner. Nogle af os har været til festival sammen i mere end 35 år.

Men hver festival har sit egen udtryk, sin egen sjæl. Og hvad det lige er, finder du først ud af i løbet af festivalen.

Ligesom sidste år åbnede vi - det vil sige en større flok fra Rockklubben, som er et sammenrend af primært journalister, der på et tidspunkt har været på Vejle Amts Folkeblad, plus enkelte hang-arounds - festivalen en dag, før det store program starter i dag.

Det er nemlig dybt fascinerende at opleve den fest - eller rettere de hundredevis af fester - der i gang på campingområdet, og som har været i gang siden lørdag. Alle lejre i campen har et kæmpe musikanlæg, der bare banker basrytmerne ud. Og selvom der er flere generationer i forskel, så kan man konstatere, at Gnags stadig har godt tag i de unge mennesker.

Men det er jo i dag, at den store fest starter med den officielle åbning og musik fra festivalens mange scener. Og mon ikke, at rigtigt mange lige netop i dag har sat kryds ud for navnet Bob Dylan? Og hvert år glæder jeg mig over, at der er hovednavne, der er langt, langt ældre end jeg selv er.

Men en festival er jo ikke bare at høre navne, du kender ud og ind. Det er det også, men det er jo også en måde at opleve bands, du ikke kender så godt. Og onsdag kunne også være et møde irske Fountain D.D., der selv siger, at de lyder som en parring mellem Pogues og Rolling Stones. Det lyder tilpas spændende.

Jeg har lavet en liste med fem musikalske nedslag onsdag og vender tilbage i morgen med andet afsnit i denne Roskilde-dagbog. Så læs med igen i morgen og få svar på, hvordan han så var, denne hæse legende. Indtil da må svaret blæse i vinden.

Annonce

Roskilde 2019

  • Cirka 180 musiknavne og 200 kunstnere, forfattere, performere, talere, musikere, graffitimalere, arkitekter m.fl. bidrager til det samlede program.
  • De otte scener hedder Apollo, Arena, Avalon, Countdown, Gloria, Orange, Pavilion og Rising.
  • Festivalen i 2019 er den 49. festival. Den første fandt sted i 1971.
  • Deltagerantallet på over 130.000 gør Roskilde Festival til Danmarks fjerdestørste "by", målt i indbyggertal.
  • 100.000 deltagere har købt billet. 80.000 har købt partout-billet, mens 20.000 har købt en endagsbillet. Festivalen er helt udsolgt.
  • Billetterne er i 2019 solgt i 66 forskellige lande. De udenlandske gæster kommer primært fra Norge, Sverige og Tyskland.
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce