Annonce
Coronavirus

Syv store testcentre skal klare corona-vinter: Her kan du blive testet i lune og tørvejr

De hvide test-telte i Region Syddanmark erstattes af syv store teststationer, der kan klare vinteren. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Syv store testcentre, der kan modstå vinterens kulde og blæst, er på vej i Region Syddanmarks største byer. Dermed forbereder regionen sig på en vinter i coronaens tegn.

Regionalt: Med vinter kommer kulde og blæst, og det kan de nuværende corona-testtelte ikke nødvendigvis modstå.

For at sikre borgere en tør og lun oplevelse, når de hen over vinteren skal testes for coronavirus, opretter Region Syddanmark syv nye, vintersikre testcentre.

Det sker hen over de kommende måneder, skriver regionen i en pressemeddelelse.


Kampen mod corona har vist sig at blive en langvarig omgang. Det har hele tiden været en klar prioritet for os at sikre syddanskerne så mange testmuligheder som muligt i så gode rammer for både dem og de mange medarbejdere, der nu har knoklet løs i mange måneder, som muligt.

Stephanie Lose (V), formand for Region Syddanmark


Dermed forbereder regionen sig på, at vinteren - ligesom foråret og sommeren - kommer til at stå i coronaens tegn. Foruden de syv store testcentre åbner regionen også en række mindre teststationer på tværs af regionen.

Det skal sikre, at flere kan blive testet i nærheden af deres bopæl, så processen bliver så let og enkel som muligt for borgerne.

Her skal testcentrene ligge

  • Esbjerg: Randersvej 42, 6700 Esbjerg. Åbnede 1. oktober 2020.
  • Svendborg: Norgesvej 2, 5700 Svendborg. Åbner 19. oktober 2020.
  • Kolding: Kokbjerg 1A, 6000 Kolding. Åbner 26. oktober 2020.
  • Aabenraa: Skånevej 5, 6230 Rødekro. Åbner 1. november 2020.
  • Sønderborg: Ellegaardsvej 16, 6400 Sønderborg. Åbner 1. november 2020.
  • Vejle: Tysklandsvej 4a, 7100 Vejle. Åbner 9. november 2020.
  • Odense: Billedskærervej 15, 5230 Odense M. Åbner 16. november 2020
  • Derudover oprettes der en række mindre teststationer i Fredericia, Tønder, Middelfart, Grindsted, Nyborg og Haderslev.
  • Regionen har også oprettet et podested på Ærø, hvor der er mulighed for test på sygehuset. Her kan både borgere med og uden symptomer blive testet.
  • Åbningstider og adresser bliver meldt ud, når de er på plads.

- Kampen mod corona har vist sig at blive en langvarig omgang. Det har hele tiden været en klar prioritet for os at sikre syddanskerne så mange testmuligheder som muligt i så gode rammer for både dem og de mange medarbejdere, der nu har knoklet løs i mange måneder, som muligt. Det kommer nu, og de nye testmuligheder vil give mange flere syddanskere mulighed for at blive testet hurtigt og tæt på, hvor de bor, siger formand for Region Syddanmark, Stephanie Lose (V).

De syv store testcentre oprettes ved, at regionen lægger de to hidtidige spor – sundhedssporet på sygehusene og samfundssporet i de hvide Testcenter Danmark-telte – sammen. I de nye testcentrene kan borgere uden symptomer og borgere med milde symptomer blive testet.

Centrene bliver indrettet, så test af begge grupper af borgere kan foregå fuldt forsvarligt, skriver regionen i pressemeddelelsen.

Forsiden netop nu