Annonce
Vejle

Regionen undersøger muligheden for vask og genbrug: Om en uge mangler sygehusene for alvor mundbind og visirer

Medarbejderne bruger blandt andet mundbindene til at beskytte sig selv mod coronavirus. Arkivfoto: Michael Svenningsen
Hylderne på sygehusene er ved at være tomme for især mundbind og visirer. Det får Region Syddanmark til at undersøge alternative løsninger - blandt andet at vaske og genbruge mundbindene.

Syddanmark: Om en uge står Region Syddanmark i en alvorlig mangel på værnemidler.

Hylderne er især ved at være tomme for mundbind og visirer, som medarbejderne bruger til blandt andet at beskytte sig selv mod coronavirus. Det fortæller koncerndirektør Kurt Espersen.

Situationen er ifølge ham den samme på alle sygehuse i regionen, da de deler med og hjælper hinanden.

- Vi taler om, at det er kritisk om en uges tid eller deromkring. Vi håber selvfølgelig at finde en eller flere løsninger inden da, så vi fortsat kan holde den gående, siger Kurt Espersen.

Annonce

Vi arbejder med en række kreative forslag. Blandt andet ser vi på, om vi kan sætte nogle danske firmaer i gang med en produktion. Vi undersøger også, om vi på sigt kan vaske mundbindene og bruge dem en gang til.

Kurt Espersen, koncerndirektør

Vask af mundbind

Leverandørerne til Region Syddanmark og resten af landet kan ikke følge med den øgede efterspørgsel. Det gælder i øvrigt også for håndsprit. Det får ledelsen til at tænke i alternative løsninger.

- Vi arbejder med en række kreative forslag. Blandt andet ser vi på, om vi kan sætte nogle danske firmaer i gang med en produktion. Vi undersøger også, om vi på sigt kan vaske mundbindene og bruge dem en gang til, forklarer koncerndirektøren.

- Vi kører i øjeblikket ud af alle veje på én gang og håber på, at bare en af dem ikke er blinde, tilføjer han.

Alle medarbejdere på hospitalerne er desuden blevet instrueret i at bruge værnemidlerne rigtigt for at undgå unødigt spild. Samtidig har det været nødvendigt at gå ned i kvalitet.

Det største problem

De ansatte har været vant til at tage fra øverste hylde, men det kan ikke lade sig gøre nu.

- Vi må bruge dem, vi har. Det betyder, at hvor medarbejderne før altid brugte de mundbind, der lukkede hundrede procent tæt, så kan de i situationer være nødt til at gøre brug af dem, der kun næsten lukker hundrede procent tæt, siger Kurt Espersen.

- Derfor er det særligt vigtigt for os, at værnemidlerne bliver brugt med omtanke. At man ikke bruger de allerbedste, hvor man godt kunne nøjes de næstbedste, vurderer han.

For koncerndirektøren er manglen på blandt andet mundbind og visirer det største problem i Region Syddanmark.

- Vi er ikke voldsomt belastet af patienter lige nu, og vi har rent faktisk også nok personale. Men udfordringen med værnemidler skal vi have løst hurtigst muligt, fortæller Kurt Espersen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Se billederne fra en lukket covid-afdeling: Sådan modtages corona-patienterne

Annonce