Annonce
Vejle

Regnbue lyser i coronamørket - Skal vise vej til Vejles latinerkvarter

Idéen om en regnbue som vejviser blev født på Latinerkvarterets faste BID-møde, som direktør i BID Danmark, Mikkel Niess står for at arrangere. Han var torsdag forbi passagen, hvor ansatte fra YIT var igang med at brænde regnbuen fast. Foto: Mette Mørk
Regnbuestriber i passage skal gøre det tillokkende for besøgende på Vejle Sygehus at finde ind i Vestergade og videre ud på strøget.

Vejle: Det er en mørk coronatid, vi lever i, men smøgen mellem højbanen og Vestergade lyser nu op i regnbuens farver. I hvert fald ni af farverne.

Regnbuen begynder ved højbanen på bagsiden af Vestergade, hvor kulørte bogstaver råber "Gågade" til de forbipasserende. Striberne går 70 meter ind gennem smøgen til Vestergade, hvor de ender ved Bogcentralen og leder fodgængere videre ud i byens gågade-system.

De seneste par dage har ansatte fra vej- og asfaltvirksomheden YIT arbejdet med at brænde striber af termoplast fast til asfalten, og dermed bliver en flere måneder gammel idé ført ud i livet.

- Det er samme materiale, som man bruger til de traditionelle vejstriber. Forskellen er blot, at de her er kulørte, fortæller en af de ansatte.

Annonce
Mange pårørende skal måske vente nogle timer, og i stedet for at blive på sygehuset, går de en tur ned i byen. Men de kan have svært ved at finde gågaden, og derfor vil vi gerne hjælpe dem på vej.

Mikkel Niess, direktør for BID Danmark

Det bliver godt igen

Idéen til den kulørte passage blev født på et møde i Latinerkvarterets såkaldte BID-distrikt. Det er her, handlende i området fra den nordligste del af Nørregade, Vejle Midtpunkt og Vestergade mødes for at udvikle deres del af Vejle Midtby.

Her er projektudvikler Marit Paulina de Julienhort fra det kreative iværksættermiljø Fabrikanterne i Vejle Midtpunkt en af de aktive, og hun er glad for, at idéen, der er inspireret af midtpunktets kulørte paraplyer, nu realiseres med penge fra Vejle Kommune og City Vejle.

- Vi er i en tid, hvor alt er lukket ned, men det her viser, at der stadig er gang i noget. Jeg synes, regnbuen symboliserer, at det bliver godt igen, siger Marit Paulina de Julienhort.

Regnbuen, der begynder i synlig afstand fra Skovgade nedenfor Vejle Sygehus, er især tænkt til at guide de mange besøgende fra sygehuset om til gågaden i Vestergade.

Strimler af gamle presenninger

Det handler om såkaldt "nudging", hvor regnbuen skal være med til at lokke folk om i byens handelsgader.

- Mange går på bagsiden af Vestergade og finder først om i gågaden, når de kommer ned til Nørretorv. Nu hjælper vi dem om i Vestergade, og samtidig skal regnbuen også vise folk den anden vej, for der er mange parkeringspladser på bagsiden af Vestergade, men de kan være svære at få øje på, fortæller Marit Paulina de Julienhort.

Regnbuen på asfalt og belægningssten skal ikke stå alene, for gennem passagen er 20 wirer spændt ud fra væg til væg ovenover hovederne på de forbipasserende, ligesom der sættes et neonskilt op ved indgangen til passagen. Wirerne bliver udstyret med lange strimler i genbrugsmaterialer fra brugte lastbilpresenninger, og de får kulører, så de matcher regnbuen forneden.

- Begge dele skal skabe lidt positiv stemning på stedet, hvor murene ofte er grafittihærgede. Selvom boligejerne fjerner grafittien, er den der igen to dage senere, og derfor har vi tænkt, at vi ville lave noget forneden og foroven i stedet, forklarer Marit Paulina de Julienhort.

Regnbuen kommer ud på Vestergade lige ved siden af Bogcentralen, og her fører pilene fodgængerne i alle retninger på byens gågade. Foto: Mette Mørk

Mange kunder fra sygehuset

Til efteråret vil der formentlig også komme belysning op i passagen, og boligejerne har indvilget i at betale strømmen til lysene.

Det glæder blandt andre butikschef hos Tøjeksperten i Vestergade, Lars Rasmussen, der også deltager aktivt i BID-møderne, som lokale Mikkel Niess faciliteter både i Vejle Midtby og i flere af centerbyerne rundt i Vejle Kommune.

- Jeg synes, det er en fantastisk idé, så pårørende og besøgende på sygehuset kan komme så hurtigt ud i Vestergade og på strøget som muligt. Vi har rigtig mange kunder, der kommer oppe fra sygehuset, og det er fint, hvis de kan blive guidet ind i Vestergade, i stedet for at de først rammer gågaden nede ved Nørretorv. Hidtil er mange bare fortsat lige ud og er gået på bagsiden af Vestergade, siger Lars Rasmussen.

Torsdag eftermiddag var den sidste stribe brændt fast i underlaget, og nu skal regnbuen vise sit værd i gågadens allernordligste ende.

Regnbuen i passagen fra højbanen bag Vestergade skal lede gående fra sygehuset en mere direkte vej ind i Vejles lange gågadesystem. Håndværkerne genåbnede passagen efter endt arbejde torsdag eftermiddag Foto: Mette Mørk
De kulørte striber er lavet af termoplast, som er samme materiale de hvide vejstriber er lavet af. De brændes fast på asfalten og kan betrædes efter blot 10 minutter. Foto: Mette Mørk
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce